FULDMÅNE I SKORPIONEN, DEN 24. APRIL 2024. EN STOR POSE LORT.

Brown Classic World Chocolate Day Instagram Story

Jeg synes, at det er aldeles fantastisk med en power-fuldmåne i Skorpionens intense tegn i kvadrat til Pluto for lige at afslutte årets i forvejen mest intense og kaotiske måned. Fuldmånen, der peaker natten til onsdag er lige tilpas ukomfortabel nok til, at vi nu er nødt til at brække os. Vi er nødt til at kaste det op, skide det ud, åbne for kadaveret.

Vi bliver tvunget til at foretage en forandring, der nok gør lidt avs på egoet.

En fuldmåne i Skorpionens tegn er altid intens, og når den er i friktionsaspekt til sin egen planethersker i det futuristiske tegn Vandmanden er der kun et at gøre, og det er gå igennem et par øjeblikkes ubehag for at komme til et bedre sted.

Det kræver dog at vi kan se vores eget mørke splattet ud på omgivelserne. At vi ikke er bullshit-lommepsykolog, der ”kan se det i alle andre” og ikke forstår, at det bliver spejlet for at vi kan favne selvsamme i os selv. Joh, den er god nok. Undgå at blive selvudnævnt guru eller terapeut før den for alvor er slugt og undgå derved en offentlig shitstorm, når Saturn eller Pluto kommer forbi og piller en karriere eller status af papmache og fake ned.

Hvis ikke Skorpionen viste os mørket kunne vi jo aldrig hverken nå, ønske eller nyde lyset når healing og transformation er til vejs ende.

Skorpionen er en frygteligt kompliceret arketype. Solen er i Tyrens tegn, og Venus og Merkur er på vej. Hvis der er noget en Tyr ikke bestiller på menuen, så er det kompliceret. Det skal helst være 2+2=4 og solen gik op og ned i går og det skal den helst også gøre i dag.

2024 er et år for at være åbenlys. Her er jeg, jeg synes det her, jeg har gjort det her, jeg vil have det her og ikke det her. Slut færdig.

Vi kan bare ikke have de her rene budskaber, det her rene fundament når der er lig i lasten og møgbeskidt i kælderen. Det er ret sikkert, at vi skal skille os af med noget vi måske er meget knyttet til eller har bygget på længe, men som er giftigt for os.

Måske vi fik hvad vi ønskede os, men så var det ikke så fedt alligevel. Selv om det i forvejen er en følelsesladet uge, hvor Merkur stationerer og Mars møder Neptun i forvrænget drømmeland, så det er nok alligevel noget vi hurtigt kommer os over. Lettelsen over at slippe af med den store pose lort overgår ubehaget ved at samle sammen og gå ud til skraldespanden.

Det er naturligt at ville holde det privat, når det er Skorpionen, men tag det seriøst. Det er ingen vej uden om det ubehag man nok skal igennem, og i bedste Skorpionstil er det bare at gå direkte til det, man allermindst har lyst til at kigge på, rydde op, gøre rent etc. For nogle er det rent konkret kælderen, en snavset ovn, afløb, kloak og
den slags – for alle er det noget psykologisk oveni. Hemmeligheder ser nemt dagens lys her, alt der har været gemt, skjult, fortrængt, ignoreret eller undertrykt. Økonomisk svindel og generel bedrag er også meget muligt.

Hvis månen er lavet af grøn ost er det ikke så lidt af nogle skarpe knive vi har til at skære i den ved denne fuldmåne, men altså – det er bare at få det gjort. Ud med det affald, ud med det bullshit.

Ud med den store pose lort.

Allerede i næste uge falder flere brikker på plads og forude venter en tid, der er lidt sjovere hvis man går ind i den med et simpelt, rent og ikke mindst ærligt fundament.

Louise Falkenberg

Er du Guldmedlem kan du i databasen under ”månedshoroskoper april 2024” se, hvilke livsområder det udspiller sig hos dig og hvad det betyder. Læs for din Sol (”stjernetegn”) og ascendant.

Kategorier