MARS I TYREN, JUNI-JULI 2024. THE WALL OF WOLF STREET.

Black and Gold Modern Invest Now and Reap Satisfying Results Instagram Post

Hvis man vågnede søndag morgen med verdens tungeste krop og hoved, kan det meget vel skyldes, at Mars er trådt ind i Tyrens tegn.

Hvis Venus er det vi ønsker os, så er Mars hvordan vi opnår det vi ønsker os – og i Tyrens tunge tegn er den fyrige Mars mildest talt ikke på hjemmebane, men som altid kan vi få det bedste ud af en transit hvis vi ved, hvordan den fungerer.

Tyren har som Zodiakkens første jordtegn fokus på at konkretisere noget. Vi har i lang tid haft fart på, mange ideer, snakke og impulser, så nu er det tid til at kigge på om vi har de ressourcer, talenter og/eller kompetencer der skal til for at bygge noget konkret.

Fokus er nu at støbe et godt, solidt fundament der kan holde længe. I Tyrens tegn kan det meget vel handle om penge, om vores personlige indkomst og måde at tjene penge på. Mars i Tyren er mildest talt sløv, undtagen når det kommer til penge - der er ingen placering, der kan rykke hurtigere på en god handel eller et godt tilbud. Sæt Mars i Tyren til at sove i et auktionshus, og den vil alligevel instinktivt løfte skiltet med det rigtige bud.

Som udgangspunkt er Tyren altså solid, når det kommer til penge og værdier. Den er ikke aggressiv og smart-i-en-fart som Leonardo i filmen The Wolf of Wall Street. Mars i Tyren ville snarere være den langt mere kedelige om end enormt stabile The Wall of Wolf Street, en lignende film i et parallelunivers.

Og stabilitet er noget vi gerne vil have. Fokus her er at indramme guldet i sit fort, uanset om ”guldet” er ens penge, opmærksomhed, energi eller ressourcer. Derfor hersker Tyren også over grænser som er rigtigt gode at have, når man skal forvalte sine ressourcer optimalt i hverdagen, hvilket er en af de jordiske spilleregler.

Gode grænser kommer af at respektere sine personlige værdier, rettigheder og fremtidsdrømme. Gør man det, er det let at forvalte sit "guld" på en god måde og ikke spilde det.

Uranus rejser dog med denne gang, hvilket giver ekstra fokus på frihed. Jeg vil være fri til at tjene mine egne penge, jeg vil være fri til at tjene penge på de talenter, værdier, kreativitet og kompetencer jeg personligt besidder. Der kan være masser af muligheder, vi er bare bedre til at tage stærke valg der har et fremtidsfokus med personlig frihed som omdrejningspunkt.

Det, Mars i Tyren ikke giver os er hurtighed, energi og power. Derfor vil jeg her videregive et råd, jeg læste i en smart-i-en-fart-bog da jeg selv i sin tid startede ud som selvstændig: det er godt at have en to-do liste, men sørg for kun at skulle nå 1-2 ting per dag, også selv om der er mange ting på listen. Max 1 eller 2 ting, så er man færdig.

En ting er, at der altid er mere at gøre – det gælder nok i de flestes hverdag – men fordi Mars i Tyren har svært ved at grave sig ud af sofaen hvis ikke det er virkeligt interessant, lækkert eller lukrativt, er det vigtigt her at prioritere sine ressourcer, og det bør som nævnt primært handle om det fysiske, personlige og økonomiske fundament i ens liv.

Den sidste pointe her er at gøre tingene. Et andet godt råd fra den bog i sin tid. Forskellen på dem der opnår deres mål i livet og dem, der ikke gør er noget så banalt som at dem med succes gjorde tingene. De nøjedes ikke med at snakke, tænke eller drømme om dem.

De gjorde det.

At vide eller ville noget har ingen værdi, hvis det ikke bliver omsat til praksis.

Vi kommer måske til at gøre tingene meget langsommere herfra, Mars i Tyren bevæger sig lige så meget som en mur, som overskriften indikerer – til gengæld kan vi prioritere vores ressourcer og derigennem opdage, hvad der egentlig er vigtigst for os.

Hvor der er størst værdi, og hvordan den kan omsættes til personlig frihed.

Mars er i Tyrens tegn til den 20. juli 2024.

Louise

Er du Guldmedlem, kan du under ”månedshoroskoper juni 2024” se, hvilket livområde der aktiveres for dig. Læs under dit soltegn (”stjernetegn”) og ascendant for et mere nuanceret billede.

Kategorier