MERKUR RETROGRAD APRIL 2024. LUDO MED UNIVERSET.

Purple Colorful Board Game Night Invitation (1)

Vores planet for kommunikation og socialisering er retrograd frem til den 25. april 2024. Noget, der rykkede fremad – måske hurtigt – er nu sløvet ned eller har nået fuldt stop.

Når Merkur er retrograd kan vi ikke længere blæse derudaf. Vi må se på det, der er indtil videre og revidere, revurdere samt eventuelt reparere. Det er en tid for at gå i dybden eller endda gå tilbage og ordne noget vigtigt. Er du Guldmedlem kan du under ”Månedshoroskoper april 2024” se hvilket livsområde det handler om for dig.

Personer og temaer fra fortiden kan nemt dukke op, ikke nødvendigvis fordi de nu skal med videre i fremtiden, men fordi der her ligger nøgler og måske uafsluttede sager som hindrer fremgang. Når Merkur så går direkte igen slut april, går vi fremad på et langt mere solidt fundament.

Fordi det er Merkur i Vædderen og vi har en del energier her, kan det meget vel handle om at vi er for hurtige på aftrækkeren, for ufiltrerede og de konsekvenser, der kan komme heraf. Vædder-energi lever ikke som om der er et ”i morgen”, men det er der altså på denne klode og derfor kan man som ludobrik godt blive slået hjem nu hvis man har været for utålmodig, taktløs eller lagt sig ud med den/de forkerte.

Generelt for Merkur retrograd anbefales det ikke at købe transport- og kommunikationsmidler ligesom det er godt at spørge en ekstra gang. Risiko for misforståelser er højnet, mails og ting kan forsvinde, planer laves om i sidste øjeblik.

Gem æsker og kvitteringer hvis du alligevel køber noget og er det i stor stil bør det være penge, man har råd til at tabe skulle det komme så vidt. Noget der startes, købes, lanceres etc nu skal med stor sandsynlighed byttes, repareres eller gøres om et par gange.

Det er en fremragende periode for research, hvor man så rykker fremad når Merkur går direkte. Vi står dog også i eklipse-sæson og har en Uranus-Jupiter konjunktion på vej, så er der nogle der spiller Ludo så er det universet, og det er uden tvivl os der er brikkerne.

Som altid er det dog for at hjælpe os til udvikling og med Vædder-energi er det store tema for tiden jo vores individualitet. Har der været situationer i fortiden, hvor vi ikke kunne være os selv, måske blev udskammet, hængt ud, gjort til grin eller lignende – og det ikke er healet - kan en sådan retrogradminikrise være startskuddet til at gå ud og i endnu større stil være…sig selv.

For nogle vil det her netop manifestere sig som manglende maskulinitet i form af ikke at have handlet eller været hurtig nok til at reagere. Ikke at have gået efter sine egen drømme eller taget de rigtige kampe op. Vægtens egenskaber, som energimæssigt befinder sig langt væk for tiden, er jo den flinke der gerne vil veje for og imod og tage hensyn til alle, også når det ikke er gensidigt eller endda velkomment.

Er man på den galej kan problemer nu netop opstå fordi man ikke vælger sig selv. Fordi man er gået på kompromis med sig selv hvor det absolut ikke var tid til at gå på kompromis med sig selv. Derfor kan man planer og aftaler falde i vasken fordi man sagde ja til en masse da Merkur var direkte, men nu er det tid til at overveje en ekstra gang om man overhovedet har lyst.

Skal man tage noget nyt på sig de første 3-4 uger af april skal det virkeligt være det værd. Risikoen for, at man manifesterer på fortiden (og at det derfor holder meget kort tid) er skyhøj. Alt med Vædderen skal være baseret på friske, nye impulser der får hele kroppen til at brænde.

Som nævnt i månedsudsigten er april 2024 en lidt vild måned, hvor vi alle gennemgår en hurtig opgradering. Tyrens sæson/maj 2024 bliver aldeles herlig i år, der er meget at glæde sig til – ikke mindst fordi vi denne gang har lavet vores research og vælger noget, der er bedre for os i fremtiden.

Er du derfor slået hjem nu, så ingen panik.

Alt er som det skal være. Måske skal du bare have en ny brik, en ny strategi eller et helt nyt spil.

Louise Falkenberg

Kategorier