NYMÅNE I STENBUKKEN, JAN 2024. MASTERMIND.

Gold and Night Blue Elegant International Chess Day Instagram Story

Det er lidt af en powermåne, der venter os i morgen hvilket de fleste forhåbentlig kan mærke. Det er stærke energier, vi er total boss i eget liv og kan i denne tid skabe nogle meget flotte scenarier, der kan holde i mange år.

Mars danser med Solen og er ophøjet i Stenbukken, vi får ikke bedre konstellationer for power-manifestation. I det andet ringhjørne har vi vennetegnet Tyren der byder ind med en direkte Jupiter og en flot Uranus. Er der nogen der skal have flyttet et bjerg, så er det nu. Uranus ser til at det hele glider let og lige får et moderne islæt. Jupiter tilbyder modeller der kan holde i mange år og føre os mod visionen af det absolutte drømmeliv.

For drømmen, den skal vi holde fast i her. Det er den sidste nymåne i Stenbukken med Pluto huserende her, så vi er forbi transformationen. Vi er forbi nedbruddet, sammenbruddet, gennembruddet og genopstandelsen. Månen ligger i 3. dekanat som Venus hersker over og lur mig, om Venustegnet Tyren overhovedet gad at være med til andet end at bygge noget, man virkeligt godt kan lide. Noget, man glæder sig til.

Nymånen skal altså ikke bruges på at stå noget hårdt igennem. Ikke denne gang. Det vil man ikke få kosmisk hjælp til. Med Pluto på de sidste grader er det meget muligt, at vi må sige farvel til noget eller nogen – og det er altid hårdt når Pluto er involveret – men det burde være åbenlyst, at det er fordi der venter nogle bedre kulisser.

Ikke fordi der venter en ny og værre snestorm derude.

Not today, Satan.

Det er ikke ligefrem en føle-føle-måne ligesom januar og februar 2024 ej heller er føle-føle-måneder. Det handler om at have en drøm om det gode liv og så have eller bygge den perfekt balancerede hverdag, der langsomt fører en frem mod en konkretisering af dette. At have en god plan som vi som den mastermind, Stenbukken er, selv kan lægge og redigere i hvis nødvendigt den kommende måned.

Konkretisering er vigtigt. Den skarpe seer har nok opdaget, at der kun er jordtegn involveret her. Jordtegnene, som er Jomfruen, Tyren og Stenbukken er nødt til at se konkrete resultater af deres arbejde.

Hvis man bygger et legeland til sit barn, vil man også se barnet have det sjovt i det legeland. Hvis man lægger en masse kræfter på sit arbejde eller i sin business, vil man også se konkrete resultater i form af penge, forfremmelse, kunder osv. Det er vigtigt og derfor kommer vi ej heller udenom, at der er et stykke arbejde at gøre.

Det er bare essentielt, at det ”arbejde” ikke er spildt arbejde. Det ville være umanerligt ærgerligt at bruge det meget krudt vi har her, for det er seriøs gunpowder, på at styrke sit martyrium.

Det ville også være ret dumt for at sige det lige ud, for Saturn i Fiskene holder skarpt øje med os hvis vi udlever en eller anden offerrolle. Hvis vi ikke har fokus på eget liv, behov, ønsker og drømme, men hjælper andre med at udleve deres.

Hvis vi har masser af gode grunde til ikke at have eller få det gode liv og de alle sammen bygger på en romantisk om end outdated forestilling om, at det er smukt at leve et lidelsesfuldt liv. Sådan et hvor man hulk sidder i sit elfenbenstårn og ser alle de andre få den ene succes efter den anden og her sidder stakkels lille snefnug-jeg og har ikke engang penge til en tændstik.

Stop. Bare stop, siger Saturn. Nu gider vi ikke det pjat længere.

Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger, siger Saturn. Der er enlige forældre der har rejst jorden rundt alene med 4 børn, der er folk uden arme og ben der har vundet OL og hvad ved jeg. Hvis man kan, så skal man også. Ingen bliver skubbet over grænsen her, men alle som minimum til grænsen.

Enhver, der har fået succes har taget nogle hardcore beslutninger og gennemgået processer, der på tidspunkter har været ukomfortable. Men det er det hele værd, det er jo pointen.

Selvrespekten, styrken, resultatet, modenheden. Det sætter en op til at kunne klare hvad som helst der kommer ens vej. Det guld, man får i livet er næsten altid kommet på baggrund af hårde tider.

Det er jo en af spillereglerne her på jorden og det er sådan, man bliver voksen. Det er derfor vi kan begå en masse fejl, lære af dem for - i bedste Stenbukkestil - at sidde mange år senere og fnyse ad dem, der ikke har "sund fornuft". Altså den sunde fornuft vi selv kun har fået ved at begå en masse fejl.

Apropos guld, så er det godt at se hvor man har Stenbukken placeret i sit felt og her kigge på, om der er noget visdom man skal til at dele. Når Pluto går videre til næste tegn efterlader han næsten altid en pult og en tavle. Se på om der er noget du kan undervise i eller hjælpe andre med. Det er meget sandsynligt.

Uanset hvad, så er kursen for os alle sat mod succes. Det er en slow and steady wins the race-energi, så lad være med at blæse derudaf for så falder man bare på snuden og vil være vidne til, at langsommere heste overhaler en senere hen.

Vi skal nok nå det. Vi står med snuden i den rigtige retning, så brug den tid der skal til. Timing er altafgørende, som Stenbukken siger.

Der skal praktisk arbejde til, det er næsten helt sikkert og der er sikkert noget erfaring, der skal høstes. Det gør vi jo bedst ved at prøve tingene af og ikke ved at få dem fortalt. Vores flotte visioner er ligegyldige, hvis vi ikke gør arbejdet.

Med Pluto involveret skal vi nok have en plan, der skal lægges en strategi og den må godt være solid ligesom ambitionerne godt må være høje. Søg meget gerne at opnå level Mastermind.

Det gælder uanset om man vil gå efter tinderne eller bare vil op nede fra bunden. Processen er den samme. Ingen proces, person eller tilstand er bedre eller dårligere end en anden. Vi er bare forskellige steder på tidslinjen.

Fælles ved morgendagens nymåne er dog Venus. Det skal være godt, det skal være noget vi glæder os til at bruge eller kigge på. Noget, vi glæder os til at opnå eller som vi ved vil glæde andre.

Sikke en powermåne. Det glæder jeg mig til.

Rigtigt god vind til alle,

Louise Falkenberg

Er du Guldmedlem kan du i databasen under ”månedshoroskoper januar 2024” se hvilket livsområde der aktiveres for dig den kommende måned. Læs for din ascendant for at vide, hvad der allerede ligger i kortene og for dit soltegn for at se hvor du selv kan bruge ressourcer på at udvikle dig yderligere. Månetegnet indikerer primært en indre oplevelse der sjældent vil have et udfald i form af fysisk manifestation.

Kategorier