MERKUR I TYREN, MAJ 2024. DRØMMEFABRIKKEN.

Blue World Engineers Day Instagram Story

Merkur har her til aften sluttet sig til festen i Tyrens hus, hvor de fleste planeter holder til for tiden. Det er heldigvis ikke politiet, der kommer for at lukke festen ned, men den professionelle partygæst, der vil vide alt om alle, who are you wearing, hvilke spil spiller vi og hvem snaver med hvem.

Merkur spotter selvfølgelig veninden Venus som det første, og så har vi balladen. Den gode ballade. Merkur, Venus, Jupiter og Solen i Tyren – halleluja for et beach party med fri bar. Uranus er her også og ser til, at det ikke bliver alt for trægt her på de sidste dage med en energi, der primært opfordrer os til at ligge i en hængekøje og fise inkarnation af.

Merkur i et jordtegn som Tyren får hurtigt fokus på, at vi skal til at have en konkret plan. Se nogle konkrete resultater. Hvor Merkur i Vædderen i den forgangne periode piu piu skød på alt og alle må vi nu simplificere ideerne, tankerne og visionerne til det, der rent konkret kan lade sig gøre. Hvis fabrikken skal kreere vores drømme skal de være efter logiske, simple principper.

For bygge noget, det skal vi. Tyren elsker at bygge. Merkur i Tyren er en skøn blanding af kreativ og organiseret.

Og så er der (stadig) intet pres. Der er ro, der er sjov, der er nydelse.

De ydre planeter kan i deres nuværende position godt give en følelse af, at vi er efterladt eller bagud i en eller anden forstand, men at vi samtidig ikke rigtigt er klar. Vi er måske halvvejs eller lidt over halvvejs til at blive klar til at konkretisere den der drøm.

Det er ikke helt skævt. 2024 er primært et afsluttende år, så det vi tror vi skal skynde os at gøre eller er ved at misse er måske noget, der er ved at slutte helt for denne og alle andre inkarnationer.

Så hvad gør vi nu? Skal vi bare skynde os at vente?

Både ja og nej. Tyren, der har sat sin store nummer på de fleste af felterne i det astrologiske brætspil for tiden har Venus som planethersker. Venus er det modtagende princip. Der er ikke rigtigt noget vi skal gøre og der er slet ikke noget vi skal presse igennem.
Vi skal nyde det vi har bygget indtil nu og det, der er i sigte. Vi skal med taknemmelighed tage imod de gode gaver, der uddeles for tiden.

I næste uge møder Mars i Vædderen den Nordlige Måneknude, så der kommer mere fut i det bål der lige nu primært er gnister og det starter en ny mangeårig cyklus. Uranus og Jupiter har netop startet en ny mangeårig cyklus. Jupiter genfødes på lørdag, hvilket reelt kan være en genfødsel i vores fysiske liv. Der er mange store runder, der begynder nu.

For mig at se giver Merkur i Tyren os primært klarhed over, hvordan vi bygger et liv fyldt med hygge, rejse, gode stunder, kvalitetssamvær og en hverdag hvor vi arbejder med det, vi har lyst til at lave. Der er masser af fokus på kreativitet, haven og naturen, god mad, hygge, grin og lignende modsat hvad man er nødt til at gøre og vi ser det lige foran vores øjne i disse dage.

Ceres er også gået retrograd i Stenbukken i dag, så vinteren er energimæssigt forbi. I hvert fald for en stund. Vi kan blomstre, vi har næring og gode ressourcer ligesom vi er færdige med fortiden, færdige med at snakke med vores spøgelser da Merkur også netop er gået ud af sin skyggeperiode for retrograd.

Og endelig triller Pallas Athene retrograd tilbage i Skorpionen og vi får derfor en opposition til alle energierne i Tyren. Det er en stor kontrast, det er så sort-hvidt som noget kan være. Hvor kan vi endelig rydde helt ud i noget mørke, hvor skal skeletter ryddes helt væk og ukrudt rives op med rode for at bygge det her solide liv med vedvarende kærlighed og overflod som har været så længe undervejs, og som vi indtil for ikke så længe siden måske ikke helt troede på kunne lade sig gøre?

Jo, det kommer til at ske. Det sker nu. Det er liv og glade dage for tiden, og det er for mig at se en åbenlys præsentation af den fremtid, der er lagt op til at blive bygget så solidt, at det står til evig tid.

Merkur er i Tyren til starten af juni, hvor den kommer hjem i Tvillingernes tegn. Indtil da er vi den fabrik, der skal gøres vores drømme til virkelighed.

Og det ER virkelige drømme. Solide, simple og gode drømme, der kan bygges i praksis i den fysiske verden.

Louise

Er du Guldmedlem kan du under ”månedshoroskoper maj 2024” se hvad dette betyder for dig. Læs for din Sol og Ascendant for en mere nuanceret forståelse.

Kategorier