MERKUR RETROGRAD DEC-JAN 2023. MELLEM VISION OG VIRKELIGHED.

Blue Illustrative Ski Trip Festival Poster

Merkur er stationeret for at gå retrograd i morgen tidlig onsdag den 13. december 2023, så forvent det sædvanlige med forvirring i kommunikation, rod i teknologien og kaos i trafikken disse dage. Det er ikke lige tidspunktet at kaste sig ud i nye, store projekter eller debattere og arbejde på en masse – snarere en tid for retræte, pause og lade den sidste tids begivenheder og perspektiver integrere sig.

En tommelfingerregel for Merkur retrograd er, at hvis noget siger stop – så er det full stop. Det er ikke tidspunktet at tage det videre eller kæmpe, presse, tvinge etc. Stop er stop. Pause. Til gengæld et godt tidspunkt at dobbelttjekke alt med småt og især gemme kvitteringer + æsker hvis man køber teknologi eller transportmidler.

Der er en øget risiko for, at de enten skal byttes, returneres eller repareres. Læs også alt med småt og få en second opinion på alt. Mindst. Flere øjne på kontrakter og dokumentation for der er knas på linjen. Mails og sms´er kan forsvinde, især med Neptun der flyver rundt med kvadrater for tiden – ting kan forsvinde for øjnene af en og vi kan meget nemt misforstå en samtale eller situation. Af samme grund er det heller ikke det bedste tidspunkt for store livsbeslutninger.

Det kan det til gengæld være når vi kommer ind i januar 2024 – meget vel, endda – og udover Merkur retrograds sædvanlige issues er det faktisk en virkelig god en af slagsen. Den starter i Stenbukken, daffer tilbage til Skytten og kommer til Stenbukken igen i januar. Det vil sige, at den enten er i trigon til Jupiter og Uranus eller til den Nordlige Måneknude og Mars. Very nice indeed.

Jeg har skrevet en del om Skytten og Stenbukken det sidste stykke tid, og grundlæggende handler det her om at vi gerne vil bestige et bjerg (eller snarere det vi opfatter som et bjerg, det kan meget vel vise sig i starten af 2024 at det bare var en bakke), men at der er mange måder at gøre det på. Det er udgangspunktet og ligesom når man bestiger Mt Everest og den slags, skal man frem og tilbage mellem base camp og de næste stop.

Frem og tilbage, frem og tilbage.

Fordi Merkur starter i Stenbukken handler det her grundlæggende om, at vi kan skabe et stærkt fundament for vores liv og med den flotte trigon til Jupiter og Uranus i vennetegnet Tyren er vi ude i, at vi fortjener langt mere end tidligere – og det ved vi godt. Det kan meget vel handle om værdi, både at opgradere sin værdi på et marked, sit selvværd, sin indkomst eller kvaliteten af sine ejendele. Saturn er i Fiskene for tiden og tillader ikke skyld eller skam, især over at ville have et godt liv. Vi kan være heldige og innovative på en måde, så vi kan opgradere alt det her yderligere når Jupiter går direkte.

Når Merkur så triller tilbage til Skytten lige før jul er det netop de her overbevisninger, vi skal kigge på. Der bliver hele tiden afvejet mellem vision og virkelighed. Når vi tror, at vi fortjener eller ikke fortjener det gode, hvor kommer det så fra – og er det måske tid til at få andre livsfilosofier end dem, vi antageligvis har nedarvet?

Det kan også være i forhold til vores realistiske sans i det hele taget. Som nævnt i tidligere indlæg er det et historisk dårligt tidspunkt ikke at ville se tingene for, hvad de er. Derfor vil nogle skulle kigge på, om den model, de principper og paradigmer der styrer vejen frem nu også hænger sammen med hvordan virkeligheden ser ud og hvad vi reelt har med at gøre.

Skytten er til gengæld god til håb, inspiration og nye måder at lave en game plan på. Derfor er det også en af de gange, hvor vi må stole mere på universets plan. Forsinkelser i juletrafikken kan være blessings in disguise, lidt ligesom i de julefilm hvor folk er fanget i en lufthavn juleaften og til slut lærer noget om hvad der virkelig betyder noget i livet. Ja, mega spoiler alert, jeg ved det.

Det er ret perfekt for vores mål at vi kan ligge der og bevæge os så flot og beskyttet mellem energien, hvor alt er muligt og så til at se på hvad der rent konkret kan lade sig gøre. Det er hele historien for denne Merkur retrograd.

Merkur går direkte den 2. januar 2024, umiddelbart efter at Jupiter langt om længe går direkte, så nytåret kommer for en gangs skyld til at virke som…et nyt år.

God tur til os,

Louise Falkenberg

Er du guldmedlem kan du under ”månedshoroskoper december 2023” se hvad ovenstående betyder for dig.

Kategorier