VENUS I VÆGTEN NOV-DEC 2023. PSYCHE.

Black white minimalist psyche journey movie poster

VENUS I VÆGTEN NOV-DEC 2023. PSYCHE.
Venus træder i morgen formiddag ind i Vægtens tegn og kommer således på hjemmebane for første gang siden Berlinmuren faldt. Sådan føles det i hvert fald.

Det er en overordnet positiv transit for os alle, for partnerskaber privat såvel som professionelt. Kærligheden og samarbejdet har ikke haft de bedste vilkår et godt stykke tid og nu kan vi skabe mere langtidsholdbare kontrakter med hinanden.

Det er i hvert fald basic ved Venus i Vægten, men som altid vil vi jo se på de omkringliggende energier for at forstå hvordan den udspiller sig og hvordan vi kan navigere optimalt i perioden.

Der er to meget store temaer i denne transit, som varer til den 4. december 2023 hvor Venus skifter til Skorpionens tegn.

Det ene er, at hun vil befinde sig på den Sydlige Måneknude hvilket vi også oplevede med Solen og Mars i september 2023. Det betyder groft sagt, at vi måske har en situation lige nu, men at den er karmisk og vil nå til vejs ende i slutningen af november.

Det kan manifestere sig på mange måder og er ikke noget, man skal være nervøs for medmindre man godt ved, at man er i en situation der har et element af charterferie over sig. At alt er godt og rosenrødt, men også slutter på et tidspunkt i den nærmeste fremtid.

Det er der jo intet galt i, vi køber også blomster vel vidende at de visner en dag – derfor kan man jo godt nyde dem i mellemtiden, måske endda mere end hvis de var evige. Vi mennesker har det jo med at sætte mere pris på noget når det har en udløbsdato – hvilket livet også har, og alligevel bruger så mange krudt på at slå tiden ihjel, når det skulle leves fuldt ud i stedet.

Well, det er jo det sunde ved at stå ansigt til ansigt med døden, alderdom, sygdom etc. Og her kommer tema no 2 ind i billedet.

Here´s looking at you, Pluto.

Pluto gennemsyrer nemlig hverdagens energier for tiden. Solen, Mars og Merkur er i Skorpionen, som Pluto hersker over. Det betyder, at meget af det her også handler om os selv i relation til de andre og at vi kan tage selvudviklingen til next level på meget kort tid, hvis vi har mod på at styrtdykke ned i egen psyke.

Tiden er perfekt for dybdepsykologi og Venus i Vægten er perfekt for at finde en god terapeut. Der er mange nøgler til mange låse her og Skytten, som venter forude i næste sæson er ved at smøre hjulene på eventyrslæden, så hvorfor ikke sikre, at vi bliver fløjet direkte til den fortryllede skov og ikke et mønsterhelvede, vi har været i de sidste 117 liv?

Mønsterhelvedet er skam nemt nok at identificere. Det er noget, der ikke er rart, men som vi gør eller er i alligevel. Skorpion-energi er fortrængte, gemte eller ubevidste mønstre der har sat sig som automatreaktioner. De åbenlyse af slagsen er afhængigheder af alle slags. Alt. Sukker, stoffer, Facebook, drama, porno, portvin – you name it. Alle uhensigtsmæssige måder at forsøge at løse et følelsesmæssigt problem.

Vi skulle meget gerne have smidt det her mens den sydlige Måneknude var i Skorpionen jan 2022-juli 2023, men lige nu raffinerer vi jo det gode fundament, vi forhåbentligt har skabt i 2023 (for det er årets tema). Det giftige skal være væk, være det sig noget vi indtager eller toxic relationships som vi siger på godt dansk.

”Og eskapisme”, brummer Saturn i Fiskene ovre fra sin fløjlsbrune nu direkte lænestol. ”Glem ikke eskapisme. En anden dårlig måde at håndtere et følelsesmæssigt problem på”.

Ah ja, at flygte fra virkeligheden. Mmm det smager godt.

Min eskapisme er at stikke af. Det har det alle dage været. Hvor andre måske hopper i en vinflaske eller bagerens vinduesbuffet når en opfattet krise rammer, har mine fingre lynhurtigt fundet frem til en hjemmeside med alverdens eksotiske destinationer selv om jeg kort forinden ikke engang havde telefonen i hånden. Det sker helt automatisk med hovedet under armen.

Se, nu ved Voksen-Louise jo godt at hun ikke skal nogle som helst steder hen (udover at jeg skal nå i Plantorama i denne uge). Jeg kan altså tænke længere og se mønster samt konsekvenser (Saturn) – men derfor sidder den stadig på rygraden. Det er en automatreaktion.

Måske er det her vi med fordel kan få tilsendt en dygtig terapeut fra Venus i Vægten. Måske vi skal have fat i en hjælper, der har en mere okkult tilgang og kan få kontakt til tidligere liv og vores forfædre.

I Skorpionens sæson er sløret tyndest mellem verdenerne. Det er derfor vi har Halloween nu. Havde vi haft Halloween når sløret er tykkest, nemlig i Tyrens tykpandede sæson i foråret ville der ikke have været skeletter og blod. Så havde vi bare siddet og udhulet hver vores græskar indefra med munden fuld af slik mens vi grinte og grinte og elskede livet.

Al den omkringliggende energi fortæller os, at det her kan være nedarvede mønstre fra slægten. Noget der er gået igen i generationer og som vi ubevidst gentager. Kan/tør man gå ned ad den gang er det meget muligt, at man hurtigt kan løse noget der ellers har været en del af et dårligt beslutningsgrundlag i generationer. I mange liv.

Vi skal til roden, skal vi. Især hvis vi for tiden vælger det ”giftige” igen. Står i, med eller foran det gode og så alligevel vælger det eller den person, det forhold der ikke er sundt for os og slet ikke holdbart i længden. Det er så nemt at søge det destruktive nu. Skorpionen kan virke meget utilregnelig hvad det angår og det skyldes alt det her ubevidste mønster-valg-automat-reaktion-noget.

Det er dog slutningen på det år hvor vi designer et mere harmonisk, stabilt og simpelt liv. Hvor selvkærligheden og selvværdet er øget hos os alle.

Der må ikke være plads til det, der trækker os ned nu – og nu har vi alle tiders mulighed for hurtigt at komme til roden af det mønster og trække den op en gang for alle.

Louise Falkenberg

Er du Guldmedlem kan du under ”månedshoroskoper november 2023” se hvad der aktiveres for din ascendant og dit soltegn.

Kategorier