EQUINOX/I VÆDDERENS TEGN, MAR-APR 2024. LIVET SELV.

Fresh Start Rainbow Sunset Instagram Post

Solen er trådt ind i Vædderens tegn. Et nyt år er begyndt. Vi kommer frisk fra start med højnet energi, mod og liv.

Vi er dog også blevet født direkte ind i ingenmandsland nu. Forude venter kaos og mirakler, store begyndelser og legendariske afslutninger. Lyset og varmen tager til herfra.

Det er altid særligt når vi skifter fra Fiskene til Vædderen. Ikke kun fordi det er et nyt årshjul, men fordi vi går fra det mest oplyste tegn til det mest primale tegn. Fra at have forståelse, tilgivelse, velsignelse og næstekærlighed som fremelskede begreber har vi nu barnlige slåskampe og har I alle set mine store muskler eller har I bare set mig?

Vædderen er skøn på sin egen måde fordi det er så uskyldsrent. I Ingenmandsland eksisterer ingen andre end…Vædderen, og vi er endnu ikke nået dertil hvor vi skal til at tænke på penge, overlevelse, mad, andre mennesker, tag over hovedet og den slags. Næh, vi er bare os selv og vi står her splitterhansjørgen klar til at opleve livet.

Vædderen er jo livet selv. Det, der ligger under alt det rigide og tillærte. Det undertrykte, deprimerede, kontrollerede. Ah, det er for voksent til os nu, især hvis vi har bygget en masse fake. Det vælter Vædderen med sine bare næver, enten fordi det var for voksendumt eller bare for sjov.

Hvis det var for at vise det frem og ikke ud fra ægte kreativ vibe kan man være ret sikker på, at det vælter. Med andre ord: elsker man at spille klaver for at have et publikum, eller er publikum ligegyldigt? Så har man den ægte vibe.

Autenticiteten her er ikke til at overse. Samtidig har vi en måned, hvor eklipserne alligevel har sat os i timeout da de er ved at flytte brikkerne rundt som de skal stå for fremtiden. Det er ikke lige tid til at presse på noget eller nogen, men samtidig må man godt være klar til at stå op for sig selv eller tage en vigtig slåskamp.

Vædderen og 2024 lægger ikke op til, at man er en bly viol – hellere en viol af bly. Har du ikke tænkt dig at overleve her i junglen, kan du lige så godt tage bussen ind til Zoo med det samme og blive madet og passet.

Uha, det lyder måske voldsomt.

Det er det ikke.

Vædderen og Drageåret er ikke aggressive i den forstand, det er ikke noget at frygte – det er snarere tid til at pumpe noget LIV ind i sit LIV, sin krop, sine relationer, sit job eller hvad det handler om.

Derfor må alt, der ikke har liv i sig mindskes. Tingene skal ikke være hårde og besværlige nu, så er det vores egen modstand på sjælens, eklipsernes og Vædderens forsøg på at vise os den levende vej.

Tingene kan gå stærkt, ja – endda meget stærkt den kommende måned – men er de voldsomme er det fordi man har brug for at blive rykket ud af et mønster (som også er det den kommende eklipse i Vægten handler om).

Det vigtigste er, at vi søger at være os selv. At vi er assertive, at vi selv fortæller hvem vi er, viser hvad vi kan og siger hvad vi vil. Det er succesopskriften for 2024. Gør det selv, find ud af det selv, byg det selv, kør selv osv.

I forholdet til andre mennesker fortæller et parløb med Chiron, at vi genopliver den gamle sandhed om, at vi selv lærer folk omkring os hvordan vi vil behandles. Vent ikke på noget eller nogen, vent ikke på at nogen spørger eller tilbyder eller inviterer etc. Det er bare ikke opskriften i denne tid og i år.

Lav din egen historie om dig selv, så andre ikke selv opfinder en. Vent ikke på at kunne sætte grænser, start med selv at fortælle hvor dine grænser, værdier etc ligger. Det er egentlig den rigtige måde at gøre det på. At agere i stedet for at reagere.

Det er en skøn tid hvis man kan tage den for, hvad den er. Holde det simpelt, sjovt, billigt, naturligt, venligt, lidt barnligt og tillade en naturlig grådighed at vokse frem.

Med Venus Saturn højaktiveret i starten er vi måske skilt fra nogle eller noget, vi elsker / vil have eller tror, at vi elsker/vil have.
Det er der i så fald en god grund til. Der er måske noget bedre i vente til os, måske skal en person eller situation modnes, blive mere ansvarlig, kompetent, disciplineret etc.

Alt er som det skal være, vores vigtigste opgave den kommende måned er at være i live.

Sådan rigtigt i live.

Louise Falkenberg

Er du Guldmedlem kan du under ”månedshoroskoper marts 2024” se hvilket livsområde der aktiveres for dig (læs for din Sol og Ascendant for et mere nuanceret billede).

Kategorier