FULDMÅNE I STENBUKKEN, JUNI 2024. 30-DAGES CHALLENGE.

Blue Simple Motivation Quote Instagram Post

Dagens fuldmåne er nok årets letteste at beskrive, og sværeste at efterkomme. Der er hos os alle et område i livet, hvor det er åbenlyst, at vi er nødt til at tage os gevaldigt sammen.

For de fleste vil det handle om dagens skemaer, vaner og systemer i forhold til, om vores tid, penge og energi bliver forvaltet på en hensigtsmæssig måde. For andre kan det være en afvejning af, hvor vi blokerer os selv fra at gå vores højeste vej, og måske også hvordan og hvorfor. For alle repræsenterer denne fuldmåne og den næste afgørende valg for vores karma og skæbne. Kan vi lægge den indsats, der skal til for at komme til næste niveau?

Fordi fuldmånen ligger så tidligt i tegnet, får vi endnu en fuldmåne i Stenbukkens tegn om 30 dage. Den 21. juli 2024. Det bedste, man kan gøre for sig selv i den periode er enten at tage en 30-dages challenge, der involverer disciplin, integritet og ansvar eller at bruge de fantastisk potente 30 dage til at lægge et bedre fundament for fremtiden, tage nogle voksne valg og teste fundamentet i perioden.

Når Stenbukken er involveret, handler det om at hive drømmene ned på jorden. At gøre dem virkelige og helst gå efter at opnå vores eget højeste potentiale. At Saturn er i Fiskene for tiden gør det ikke mindre udtalt. Det, vi ønsker os nu og især på langt sigt – måske resten af livet – er vi klar til at gøre indsatsen? Er vi klar til at gøre det hårde arbejde i en periode mod en stor belønning senere hen?

Vi er underlagt Saturns ”spilleregler” her på jorden. Det kan være hårdt, surt og langsommeligt at manifestere noget. Vi skal stå en masse igennem, lære, udvikle os og kunne tilsidesætte egne behov for det mere lystbetonede for at få præmien.

Til gengæld er det en af de processer, hvor det var det hele værd. Så hvor stærk jeg er blevet med mit nye motionsprogram, se hvilket skønt job jeg fik fordi jeg lagde alt i den proces, se hvor let min hverdag er blevet nu, se den forfremmelse jeg fik, se min nye hjemmeside til min nye virksomhed etc. Det er et fremragende tidspunkt at lære børn at cykle, svømme og den slags. At lære dem disciplin i det hele taget. Man får ikke meget jordisk succes uden disciplin.

Jeg har gennem årene lært, at disciplin kan være et ømt punkt hos folk. Det er ikke et område, jeg selv har udfordringer med. Det skyldes ikke kun, at jeg selv er født med 5 planeter + det løse i Stenbukkens tegn – jeg har også et syn på disciplin som måske kan hjælpe andre.

Jeg har selv opnået mange mål gennem Saturnske processer. For dem, der ikke ved det har jeg dyrket kampsport i 30 år, er gradueret sort bælte 5. dan, er international kampsportsdommer, har gennemført OL-kvalifikation (7 dage på et russisk idrætsanlæg i 15 graders frost) og været til mange store stævner. Jeg havde min egen klub i mange år til jeg afviklede den (og bl.a undervist børn i netop disciplin og fokus gennem 25 år), og har selv gennemført tonsvis af prøver, eksaminer på universitetet, test, har drevet flere virksomheder med succes og før i tiden været ansat til at starte, drive og/eller afvikle alt fra destinationer til restauranter til events til virksomheder til projekter etc. Jeg havde et vildt CV allerede som 25-årig, hvilket selvfølgelig kræver at man har disciplin.

Det er ikke for at trutte i mit eget horn, men fordi jeg ofte møder folk der ikke ved hvordan man gør de ting. Hvordan man manifesterer, hvordan man får succes. Vi kan godt tale disciplin og viljestyrke, men for mig handler det snarere om at holde fokus på målet, hvilket er en Stenbukke-ting. Når folk synes, at de mangler viljestyrke er det noget med, at de ikke får gennemført den træningsplan eller pludselig står hos bageren når de ville tabe sig etc.

For mig er det et spørgsmål om, at der ikke er et alternativ. Ikke at gå til bageren når jeg vil tabe mig (for at tage det eksempel) er ikke et spørgsmål om viljestyrke, men om at muligheden ikke findes i mit hoved. Det er i den indre slåskamp, problemet ligger. Åhh jeg burde jo ikke spise denne her kage for jeg vil jo så gerne tabe mig, men sååå duftede det så dejligt osv. Mentalt skal muligheden for at få eller spise kagen bare ikke eksistere. Den er i mit hoved skåret fra.

Hvis du giver dig selv en 30-dages challenge mellem disse to stærke fuldmåner, er det måske forsøget værd og se om det virker for dig. Vil man undlade at ryge eller drikke (eller hvad ved jeg) i perioden, jamen så eksisterer muligheden for at ryge og drikke bare ikke. At ryge og drikke er ikke et alternativ.

Uanset hvad, er det med at behovstilsidesætte nu for at få en større belønning senere en Saturn/Stenbukketing. Det er psykologen, der stiller en vingummibamse foran barnet og siger: ”Nu går jeg ud af rummet og hvis du kan lade være med at spise vingummibamsen til jeg kommer tilbage, får du to vingummibamser bagefter som belønning”.

Det er her, vi er. Hvis vi slet ikke tager stilling til, at det at spise den ene vingummibamse er en mulighed, får vi to vingummibamser senere hen. Når Pluto for allersidste gang kommer tilbage i Stenbukkens tegn sep-nov 2024, står vi til en gigantisk vingummibamse-opgradering. Så er der full power til os.

Uanset hvad, er det et af de bedste tidspunkter i meget lang tid for at opgradere sit liv eller sætte et højere mål, der giver mere kvalitet og hjerte i ens liv. Det er ikke sikkert, at vi når at implementere vores nye strategi for alvor i de 30 dage, men vi kan helt sikkert skabe bedre rammer for hvad vi bruger vores tid, penge, energi og opmærksomhed på – især hvis vi i Tvillingernes forgangne sæson er blevet hevet og trukket i fra alle sider.

Derfor er der også nu fuldt stop for al den snak og tanker og aktiviteter. Gider vi virkeligt mere, er det det værd? Stenbukken hader spild af tid og ressourcer, hvilket der måske har været meget af i Tvillingernes sæson.

Solen, Venus og Merkur er i Krebsens tegn. Her tager vi os først og fremmest af os selv, vi lytter til vores følelser og hjertes behov – uanset om det er logisk eller ej. Sker det ikke, kan man blive meget vred her i Krebsens sæson.

Der er i hvert fald lagt op til, at vi skabe et bedre forvaltet livsskema i dagligdagen med mere hjerte-energi. Forude venter en proces, der kræver disciplin, ansvar og integritet.

Det er måske ikke supersjovt, men vil være det hele værd for os, hvis vi vælger at gennemføre Saturns 30-dages challenge.

Louise

Er du Guldmedlem kan du i databasen under ”månedshoroskoper juni 2024” se hvilket livsområde der aktiveres for dig den kommende måned. Læs for din ascendant for at vide, hvad der allerede ligger i kortene og for dit soltegn for at se hvor du selv kan bruge ressourcer på at udvikle dig yderligere. Månetegnet indikerer primært en indre oplevelse der sjældent vil have et udfald i form af fysisk manifestation.

Kategorier