SIDSTE UGE I TYRENS SÆSON, MAJ 2024. CHEESECAKE.

Illustrated Family Picnic Day Poster

Den sidste del af Tyrens sæson frem til den 20. maj er en af de mest kvalitative, rolige og stabile perioder på hele året.

Der er ikke meget, der skal gøres nu. Det er tid for afslapning, for at lade tingene ske af sig selv og for at nyde tilværelsen med alle dens jordiske goder.

Det betyder meget, hvordan vi har det her. Hvad vi føler, hvad vi spiser, hvilken sofa vi ligger på. Hvad vi har på af tøj og hvem vi bruger tid med, selv om det også er ganske fint for at sidde alene og læse en bog eller stirre ud i luften i mange timer ad gangen.

Det skal helst være normalt og neutralt. Tyren er basen. God kvalitet, ro og ingen stress. Sidstnævnte bør ikke være normalen nu, slet ikke når astrologiens svar på TGV-lyntoget Tvillingerne venter forude med superraketbrændstof fra Jupiter i år.

Der er ikke lagt op til hårdt og slidsomt her. Der er noget galt hvis man har hovedet fuldt af drama og distraktioner i stedet for munden fuld af comfort food. Ubehagelige omstændigheder? Tarvelige typer? Det bliver et nej her fra panelet. Jeg går lige herover til kagebuffeten i stedet. Ikke nogle giftigheder til mig, thank you very much.

Det er nemt at vælge en smukkere, skønnere, kærligere og mere komfortabel vej nu. Det er åbenlyst hvilke slalompæle, man bør styre uden om. Det er ikke en tid for høje ambitioner og for at presse en masse igennem.

Er noget blevet aflyst? Blokeret? Lukker ned? Kommer ikke til at ske? Deeejligt, lad mig fejre det med lidt mere cheesecake. Tjener, må vi få en flaske af jeres ordentligste vin. Stat.

Spændende glasur, fyrværkeri og farverig krymmel er ikke på menuen lige nu. Det kommer senere. Lige nu handler det om en komfortabel, hyggelig og simpel situation, der ser fin ud fra alle vinkler og hjørner. Stabilitet er nøgleordet.

Det skal ikke bare se godt ud, det skal også føles godt, smage godt, være godt, dufte godt. Gør det det er alt fint og man behøver ikke hoppe på Uranus´ trang til at smide en bombe midt på kagebordet.

Det er bare en tid for livet selv. Der er intet spirituelt eller okkult ved Tyren. Skal man meditere bør det gøres med hovedet nede i en spand flødeskum. Har du set Jesus? Forhåbentligt kun på en ostemad med tandsmør.

Nej, der skal intet hårdt være ved det her. Cheesus Christ, mand, må jeg lige være i fred her i hængekøjen.

Glem også lige kur og detox for en stund. Det er ikke der vi er, og er det helt umuligt kan jeg minde om, at pomfritter også er grøntsager. Frugt kan man indtage, måske mest i form af pressede druer, der har gæret hen over en periode.

Det er en god tid for kvalitet, især shopping. Næh, der fik jeg et godt tilbud. Man skulle være et skarn hvis man ikke lige kunne fejre det med endnu et stykke kage. Kommer man ud af Tyrens sæson uden at have taget på, gør man det forkert.

Som vi nærmer os pinsen kommer der flere bobler, krymmel og fyrværkeri til overfladen – men for nu er der ro, nydelse og stabilitet.

Og cheesecake. Masser af cheesecake.

Louise

Kategorier