NYMÅNE I FISKENE, MARTS 2024. PUF.

Purple Ethereal Quote Journal

Månedens nymåne i Fiskenes tegn sker søndag den 10. marts kl 10 og er egentlig harmløs i sig selv, men ramler lige ind i en weekend der har nogle intense aspekter med sig. Derfor bliver det en mere intens og afsluttende tid end vi normalt ville forvente en nymåne, der borger for nye begyndelser.

De nye begyndelser skal såmænd nok komme. Nymånen åbner lågen for eklipsesæson, forude venter det vi allerede kan fornemme, men ikke kan se komme om det så sker lige foran vores næser.

For tiden bygges strukturer for at opløse sig igen umiddelbart efter ligesom vi skærer mere og mere fra af det, der ikke skal med over tærsklen til en ny fase. I andre tilfælde følger vi bare brødkrummerne til næste sted.

Skal man tage noget ind eller forpligte sig til noget eller nogen, skal man være 10000% sikker. Det kan være svært og dyrt at komme ud af det senere med de her aspekter, og det er ikke umuligt, at det ikke er noget eller nogen, der hører til vores næste tidslinje.

Nymånen i Fiskene handler helt grundlæggende om at se på, hvad der holder vand. Også bogstaveligt talt, så vær varsom med splinter i glas, med ruder, akvarier, stenslag, is, svømmehaller, pools og lignende - især hvis ulykker nemt kan opstå. Saturn, som befinder sig i Fiskene, er ikke glad for noget der er alt for skrøbeligt eller endda forkert skruet sammen.

Vandet, glasset holder på, er vores drømme, følelser, visioner og skæbnevej så vi har alt det her vand, og Saturn ønsker nu at vi bygger et bassin eller en fontæne, så der er struktur. Så vandet ikke bare flyder tilfældigt rundt.

På personligt plan vil det for de fleste handle om, hvad vi vil investere i for fremtiden. Hvad, der er vores tid værd.

Som nævnt i vejrudsigten forleden må vi dog være ekstra opmærksomme på, om den drøm vi nu vil gøre til noget konkret er en drøm, der hører til nutiden og fremtiden. At vi ikke er ved at manifestere på ideen om noget og overser virkeligheden. At vi ikke er ved at manifestere noget, vi ønskede os for mange år siden eller synes, at vi ”burde” gøre eller have gjort.

Fiskene kan nemt komme med skyld og skam, hvilket skyldes andres fejlede forventninger til os. Til gengæld kan vi også opløse mange års selvsabotage med de her energier. De kan bare forsvinde puf, op i den blå luft, og det kan vi også hvis vi er i en selvdestruktiv situation.

Puf, så var jeg væk.

Puf, så er jeg ude herfra.

Puf, puf, puf.

Look at me go i min pufmobil.

Det er en god tid at overgive sig til det naturlige, kosmiske flow. Ikke at gøre noget som helst unødvendigt, specielt ikke hvis det kan danne negativ karma.

Fiskene viser os, at der ikke er en linje vi kan følge. Livet er ikke lineært. Der er skønhed og kærlighed i kaos eller det vi opfatter som kaos. At kærlighed og skønhed ikke er klinisk, skal sættes i en bestemt ramme, med en bestemt facade. At kærlighed og skønhed ikke er materiel, har status eller robottanker- og bevægelser. Det er også længsel, fantasi og nogle gange lidelser.

Relationer, som er tidens store tema, indeholder mennesker og mennesker har individuelle processer, hvilket 2024 om noget vil vise os alle, ikke mindst i forhold til om vi nu også er så rummelige, at vi kan lade andre mennesker være deres autentiske jeg.

Den bedste måde at bruge denne magiske nymåne-energi er at lade tingene være naturlige. Vi har brug for det kaos eller den forvirring for ikke at skabe flere rigide facader, der ikke er autentiske. Forude venter Vædderens sæson, og den er traditionen tro klar til at blæse derudaf med hovedet under armen.

Vent lige, siger Fiskene. Det går ikke at ignorere det faktum, at alle vores handlinger har konsekvenser. Der er nødt til at være emotionel og spirituel dybde. Vi må have et overblik og vi må samtidig lade ting ske som kosmos har planlagt det.

Og så må vi sige farvel til det, der simpelthen ikke hører til næste fase. Man behøver ikke at lade tingene køre helt ud i tovene, men i stedet bare tage ansvaret nu og smutte eller sove sig fra det.

Puf, så var jeg væk.

Puf, puf, puf.

Louise Falkenberg

Er du Guldmedlem kan du under ”månedshoroskoper marts 2024” i databasen se hvor nymånen falder i dit liv og hvad det betyder for dig i praksis.

Kategorier