I Jomfruens tegn, august-september 2018. Klarhed.

Så kom vi til Jomfruens sæson, nu hvor Solen er i dette smukke tegn fra 23. august – 22. september 2018.  Et tegn, der står for renhed, klarhed og perfektion.

Jomfruen er et jordtegn ligesom Tyren og Stenbukken. Alle jordtegn har særdeles god kontakt til deres krop og især Jomfruen kan være meget kræsen med, hvad der kommer ind i kroppen. Det er et meget sensitivt tegn.

Alle, der har fødselsdag i denne måned er selvfølgelig Jomfruer af ”stjernetegn” (= Solen i Jomfruen) og er derfor helt på hjemmebane. Det samme gælder hvis du har Månen eller ascendanten i Jomfruen, f. eks.

Når Solen er i et bestemt tegn og energi, vil vi dog alle blive påvirket af det kollektivt ligesom vi i sidste måned var i den festlige og hjertevarme Løve-energi. Blev det lidt for festligt (det gjorde det ihvertfald her) er det jo dejligt, at Jomfru-energien nu kan hjælpe dig til at gøre rent, hvad enten det er derhjemme der skal gøres rent, ryddes op og smides ud eller om det er din krop og sjæl, der skal detoxe eller renses ud.

Jomfru-sæson er perfekt til alle slags jordnære krop-og-sjæl-tiltag som meditation, yoga, wellness, sundheds-retreat etc. Det er også et godt tidspunkt at spise vegetarisk eller vegansk (hvilket generelt er godt for Jomfruer, som er til det naturlige hvadenten det er mad, udseende, tøj, møbler osv). Det har været lidt af en vild retrograd-sommer, som har transformeret os alle på et dybt plan, så der er ikke noget at sige til hvis man har brug for healing, space, afslapning og tryghed mens denne her klarhed integrerer sig i systemet.

Selv om Jomfruen er et jordtegn, er der dog ikke altid lige meget jordforbindelse. Enhver, der har eller kender en med personlige planeter i Jomfruen ved, at de (vi...jeg har selv Månen i Jomfruen) har en hjerne der kører non-stop. Der analyseres, faktatjekkes, researches, organiseres, planlægges, kritiseres, skelnes og fluekneppes ofte. Faktisk hele tiden. Det kan ikke blive godt nok, det kan ikke blive perfekt nok, det kan ikke blive effektivt nok. Jomfruen er om noget tegnet for ængstelighed, flossede nerver og OCD. Ligesom Tvillingerne er Jomfruen styret af kommunikationsplaneten Merkur omend de to tegn bruger den på hver deres måde.

Jomfruen får ofte en hård medfart i mine øjne. For at være en koldhjertet, kritiserende perfektionist. Det kan en Jomfru også være, men det er vigtigt at forstå at der er en grund til det, synes jeg. Det er jo sådan noget astrologien og numerologien (og andet) kan hjælpe os med. At forstå andre menneskers bevæggrunde, så vi bliver klogere, mindre dømmende og forhåbentligt også mere tolerante og favnende.

Jomfruen hersker over det 6. hus i Zodiakken, som – udover sundhed, ærinder, hverdag, skemaer, natur og den slags – handler om service. Alle Jomfruer er de fødte service-mennesker. Der er noget meget uskyldigt og til tider selvudslettende over Jomfruer, som bare gerne vil hjælpe. Vil være effektive, vil kunne bidrage. Være til nytte. Det er ikke alle tegn, der forstår at det er muligt at være så selvopofrende, som Jomfruer er. De vil bare gerne hjælpe andre med at få opfyldt deres ønsker og drømme. Af samme grund er det også et af de tegn, der bliver udnyttet mest.

Hvornår har du sidst sagt tak til din Jomfru? Som bag kulisserne (hvor Jomfruen helst befinder sig) mentalt kører på overtid for at få det hele til at hænge sammen.

For det er virkeligt noget, Jomfruer kan og skal man tage noget med sig fra denne sæson, så er det det: Intet andet tegn kan organisere som en Jomfru. Vi er nået til høst-sæson på året, vi er der hvor kornene eller hvad det måtte være skal analyseres, der skal skelnes mellem brugbare og ikke brugbare, smides væk, lægges til side. Planlægges hvad og hvor meget der skal lægges til side, hvad skal lagres og hvor meget. Hvordan gør vi det, hvor er der plads, skal der bygges noget plads, hvem skal gøre det, de skal også have kost og logi og så videre og så videre. Sådan kører en Jomfru´s hjerne 24-7. Tro mig, sådan er mit mentale liv også.

Vi elsker at planlægge, organisere, detaljestyre, finde fakta, researche og alt det der. Jeg ved udemærket godt selv, at hvis jeg skal stå for et event, så bliver min yndlingsdel af processen alt det administrative. At få det hele til at passe sammen logistisk. Forberedelserne. At skabe processer med delmål. Og ja, også papirarbejdet.

Gab, mand. Hvor usexet kan man blive.

