Saturn sep-dec 2017. Guruernes fald og tid til at tage ansvar

Saturn gik direkte den 25. august efter at have været retrograd siden april 2017. Saturn handler bl.a om ansvar, forpligtelser, begrænsende omstændigheder etc. Hvert år er Saturn retrograd i ca 5 måneder og i den tid skal man så altså selv lære at definere sit ansvar, grænser og lære at sige nej.

Saturn er ikke ligefrem en glamourøs planet, den er tung og hård, men indgyder disciplin og ansvar. Arbejdet skal gøres. Og belønningen er også derefter.

At Saturn nu er gået direkte betyder ikke, at alt bare kører af sig selv igen. Helt frem til oktober (og gerne efter) skal man stadig demonstrere evnen til at sætte mål og lave en tilhørende køreplan, demonstrere selv-disciplin, være ansvarlig, leve autentisk, bruge sin tid fornuftigt etc. Vi er ligeledes gået ind i Jomfruen, som er et jordtegn. Det handler nu om at manifestere det, man planlægger eller har planlagt. Og med disse aspekter er det en solid, men langsommelig proces.

Saturn er i sin sidste tid i Skytten inden den går ind i Stenbukken den 20. december 2017 og altså her vil være på hjemmebane. Det initierer også en helt ny begyndelse på verdensplan.

Siden 2014 har Saturn været i Skyttens tegn. Saturns cyklusser anses for at være processer hvor man opnår noget og modnes. Det kan føles hårdt, hvis man har et hårdt Saturn-aspekt i sit horoskop. Hvor man står ansigt til ansigt med den ubarberede virkelighed. Det er forskelligt hvor man ”rammes” i sit horoskop, altså hvilket livsområde være det sig parforhold, karriere, helbred etc. En Saturn-transit lærer en at tage ansvar for sig selv. Ægte ansvar. Ingen offer-roller eller martyrdom.

Skytten handler især om principper, overbevisninger og personlige sandheder. Det er tid til at tage de kritiske briller på og se på, om disse stadig er i overensstemmelse med vores egentlige jeg, med vores inderste ønsker. Som skrevet før, er det bedst at arbejde med processen end at processen tager ansvaret for dig – det er grunden til, at jeg skriver disse indlæg. For at flytte fokus og forhåbentligt medvirke til mini-åbenbaringer og ahaaaa-oplevelser.

Skytten hører til Jupiter, så det er som i numerologien også et tegn for optimisme, ekspansion og vækst hvilket i en Saturn-transit er lidt paradoksalt da Saturn handler om begrænsning og reality checks. Omvendt kan det også give en sund balance. Skytten står også for højere viden, filosofi og sandhed. Falske guruer og ledere er faldet og vil fortsætte med at falde. 2017 er året for at nedbryde illusioner, det er nødvendigt inden vi starter en ny cyklus. Det handler om at se det store billede.

Vi er her for at udvikle os, lære, opleve og alt det der. Men også for at tage ansvar. Ansvar for os selv, vores medmennesker og vores jordklode.

Louise



Saturn liked it and put a ring on it - en ansvarlig og forpligtende planet høhø ;)

Kategorier