I SKORPIONENS TEGN OKT-NOV 2021. KUN FOR DE SEJE.

Tidligt lørdag morgen den 23. oktober går Solen i Skorpionens tegn. Den årlige transit alle elsker at hade eller hader at de elsker.
 
Love it or not, så er Skorpionens sæson kommet for at blive og derfor kan vi lige så godt forberede os på, hvad der venter forude den kommende måned.
 
Det er altid et væsentligt energiskifte når Solen skifter fra Vægten til Skorpionen. Her gik vi lige og brugte krudt på relationer, kommunikation, kompromis og æstetik og så falder vi lige ned i det her sorte hul hvor der ikke er noget som helst facade eller overfladisk snak længere.
 
I vores personlige sorte hul ligger alt det, vi som regel ikke er så glade for at kigge på ved os selv. Det, der ofte bliver fornægtet, fortrængt eller undertrykt og derfor siver ud gennem hullerne for at blive splattet ud på stakkels, uskyldige omgivelser der bliver statister i vores private drama.
 
Hvis du er med så langt, så nik og læs videre. Er du et stort spørgsmålstegn, så læs om skyggesider som bl.a Carl Jung skrev meget om og bliv meget klogere på vejen til et autentisk og lykkeligt liv.
 
Her i Skorpionens sæson bliver det meget sårbart, alle bliver emotionelt klædt af til skindet.
 
Skorpionen er det andet vandtegn i Zodiakken. Det første er Krebsen. Det er i barndommen (Krebsen), at vi får vores første oplevelser af vores følelser, og de danner ofte ubevidste mønstre. Når vi kommer til Skorpionen gør vi så noget ved de mønstre, især hvis de er uhensigtsmæssige.
 
I Skorpionens sæson er vi altså nede og kigge på mønstre, skyggesider, frygt, fobier og lignende. Det er et godt tidspunkt for terapi, men også for at turde være mere sårbar i intime relationer. Typiske mønstre kan handle om frygt for afvisning, at blive forladt, fremmedgjort, svigtet, at nogle er illoyale eller på anden måde sårer en dybt. Er disse mønstre begravede, fortrængte, undertrykte etc er de blevet til ar på sjælen eller en overdreven grænse af en art. Måske man slet ikke tør gå ind i intime og ærlige relationer med andre.
 
Det er årets bedste tidspunkt at heale eller få bevidsthed på disse sider af os selv. Det er den sæson hvor bladene falder af træerne (som ellers lige var så smukke orangerøde i Vægtens sæson), alting dør og der er bare…mørkt. Men i mørket er også stilhed og ro, og her kan vi konfronteres med vores eget mørke. Når der ingen blade er på træerne kan vi se himlen og stjernerne meget klart.
 
Der er ikke flere løgne at udleve her. Det bliver ikke mere ærligt end Skorpionens sæson. Ingen hvide løgne, ingen sorte løgne, ingen løgne for andre og ingen løgne for os selv. Nødudgange findes til højre, venstre og bagest i flyet. Forlad venligst alle bullshit-situationer nu.
 
Det er en intens transit der kun er for de seje (det er alle os der læser dette). Til gengæld er belønningen stor når vi healer, transformerer og regenerer. Skærer ind til roden og får fat i det, det i virkeligheden handler om.
 
Det er tough, det er ægte, det er Skorpionen.
 
God tur.
Louise Falkenberg
 
Solen er i Skorpionens tegn frem til den 22. november 2021.
 
Er du Guldmedlem kan du logge ind på din profil og se hvilket livsområde der aktiveres for dig nu.

Kategorier