En af mine bedste venner har også Månen i Jomfruen og vi har for længst erkendt denne side af os selv. Vi mødes ofte bare for at stifte en forening, ansøge et eller andet, gennemgå detaljer i regler eller vedtægter og den slags. Eller vi kan ende med at sidde og fortabe os i detaljer mens vi undrer os over, hvor ineffektiv verden kan være. Vi kan kigge på eller kreere budgetter, regnskaber, flowcharts, planer, regler, skilte, skemaer. Rutiner og standarder. Det er helt seriøst. Meget mærkeligt og dødbider-agtigt, jeg ved det godt, men sådan er det for Jomfruer. Jeg kender heller ikke en eneste Jomfru, der ikke elsker at gå på netbank, haha. Det er sån en slags hobby, ik. YOU KNOW WHO YOU ARE.

Mange Jomfruer har stor succes. Og mange forstår ikke helt hvad Jomfruen har gjort for at komme til sin succes, hvilket kan udløse misundelse. Måske fordi det ser let ud, når de udfører deres planer.

En Jomfru arbejder hurtigt og tænker hurtigt. Vildt hurtigt og hele tiden. Også om natten. Der kan være mange nætter med en hjerne, der kører i top-spin. Angst for, om det nu også er godt nok. Selv-censur på et perverst niveau, detaljeret minutiøs forberedelse.

Fra berømthedernes verden er sådan nogle som Beyonce, Michael Jackson og Pink Jomfruer. Dj´en Avicii var Jomfru. Man kan lide dem eller ej, men man kan ikke sætte en finger på deres arbejde. Den største af dem alle var Freddie Mercury. Min yndlings-jomfru. Ikke en mand, der på nogen måde kom sovende til sin succes og samtidig var meget ydmyg omkring den. Han var iøvrigt glad for astrologi, hvilket nok har været grunden til at skifte til et efternavn som Mercury (Merkur). Jeg har aldrig kunnet finde en udtalelse fra ham omkring  dette, men det kan sgu ikke have været tilfældigt.

Hvad du kan gøre i Jomfru-sæson:

Hvis vi taler om, hvad du kan gøre for dig selv, så er det følgende: udnyt denne fantastiske energi til at sætte dine planer i værk eller ihvertfald lave en plan for, hvordan du når de mål, du har fået klarhed over mens vi har ligget i retrograd-hængekøje. De sidste indsigter kan komme med den fantastiske fuldmåne i Fiskene nu på søndag og dagen efter går handlingsplaneten Mars langt om længe fremad igen. Herefter følger Saturn (6. september) og senere Pluto, som begge går direkte i september (mere om det i månedsindlægget) og så er det altså at du skal rykke med dine planer.

Jomfruen er ikke meh meh jeg skal liiige tænke lidt mere eller jeg ved ikke rigtigt, Jomfruen finder sit mål, forpligter sig til sit mål (!) og arbejder herefter fokuseret og dedikeret mod det mål uden at se sig til højre eller venstre. Det er Jomfruens store styrke.

Fælden her kan så være, at man 1) fortaber sig i detaljer og/eller 2) er så forhippet på, at det skal være perfekt at man kører i ring. At man flueknepper derudaf og aldrig får sat noget i værk. Det er vigtigt lige at tage en time-out engang imellem og få det store overblik.

Til alle Jomfruer: Prøv at være lidt large i denne måned, de færreste er på jeres niveau.

Til Jomfruens omgangskreds: Husk at takke din Jomfru for alt det, de gør for at du har det godt og er tryg. Og hiv dem så ud af deres perfektionsproces engang imellem, så de ikke fortaber sig i detaljer. Bare sig ”kom, nu går vi to ned og får en is”. Bare ikke en der er lavet af mælk, haha.

Til alle i Jomfru-sæson: et væsentligt modningsniveau for alle Jomfruer at komme til er at lære at tilgive sig selv. Du er også kun menneske og nogle gange fejler du (skriig).

Det hører med at nævne, at vi har en meget harmonisk trigon med Uranus i Tyren og Saturn i Stenbukken, altså de tre jordtegn der arbejder perfekt sammen. Du får næsten ikke bedre aspekter til langsomt, men sikkert at implementere dine forandringer på vej mod dit mål. Begge er iøvrigt i retrograd, så det skal ikke være noget med gammel vin på nye flasker. Vi er på vej mod en helt ny tidsalder – Vandmandens Tidsalder – det er nye systemer, nye ideer, innovative måder at leve på, futuristisk livsstilsdesign, anderledes sundhedsregimer etc.

Det er ikke nødvendigvis den mest sociale måned på året. Ikke, at Jomfruen ikke kan med mennesker, der er bare så meget for dem at holde styr på, at de har en naturlig afstand. Fokus er et andet sted. Jomfruens tarotkort er da også eneboeren.

Jeg håber, at indlægget har givet klarhed og forståelse for Jomfruens tilværelse. Det var ihvertfald meningen med det.

Og nu vil jeg ikke forstyrres resten af sæsonen, jeg har rigtigt meget arbejde at lave (haha).

Louise

 

Kategorier