NYMÅNE I TVILLINGERNE, JUNI 2024. DIAMONDS ARE FOREVER.

pink diamond phone wallpaper

Hvis nogle skulle være i tvivl, befinder planet-festen sig for tiden i Tvillingernes tegn. Højaktivt, sjovt og ikke specielt dybt.

Det er i hvert fald ikke meningen. I morgen torsdag den 6. juni 2024 har vi således også en nymåne i Tvillingernes tegn, hvilket altid indikerer en ny start – og det kommer efter en start på ugen, hvor Venus, Jupiter, Solen og Merkur har været i særdeles godt humør.

Jeg får det sådan lidt blitz-agtigt med denne her nymåne. Blitz, som når Men in Black bruger deres ting til at trylle alle minderne væk. I det her tilfælde bare i bedste Tvillingestil som at blitz – nu er fortidens skygger og det vi kæmpede med, måske i meget lang tid, bare væk.

Det skal ikke forstås som en eskapisme-metode, men fordi det pres, de mærkelige og akavede passager Tvillingerne har gået igennem med Pluto siden 2008 langt om længe har presset det stykke kul om til en diamant. Der er ikke rigtigt mere at hente her, så det er fint at droppe den grimme og dramatiske historie. Arbejdet er slut, resultatet er her.

Skyggearbejde kommer vi aldrig helt uden om, men det er ikke rigtigt Tvillingernes job – i hvert fald ikke på det plan vi har set i denne omgang. Det har været som at sætte en 3-årig til at arbejde i en mine eller sådan noget. Ikke et sted for de lyse og livsglade Tvillinger.

En af de for mig mest triste syn er en visnet Tvilling. Er sur og deprimeret Tvilling er bare helt skævt. Det påvirker resten af Zodiakken. Tvillingerne på engelsk hedder ”gemini”, og ordet kommer fra ”gem” der betyder ædelsten. Det er deres job at reflektere lyset og at lyse op.

Selvfølgelig skal kontrasten til mørket være der, Tvillingerne er jo Castor og Pollux der skiftes til at være i den mørke underverden og den lyse mellemverden hvilket holder dem i live – det er ikke meningen, at de skal være der i så mange år.

I hvert fald håber jeg, at alle nyder tidens buzz. Jeg ser liv, latter og glade venner overalt hvor jeg færdes for tiden. Der udveksles ideer, historier, sladder og tænkes derudaf. I Tvillingernes tegn opdager vi ordene og deres betydning, ligesom vores kreativitet kan nå nye højder.

Den kommende måned fortsætter derudaf i den stil. Vi lærer, lytter, taler, skriver, stiller spørgsmål, henter facts og får nye venner. Er vi rigtigt tjekkede forstår vi, at andres personlige sandhed er lige så sand som vores egen. Det går måske lidt stærkt, også med opmærksomheden så man skal ikke tage det alt for personligt, hvis alle inkl. en selv er lidt distraherede for tiden, keder sig hurtigere eller bare skifter mening og smag som vinden blæser.

Velkommen til Tvillingernes verden.

Rastløsheden og upålideligheden når dog ikke at tage overhånd da Saturn står klar med sin notesbog for reality tjek den kommende tid. Det er nemt at sige ja til noget eller love en masse, men især når Mars går i Tyren i næste uge og planeterne senere på måneden defilerer ind i Krebsens tegn kan man meget nemt få lyst til at aflyse igen. Så gider vi ikke forlade sofaen medmindre det er meget vigtigt eller interessant.

Inden da er der som nævnt fokus på sjov, leg og spil. På alt man gør med hænderne om det er at skrive, spille guitar, spille Playstation eller tromme i bordet. I weekenden var der DM i puslespil, hvilket jeg synes er fantastisk at placere i Tvillingernes sæson. Generelt er der brug for bevægelse for tiden, vi har ikke rigtigt råd til at sidde stille - heller ikke energimæssigt.

I alt det her uskyldige sjov er der dog lagt op til at ønske sig en lysere fremtid. En meget lysere fremtid, især hvor vi har Tvillingerne placeret (er du Guldmedlem, kan du i databasen læse under ”månedshoroskoper juni 2024” og se, hvilket livsområde det handler om for dig). Vi er i Merkurs tegn, så det er godt at være meget specifik omkring sine fremtidige ønsker.

De ydre planeter er i gang med at pille den gamle verden med, og med de højere frekvenser der ligger i de kommende store transitter er det helt fint at drømme om noget, man i den nuværende version af verden slet ikke tror kan lade sig gøre. Tror, man er for gammel, ung, dum, grim etc til. Tvillingerne er i tarotkortene ”Magikeren”, der er kendt for at have alle de værktøjer, der skal til for at udtænke mere magi i sit liv.

At det så lige nu er Tvillingernes prisme, der stråler i 1000 retninger gør ikke så meget. Vi skal tidsnok finde den vej, hvor der er diamanter drysset ud til os.

Strålende, dyrebare, magiske og fantastiske diamanter.

Og efter denne omgang med Tvillingerne er der også et element af 'for evigt'. Man går jo ikke igennem en så hardcore passage uden også at få en stor, vedvarende belønning efterfølgende.

Diamanter må være belønningen, det må være niveauet for vores fokus på en meget bedre fremtid.

And diamonds are forever.

The name is Falkenberg.
Louise Falkenberg.

Bliv Guldmedlem og bliv klædt på til optimal navigation året rundt lige her: https://medlem.louisefalkenberg.dk/

Kategorier