VENUS I SKYTTEN DEC 2023-JAN 2024. ET NYT ÅR. SÅDAN DA.

Pink Colorful Happy New Year Your Story

Venus træder i aften ind i Skyttens tegn hvilket altid borger for en god fest og ny spændende eventyr, så vi kan glæde os over at Venus nu kommer ud af Skorpionens mørke hule hvor hun måske forstår nogle ting om sig selv bedre, men ikke ligefrem er komfortabel.

Vi får dog ikke en ren Skytte-energi ud af denne Venus-transit hvilket skyldes, at hun er i kvadrat til både Saturn og Neptun i Fiskene undervejs. Især her i ”slutningen af året” hvor Mars og Merkur i forvejen befinder sig i Skytten i kvadrat til Neptun kan der være meget forvirring i luften.

Står du i meget Skytte-energi lige nu og skal debattere noget, I har været igennem 117 gange gange før – uanset om det er med dig selv eller en anden – er det fint at lade det ligge eller i hvert fald at undgå taktløse debatter for debattens skyld.

Skytten elsker at finde sandheden, det er faktisk Skyttens primære brændstof hvilket også er grunden til, at det er et tegn der besidder meget visdom. Det er et rigtigt godt tidspunkt at være ærlig over for sig selv og andre omkring hvem og hvad man føler for.

Kvadraten til Saturn her op til nytår gør dog, at man måske er nødt til at være mere ærlig eller realistisk end Skytten normalt lige er til. Det er et tegn der elsker fest, farver, eventyr, rejser og at udvide sin bevidsthed, og alle de ting kan der være lidt af en dæmper på.

Måske man er separeret fra den man elsker, måske man ikke kunne
komme ud at rejse eller det var ikke lige så sjovt som man havde planlagt etc.

En sandhed vi her på kanalen går igennem hvert år er jo også, at det ikke er nu det nye år begynder.

Januar er den 10. ud af 12 måneder. Det er Saturns hus, det er her vi ser kulminationen af noget – her vi ser resultatet af vores tidligere indsats. Der er intet som helst nyt ved Saturn hvilket er grunden til, at alt det her ”nye år” og nytårsforsætter og den slags altid er lidt akavet eller off og som regel ikke holder (fordi man med Saturn involveret sætter dem strammere end man har kapacitet til).

Skal vi følge naturens sande gang starter det nye år ved forårsjævndøgn i marts som det altid har gjort. Der fejrede man også nytår frem til 1700-tallet og det er der kulturer der stadig gør.

På samme måde som at det på ingen måde giver mening at holde jul på det tidspunkt af året, hvor vi er længst væk fra familiekomsammen og tilgivelse giver det heller ikke mening at holde nytår når der nu slet ikke er noget nyt år, der går i gang.

Skytten stopper ikke før den er nået hele vejen rundt, så lad os lige tage de åbenlyse fejlplaceringer af mærke- og helligdage (mest for sjov):

Valentine´s dag i Vandmandens sæson i februar…så bliver det vist ikke mindre romantisk. Flyt den til Løvens sæson i august sammen med fastelavn. Man bliver ikke ”konge” eller ”dronning” af noget i måneden hvor det mindst royale tegn regerer. Vandmanden vil hellere være Faster Vagn end at holde fastelavn.

Mors dag i maj er ok for det er blomstersæson, men er energimæssigt bedre i Krebsens sæson i juni-juli.

Fars dag kan til gengæld komme over i december når Stenbukken har holdt sit indtog. Så længe den ligger i Tvillingernes sæson vil far altid få nogle halvfjollede gaver børnene har lavet eller købt i en spøg-og-skæmt forretning hvis den da ikke bliver glemt helt.

Halloween er til gengæld perfekt. Jeg ved ikke hvilket andet tegn end Skorpionen der ville kunne bære den energi.

Tilbage til Venus i Skytten er det som udgangspunkt en festlig energi der måske er her for at have det sjovt lige nu og ikke så meget for at være her på langt sigt. Den er langt mere fri og ikke så besat som Venus i Skorpionen og selv om vi måske ikke rigtigt har et nyt år på vej, så har vi alligevel en Merkur og en Jupiter der går direkte lige omkring nytårsaften, så noget nyt vil der være til os alle dene januar. Tingene begynder at rykke fremad.

De nye ting er for mange det, de håbede på eller noget vi bliver meget begejstrede omkring. Merkur og Jupiter er glad gave-energi og med Venus med på vognen nu er der lagt an til optimisme, håb og entusiasme – og vi har noget at have det i.

Louise Falkenberg

Er du Guldmedlem kan du under ”månedshoroskoper december 2023” se hvilket livsområde der bliver aktiveret for dig (kig på din ascendant for forecasting og dit soltegn for at se hvad der er af muligheder du måske i højere grad selv skal aktivere. Månetegnet viser en indre oplevelse af ovenstående).

Kategorier