EKLIPSE I TYREN DEN 28. OKTOBER 2023. EN ENKELTBILLET TIL MIG-BY.

Brown Minimalist Aesthetic Home Decor Inspiration Poster

Det er en enkeltbillet til Mig-by, der venter forude på denne sidste eklipse i Tyren, der fuldstændigt lukker den cyklus der startede i januar 2022.

Hvis du ved hvor du har Tyren placeret i dit fødselshoroskop ved du også hvilke(t) livsområde(r) det handler om for dig. Du kan lægge dit fødselshoroskop gratis på forsiden af min hjemmeside. Du kan også blive Guldmedlem og få det serveret (se link for begge nederst). Eklipsen er på 5 grader Tyren, så har du noget der er det højaktiveret nu.

Tyren kan glæde sig til at smide sig på sofaen igen og æde pomfritter efter al den as og mas der har været i 2022 og 2023 og det er faktisk en rigtigt god eklipse/fuldmåneformørkelse, der venter denne gang. Vi er selvfølgelig stadig i skæbnetunnel og kan forvente forandringer, men skal det endelig være så får vi her en blød version med mange positive aspekter.

Det er en god weekend at være med sig selv, hvis det er muligt – som minimum tjekke ind med sig selv. Tyren er mig selv og med al den Skorpion-energi vi ellers har omkring os kan der være meget intens skyggearbejde aktiveret af omgivelserne for tiden. Det vil uvægerligt lukke et stort tema for os, og måske vi opdager også hvor meget vi egentlig har healet her. At noget egentlig ikke rører os længere.

Dette er en lille oase her hvor året for redesign af hverdagen går på hæld, så det er en rigtigt less is more / keep it simple-weekend. Det er slutningen på slutningen på slutningen. Ahh, fred og ro. Andres shit må blive hvor det hører hjemme, nemlig hos dem.

Not my circus, not my monkeys, som vi siger.

En god weekend for at tjekke ind i pengetanken. Det er både vores værdier i form af penge og ejendele, men også personlige værdier og hvordan de har været med til at forme et forhåbentligt bedre liv. Det Gode Liv var jo temaet her. Og om det var kampen værd.

Det er Tyren, når den er bedst. Vi kan med fordel gøre status over vores
Personlige værdier og hvordan de måske har ændret sig
Selvværd og hvordan det er øget, f. eks i form af bedre grænser
Selvkærlighed og hvordan det er aktiveret i højere grad

Der er en god gammel sandhed i, at det kun er en selv der kan bestemme hvor meget man er værd. Andre kan ikke få en til at føle sig mindre, dum eller andet uden at man selv giver tilladelse til det.

Aldrig. Det kan ikke lade sig gøre.

Og det kan være udfordrende at huske når vi samtidig har Mars, Solen og Merkur i Skorpionen, og projektionerne flyver rundt alle vegne. Skorpionen kører primært på fight or flight, bevidstheden her kan være meget begrænset når vi følger vores instinkter.

Hvad er det vi reagerer på? Er det skygger og historier fra fortiden?

Med Tyren ser vi tingene for hvad de er ligesom vi må acceptere, at noget er som det er. Især andres valg. Også selv om følelserne stikker meget dybt.

Det er godt at tjekke ind med sine fysiske omgivelser. Hvad har stadig værdi, hvad har ikke. Hvad kunne få mere værdi – måske endda ret let? Tyrens dovenskab er en af de gode egenskaber, for så kan vi være sikre på at vi kun letter nummeren hvis det virkeligt er det værd.

Det store spørgsmål kan nemlig let være: Er det virkeligt nødvendigt, det her? Nyder jeg det her liv eller det her område af mit liv?

Mange år med adskillige transitter i Stenbukkens tegn har måske efterladt et mønster på automatpilot, hvor vi gør tingene sværere end de er. Mennesker har det med at tillægge et resultat større værdi hvis det har været hårdt eller langsommeligt at opnå og det er der ikke ret meget keep it simple over.

Hvor det i nogle tilfælde kan være en god proces, er det ikke her fremtidens energier ligger. Vandmanden, som bliver en af de førende arketyper de næste mange år er en work smart – not hard type. Der skal nye og mere effektive systemer på de gamle principper og strukturer. Det skal passe til individet til at være fri.

I en eklipse går vi nemlig all in. ”Gider du virkelig det der de næste mange år?”, spørger Tyren nede fra lavendelskumbadet. "Er det virkelig din fremtid baseret på den du er nu - ikke den du var engang?"

Endelig kan vi også se et konkret resultat af noget, vi måske har investeret i. Linjerne er i hvert fald trukket tydeligt op, så har man øvet sig på Fur Elise siden januar 2022 sidder den nok i skabet nu.

Jupiter er så smukt investeret i denne eklipse, så udfald kan være meget, meget positive og håbefulde. Så længe vi holder det simpelt, holder det godt, sundt og enkelt. Det der med at forcere tingene og måske prøve at transcendere det fysiske legeme, undertrykke vores behov etc – det går simpelthen ikke når det er Tyren.

Vi kommer automatisk til at se på hvad vi omgiver os med. Hvad vi dufter til, hvad vi smager, hvad vi putter i kroppen. Hvordan tøjet føles på kroppen. Hvordan sanserne aktiveres, hvordan vores omgivelser er smukke og gør os glade - og det gør man slet ikke gennem kroppen i en meditationsstilling, som man ville se det i Østen. Det hører en anden energi til, det her med at overhøre kroppens behov og beskeder for at søge noget større – og vi er lige præcis det modsatte sted.

Vi er der hvor der er god mad og rart at være. Hvor der dufter godt. Vi har gode grænser her, et lille fort omkring os når det er Tyren – og der skal ikke nogle unødvendige projekter eller grimme energier ind, også selv om vi måske har hældt penge eller energi i det tidligere.

Nope.

Det er slut.

End of story.

Tilbage til skumbad og lavendelolie.

Kunne man måske også få nogle flere pomfritter herovre?

Og remo.

Mere remo, tak.

Louise Falkenberg

Guldmedlem: https://medlem.louisefalkenberg.dk

Hjemmeside: Http://louisefalkenberg.dk

Kategorier