ENERGIVEJRUDSIGT PÅSKEN 2024

HAPPY EASTER (Poster)

Energierne er med os i påsken 2024. Der er mange glade, sjove og opløftende aspekter, især når Månen er kommet ud af Skorpionens dybe hule og ind i den mere entusiastiske og eventyrorienterede Skytte, hvilket sker fredag aften kl 20.49.

På overordnet plan er vi i eklipse-korridor til den 8. april 2024 og er derfor alle ved at traske mod næste bane i vores livs computerspil, så skæbnebestemte begivenheder udgør underlægningsmusikken, hvilket hverken er godt eller skidt – det er bare sådan systemet er designet for at sikre, at vi til stadighed udvikler os og ikke stagnerer.

Der kan være meget fart på og mange forskellige ønsker til aktiviteter hen over påsken. Selv om det nok er umuligt at tilgodese alle, er en individualistisk tilgang klart det bedste her. Det gælder især dem, der har brug for at trække sig og være lidt alene.

Fordi Venus også bevæger sig mod et flot møde med Neptun på sidste grader af Fiskene og vi lige har haft en partnerskabs-eklipse på den Sydlige Måneknude, er det ret store transformationer vi hver især gennemgår når det kommer til vores måde at være i relation med andre og verden i det hele taget. Det kan unægtelig kræve lidt space en gang imellem, mens mønstre eller endda relationer langsomt opløser sig.

Mandag og tirsdag kan man helt ærligt forvente trafikalt kaos. Merkur går retrograd lige over midnat natten til tirsdag, hvilket giver problemer med kommunikation og transportmidler.

Det gør også, at det ikke er tiden at starte en masse nyt op eller at planlægge en masse. For det første vil det meste blive skudt ned i april 2024, der har sin helt egen mening om hvordan skabet skal stå og for det andet sætter Merkur en hård bremse på en Vædder, der stæser derudaf. Pludselig ser vi, at meget af det spændende ikke var så spændende eller noget for os i fremtiden alligevel. Måske var noget ikke planlagt godt nok eller omstændigheder har ændret sig.

På overordnet plan sker der altså virkeligt meget, men på de mere personlige planer overgår de gode energier langt de mere udfordrende. Det er en glad påske, der venter og en god tid at øve sig på at lade sig selv og andre være lige præcis dem, de er.

God påske,

Louise Falkenberg

Kategorier