Fuldmåne august 2018. Cirklen sluttes.

Sommeren går på hæld og det gør en intensiv retrograd-sæson også. Vi gør så småt klar til en hverdag igen, men ingen af os er de samme som før sommeren.

2018 er et år for intens healing og dyb transformation, som jeg har skrevet meget om på bloggen i år. Der ryddes op på de dybeste planer her i det første år af Saturn i Stenbukken-transitten fra dec 2017 – dec 2020. En transit, der først og fremmest handler om at blive voksen. Sådan for alvor. Og at følge med sin alder. At tage det ansvar, der passer til en nu og se ud som den tid og alder, man nu engang er. Intet andet vil virke i denne periode og vi har fået en lidt hård opstart når det kommer til at blive voksen i en fart.

Heldigvis er vi nu næsten igennem denne intense bane i Livets Store Computerspil, og krukken for enden af regnbuen denne gang er næste fuldmåne i Fiskene den 26. august 2018. En fuldmåne, der for alvor lukker for de dele af fortiden, der ikke skal med videre, når Saturn og andre planeter går direkte i starten af september og sender os ud på en helt ny og mere autentisk rejse.

Fuldmånen vil være 3 grader i Fiskenes tegn, nøjagtigt modsat Solen som vil være 3 grader i Jomfruens tegn ved denne fuldmåne. Har du planeter her, vil den være af meget stor betydning for dig, men den er så stor og skæbnebetonet at alle vil afslutte en eller flere signifikante cyklusser nu. Ikke nødvendigvis på selve dagen, men også i tiden omkring.

En fuldmåne handler altid om at se noget i månens skær. Noget, man ikke kan se i dagslys. Noget illumineres, afsløres, kastes lys på. Når fuldmånen så er i Fiskenes tegn, så er det en stor og måske mangeårig cyklus, der sluttes.  Fiskene er det sidste tegn i Zodiakken, her står man allerede med benet i en anden verden eller en ny begyndelse. Fiskene er tegnet for afslutninger, tilendebringelse, opløsning og forløsning. At slippe noget for alvor.

Når det så har med månen at gøre, så er det på et følelsesmæssigt plan. Det er altså følelsesmæssige og spirituelle afslutninger. Vi finder et højere perspektiv, måske den reneste kærlighed. Den handler om, hvad dit ”spirituelle selv” eller højere jeg, om man vil, har lært og hvorledes det har manifesteret sig i dit menneskelige selv, i din dagligdag.

Solen er i Jomfruen ved denne fuldmåne. Jomfruen er et jordtegn, som er meget praktisk og nede på jorden ligesom de andre jordtegn Stenbukken og Tyren. Det handler om kroppen, sundhed, næring, rutiner, ærinder, dagligdag. Hvert år, når Solen går i Jomfruen omkring den 23. august, gør vi klar til at skulle på arbejde igen, skulle i skole etc. Det var festligt i Løve-sæsonen inden og nu skal der lige køles lidt ned i en periode. Ved denne fuldmåne er et stort tema altså hvordan du anerkender din spiritualitet følelsesmæssigt mens du samtidig er et praktisk menneske i en ofte travl hverdag. Forhåbentligt med en forståelse af, at du og dit liv er større end hverdagens små fortrædeligheder. Du er en uendelig sjæl i et uendeligt univers ligesom du har en skæbnevej, du også skal følge.

Fuldmånen beder dig altså om at kigge på, hvor du er på din spirituelle vej. Hænger det sammen med din hverdag, dine ansvar og dine forpligtelser? Hvad har du lært i denne cyklus, der som nævnt kan gå mange år tilbage og hvor selve slutspurten startede i september 2017, da vi havde en fuldmåne i Vædderen? Er du klar til at hoppe op på næste niveau i spillet? Og er du realistisk omkring, hvad eller hvem du skal efterlade på denne bane? Er du eller tør du være ærlig over for dig selv og tør du handle på det? At tage din skæbne på dine skuldre? (svaret er ja).

Som jeg beskrev i august-indlægget, så er vi nu ude af formørkelsessæsonen og de ændringer, en sådan periode altid fører med sig. Resten af 2018 kommer med en helt anden ro hvor forandringerne implementeres. Det bør dog nævnes, at der i denne fuldmåne også er et tema omkring at finde ro og acceptere tingenes tilstand. Solen i Jomfruen handler om temaer som perfektionisme, at man altid kan gøre noget bedre, korrigere, redigere, forandre etc. Men som  sommeren går på hæld, så er det ikke længere der, vi er. Vi er snart ude af denne her massive retrograd-sæson, som netop handlede om at kigge på det hele en ekstra gang, være ekstra sikker, genskabe, kigge på en gang til, genoverveje, genforhandle, diskutere igen osv.

Det kan vi ikke blive ved med og det vil energierne ikke længere understøtte efter denne fuldmåne. Saturn i Stenbukken er måske en langsom bygger, men har som kardinaltegn altid fokus på handling og fremdrift. Vi skal fremad, vi skal videre nu. Der skal handling i praksis til. Det bedste, du kan gøre nu, er at slutte fred med tingenes tilstand og bevæge dig videre. Samme dag som fuldmånen, vil Mars gå direkte efter 2 måneders slumretilstand hvilket har bragt apati, manglende drive og frustration med sig. Nu er vi klar til at rykke igen.

Jupiter i Skorpionen i retrograd lærte os især hvordan vi kan rykke videre vores frygt og tvivl til trods. Den lærte os, at selv i vores mørkeste perioder har vi støtte og hjælp. Ligesom drengene i hulen i Thailand. De blev reddet den dag Jupiter gik direkte og et meget smukt energiaftryk af medmenneskelighed og ubetinget kærlighed blev for evigt sat på de grotter.

Det lys, du har set for enden af tunnelen, nærmer sig. Og det er ikke et modkørende tog, det er denne fuldmåne i Fiskenes tegn den 26. august 2018. En Fuldmåne, der hjælper os op til næste niveau i Livets Store Computerspil.

Og på næste niveau kommer det til at gå stærkt, så du må hellere spænde hjelmen.

Louise

Kategorier