I STENBUKKENS TEGN, DEC 2023-JAN 2024. DET SØDE ÆBLE.

Beige and Blue Modern  Winter Wonder Wattpad Book Cover

Natten til fredag den 22.12.2023 træder Solen ind i Stenbukkens tegn og det er således vintersolhverv. Det er årets korteste dag, så man skal skynde sig at løbe sine ærinder den dag.

Ah ha ha.

Vintersolhverv er starten på vinteren og varslet om, hvad der venter de næste tre måneder. Som det generelt gør sig gældende for tiden er vi ret heldige med de portaler, især når det kommer til vores evne til at planlægge og organisere. Månen er den dag i glad konjunktion til Jupiter og Solen i glad konjunktion til Merkur. Der kan være mange der glæder sig til måske at holde lidt fri eller til det, der venter forude.

Det er ihvertfald en god start på det kommende kvartal.

Det kunne også – måske ubevidst – være på et lidt større plan, at vi glæder os til noget nyt og spændende. Ved vintersolhverv starter Stenbukkens sæson som ellers ikke er lige så festlig som Skyttens festlige sæson, der ligger lige før.

Stenbukken er den stoiske og ret komplicerede arketype, der har fokus på at holde traditionerne i hævd. Der ønsker at gå den højeste vej, opnå sit fulde potentiale inden for de muligheder der er på jorden. Det gør Stenbukken ved at følge de jordiske spilleregler for manifestation og ved at have respekt for de naturlige begrænsninger i naturen og i kroppen. Ved at forstå tiden og forstå, hvordan naturen er sat sammen.

Det er derfor et meget realistisk og ”voksent” tegn, der ikke altid har tid til fis og ballade. Der er arbejde, der skal gøres. Pligter, der skal opfyldes så vi kan nå vores mål og sætte et flot aftryk på verdenshistorien som andre har gjort det før os.

Det er i hvert fald den klassiske Stenbuk-arketype. Denne gang har vi bare med en Stenbuk at gøre, som er blevet kværnet igennem Plutos transformationsmaskine de sidste 15 år og som nok ikke bare er træt, men er færdig.

Helt færdig.

Prøv at se hvor du har Stenbukken placeret i dit horoskop. Du kan evt lægge dit horoskop gratis på forsiden af louisefalkenberg.dk. Er du Guldmedlem, kan du se hvilket livsområde det naturligt handler om for dig (læs under månedshoroskoperne dec 2023 og jan 2024 for dit soltegn og din ascendant, vi har meget Stenbukke-energi i januar også).

Uanset om det er området for partnerskaber, karriere, job, indre følelsesliv, mindset, krop, sundhed, venner osv osv, så har alle gennemgået en solid transformation siden 2008 og den slutter i 2024.

Transformationen gør eller har gjort, at vi nu er langt mere solide og ikke mindst autentiske på det område selv om det ikke var særligt sjovt. Det er Pluto sjældent, men hold da op hvor er det godt bagefter.

Stenbukkens sæson i år kommer derfor med et tomt lærred. Der er ikke noget landskab længere. Bevares, jorden er særdeles frugtbar og vi kan bygge hvad vi vil herfra. Måske er vi særdeles skarpe på hvad vi kan og har lyst til her. Pointen er, at det ikke kan blive på old school Stenbukkemåden.

Det kan ikke være noget med at slide sig halvt ihjel for at andre kan blive rige eller for at redde andre fra den skæbne, de selv skal tage på deres skuldre.

Der kan på ingen måde være tale om et martyrium, om at bære andres kors.

Det bliver ikke muligt at undertrykke eller ignorere egne behov, drømme og ønsker - slet ikke med Saturn så hårdt siddende på offerrolleområdet disse år.

Det er ikke tid til at arbejde for omverdenens applaus, for flotte titler. Forude venter mange Vandmands-energier og de er lige en tand mere modne end Stenbukken til trods for, at de to tegn deler planethersker.

Det er ikke cool at være ”noget” i omverdenens øjne når vi taler Vandmanden. Tværtimod er det cool at være på lige fod med andre og bruge sine ressourcer på at hjælpe med at gøre verden et bedre sted at være – gerne på en smart og effektiv måde, måske gennem innovation eller teknologi, så man ikke skal arbejde så meget eller så hårdt længere.

Vil man blive den bedste version af sig selv herfra bliver det som en, der har som overordnet tema at skulle hjælpe samfundet også.

Det er det parallel-tema vi hele tiden arbejder med herfra. Ikke fordi man skal passe ind noget sted, presses ned i kasse – nej, det kunne også ryge ret hurtigt herfra, men fordi det ikke længere kun kan handle om en selv.

Der er god tid og mulighed for at planlægge næste skridt i Stenbukkens sæson. Det er trods alt et tegn der har fokus på at blive bedre, blive dygtigere. Ikke ved at løbe solen tynd uden grund eller for ussel mammon. Det er ikke bare dumt, det er outdated.

Stenbukken er en Benjamin Button-energi. Tungsindig og ansvarsfuld som barn, men er kendt for at blive yngre med tiden. Stenbukken har det med at toppe som 70-årig eller tidligst på det tidspunkt og så er det på den lykkelige måde.

Hvis polariteten Krebsen er roden af træet, så er Stenbukken kronen. Det er resultatet af vores indsats.

Der skal nye frugter på det træ og det kræver en ny rod.

Nye måder at pleje, gøde og passe. Som nævnt kan vi sagtens være ambitiøse omkring noget, men det skal være på gennem den perfekte dag hvor hele en selv er tilgodeset. Hvor intet bliver manifesteret på bekostning af personlige behov.

Måske skal vi endda lave talemåden om.

Det er nemlig tid til at bide i det søde æble i stedet.

Louise Falkenberg

Kategorier