Saturn retrograd april-sept 2018. Det store frikva.

Saturn gik i Stenbukken den 20. december 2017 og startede en helt ny periode, der handler om at få styr på sit shit. At opbygge sit livsværk gennem disciplin, hårdt arbejde og solide strukturer. Her, knap 4 måneder inde i den 3-årige transit, kan de fleste nok fornemme hvor det bærer hen ad og hvad det betyder. Saturn i Stenbukken er måske ikke den mest sexede transit, men den giver belønninger og løft til et helt nyt niveau, hvis man bruger Saturns begreber. Er du Guldmedlem, kan du se hvad den 3-årige transit betyder for dig HER.

Saturn hersker også over tid og karma. Når en planet går retrograd, er det tid til karmisk udligning. Og når Saturn går retrograd, altså går i hi, hvilket sker hvert år, er det dobbelt op på karmisk afbetaling (hvilket dog ikke behøver at være noget negativt, det afhænger helt af dine egne handlinger). Retrograd betyder også, at der er færre eksterne begrænsninger eller lektioner, som Saturn typisk står for, men at man skal processere dem internt. Man skal dog ikke holde mere frikvarter når Lektor Blomme sover end godt er, for alt der sker i retrograd-perioden bliver man også holdt til ansvar for, når Saturn vågner igen (!). I år er det især kardinaltegnene (Vægten, Vædderen, Stenbukken og Krebsen), så dem med placering fra 2-9 grader et sted i deres horoskop, kan forvente at tingene fortsætter som nu. Placeringer i Skorpionen, Fiskene, Tyren og Jomfruen – også fra 2-9 grader- vil i højere grad være forgyldt under denne transit. Har du været til session hos mig, kan du se det i dine astrologiske aspekter, du har fået med hjem på papir (ellers skriv til mig, hvis du er i tvivl).

I år går Saturn retrograd fra 17. april – 6. september 2018. Merkur, planeten for kommunikation, business, relationer, trafik og penge er i kvadrat til Saturn, hvilket betyder at karmisk udligning især vil handle om de områder. Hvordan kommunikerer man med andre, med sig selv, forhandler og tjener penge. Kvadrat-aspektet er et udfordrende aspekt, så på nogle områder er det en slags forlænget Merkur retrograd hvor der er misforståelser og besværligheder.

Generelt: det er ikke et tidspunkt at stole for meget på andre. Ikke fordi de nødvendigvis har dårlige intentioner, det kan også bare være velmenende, men dårlige råd og som sagt misforståelser i det hele taget. Få professionel hjælp til din business, salg, PR og markedsføring. Hold fokus på detaljer. Og vær meget obs på, hvordan du bruger dine ord i alle sammenhænge. Måske er det tid til at prøve en helt ny stil af?

Det gode ved Saturn retrograd – især med alt det andet retrograd, vi har i år – er, at man virkelig kan begynde at forstå egne tanke- og handlemønstre. Hvorfor man taler til sig selv, som man gør, især hvis det er negativ selv-samtale og tanker. Normalt er jeg ikke en, der reklamerer for at ”tænke positivt”, da jeg synes det er for letbenet – ihvertfald når det står alene – men det kan være virkningsfuldt i denne transit, som kan have sine depri øjeblikke. Og i retrogradperioden kan man så begynde at ændre på sine kommunikative mønstre, nogle der måske har været med en hele livet, og for alvor udføre Merkurielle aktiviteter anderledes når Saturn går direkte igen til september.

Og jeg vil atter understrege: karma er ikke god eller dårlig. Det kommer som nævnt an på, hvad du har gjort i fortiden. Har du været god, er der god belønning og har du været ond, er der ond belønning, meget firkantet sagt. Har du givet penge til en, der havde brug for det, så vinder du i lotto. Har du stjålet slik fra et barn, så vælter en lastbil med Haribo-slik ned over dig. Det er selvfølgelig i overført betydning, men you get the picture, ik?

Karma er bare karma.

Det er forskelligt hvor i ens liv, man kan forvente virkningen af Saturn retrograd. Der kommer snarest et indlæg  hvor man kan læse, hvad det betyder individuelt.

God tur :)

Louise



 

Kategorier