Fuldmåne i Skytten den 17. juni 2019. Miraklernes tid.

Jeg ved nærmest ikke hvor jeg skal begynde når det kommer til at skrive om den fuldmåne på mandag. Fuldmånen i sig selv er faktisk et vældigt positivt indslag, den kan meget vel blive en af årets højdepunkter. Ønsker bliver opfyldt, døre åbnes. Det er mirakelenergi som mindst varer resten af måneden ud. Jupiter er på hjemmebane i Skytten  - for tiden i retrograd – og dette er et spidspunkt i den transit. Vældigt positivt, entusiastisk og fantastisk tidspunkt at komme op i helikopteren og se det hele oppefra. Gøre status, få et overblik. Jupiter er ekspansiv, så starter du noget heromkring, kan det hurtigt blive stort og selvkørende. Den fuldmåne er uden tvivl en portal til overflod.

Det, der krøller fuldmånen lidt, er det der sker i dagene før og efter fuldmånen. For her er også mange højdespringere. I ved, ved nogle af dem springer man selv og ved andre bliver man kastet.



Hvis vi lige starter oppefra: juni måned er generelt en rekalibrering (se videoen om den kollektive energi HER og for juni måned for dit tegn personligt HER). Vi kan efterhånden godt se, hvad og hvem der er hvad og hvem, og vi kan mærke at eklipsesæson er på vej i juli, hvilket altid bringer store forandringer med sig – vi bliver med andre ord skubbet mere på plads, ind på vores rigtige livsvej. Grunden til, at vi har inkarneret. Det, vi har behov for vægter her højere end det, vi måske selv vil have.



Hvis man ikke vil skubbes, kan man jo gribe årerne og ro selv. Og det giver optakten til denne fuldmåne i Skytten også gode muligheder for at gøre. Lad os ro ud på det store hav.

Det rigtigt store hav. Både krigsplaneten Mars og kommunikationsplaneten Merkur befinder sig i det følsomme Krebse-tegn, som hersker over havene. Den Nordlige Måneknude (samt iøvrigt adskillige asteroider) befinder sig også i Krebsen for tiden, så der er meget følsomhed og drama på den store klinge her.

Og ikke mindst stærk intuition. Det her foregår i høj grad på det indre plan, så indsigter omkring det store spørgsmålstegn, der hænger lige foran dig kommer let. Hvorfor du ikke har stiftet familie endnu, udgivet den bog, startet den virksomhed etc. Man kan for alvor spørge sig selv, hvad den højere filosofi bag dette er, hvorfor det ikke bare kan ske. Mangler der en plan, et skema, et spark, et holdepunkt?



Der er ikke rigtigt flere store livsmysterier til os, vi ser ret klart hvem, hvad, hvor – men mangler vi f. eks de rette midler, hjælp, skema, rutiner og andet på mere lavpraktisk plan, kan det stå lysende klart her.

I dagene op til fuldmånen sejler Merkur og Mars videre og de møder først Saturn og så lige efter fuldmånen også Pluto. I opposition, vel at mærke. Ehm. Saturn er jo den disciplinerende energi, så der holdes låg på alle følelser, der holdes nede, men de er forbi Saturn og fuldmånen kan det meget vel kulminere eller endda eksplodere op til sommersolhverv og sæsonskifte den 19. , 20., 21. juni. Jeg skriver om de her aspekter separat for jeg vil ikke presse mere ned i den trykkoger lige nu.

Tilbage til mirakel-fuldmånen.



Ingen planetariske events med Jupiter uden store gaver, lykke, succes, held og overflod. Det er pointen og det ville jeg personligt have som holdepunkt de kommende uger.

Denne fuldmåne handler i høj grad også om overflod. Et kæmpe tema spirituelt, jeg ser det også hos mange af de kunder jeg har i session. En del af den transformationsproces, der kommer efter et numerologisk navneskifte, bringer overflod. Overflod af alt. Lykke, kærlighed, succes, godt helbred, optimisme, magnetisme, materielle energier (ja, bl.a penge) og hvad har vi. Det er lige så fantastisk som det lyder, men er for mange et regulært problem at åbne op for at modtage. Det har vi ikke været vant til. Det har vi ikke selvværd til.

Mennesker, der går den spirituelle vej, har sjældent haft et nemt liv - har ofte været nede og ramme bunden i denne inkarnation, mig selv inkl. Mange gange. En klog en (som jeg ikke tror var David Bowie først) sagde engang, at religion er for mennesker der frygter helvede, men at spiritualitet for dem, der allerede har været der.



Der er ikke kun et helvede, men også en himmel. Lige her på jorden. Fuldmånen her er virkeligt en portal til at træde ind i noget ekstremt godt og lykkeligt. På en naturlig måde.

I de år jeg boede i Indien hørte jeg ofte Osho tale om hvordan naturen og universet ER overflod. Vi kunne have nøjedes med roser, men vi har millioner af blomster og blomsterarter og fugle og fuglearter og millioner af stjerner. Millioner af myg også, haha. Ifølge ham var det eneste spirituelle i verden at leve i overflod. Aldrig askese. . Naturen er ikke asketisk, den er rig og opererer kun i overflod.

Der lyder farligt flot at leve sit fulde potentiale, står i sit lys, men ikke alle tør eller er klar til at rumme alt det gode. Der skal nogle gange et seriøst perspektivskifte til at turde lade den boblende glæde og stærke kærlighed vokse frem i en selv, og ikke ty til destruktive handlemønstre, eskapisme eller måske fokus på det, der ikke er godt for en. Hvorfor havde jeg succesen eller kærligheden, men mistede den?

Fordi du er beskyttet. Derfor, min ven. Der er noget meget, meget bedre til dig. Vi er kollektivt på helt andre planer nu.



Med Jupiter i konjunktion til denne fuldmåne, kan det næsten ikke blive stort nok, men der kommer her også en forståelse af, at energi ikke kan bruges på alt og alle på een gang. Ligesom i et computerspil må man løse nogle opgaver for at åbne den store port til næste level og i det her tilfælde helt klart lukke nogle døre til der, hvor du spilder tiden – ihvertfald set i perspektiv, set med fremtidsbriller på. Der, hvor det ikke er langtidsholdbart, autentisk og kvalitativt. Det er et godt tidspunkt at indsnævre helt generelt, ned til det mest åbenlyse.

For når noget vokser i overflod, må det også styres. Hvis man har for mange gulerødder voksende ved siden af hinanden gror de ind i hinanden på en mærkelig måde og man får ikke en særligt god høst. Derfor kan det at så færre frø, men til gengæld give dem mere tid og opmærksomhed give en fænomenal høst. Less is virkelig more her.

I slutningen af måneden er portalen på sit ”højeste” og du vil kunne se din høst, få endnu et glimt af fremtiden. Noget er pludselig tilgængeligt, andre vil arbejde med dig, vælger dig, døre åbnes. Det er meget, meget åbenlyst.

Vejen foran er brolagt med guld. Og den hverken slutter eller bliver pludseligt til mudder undervejs. Man kan ikke drømme stort nok under denne fuldmåne.

Miraklernes tid er ikke forbi.

Louise

Kategorier