EKLIPSE I VÆGTEN DEN 14. OKTOBER 2023. DE VILDE HESTE.

Yellow Sunset Motivation Quote Instagram Post

EKLIPSE I VÆGTEN DEN 14. OKTOBER 2023. DE VILDE HESTE.
Den 3. oktober 2005 havde vi en eklipse (solformørkelse), der startede en cyklus på det livsområde eller del af vores felt, hvor vi har Vægten placeret.

I morgen den 14. oktober 2023 slutter den cyklus eller en fase af den og starter en ny runde.

En eklipse fortæller altid samme historie. Sandheden kommer for en dag og der skal rykkes der, hvor vi er stagnerede. Det starter også 14 dages eklipsekorridor hvor universet overtager jordens spillebrikker, mens vores fornemmeste job er at eksistere og prøve at undgå for meget drama omkring de nogle gange voldsomme og uventede hændelser, en eklipse altid frembringer.

Der er altså intet normalt nu samt de næste to uger frem og i bedste Vægt-stil er dette også en eklipse hvor der er lidt af hvert. Lidt til den ene side og lidt til den anden side. Ellers kan vi jo ikke finde det der gyldne midterpunkt, vel?

På den ene side er det en eklipse med harmoniske aspekter der gør, at selv om noget kan være lidt skræmmende så glider vi ret let ind i det nye. Den er rimeligt rar og fløjlsblød, men så også lidt rå. Det skyldes, at Pluto er i kvadrat så sjælen sidder på spring og ser til, at vi nu også rykker hvor det er tid.

For fremgang kommer vi ikke uden om her. En eklipse i et kardinaltegn i en tid, hvor mange planeter er gået direkte efter lang tids retrograd: vi skal rykke fremad og det kan gå ret stærkt.

Det er dog hverken noget der er nyt eller overraskende for os.

Eklipsen ligger på den Sydlige Måneknude og en Pluto, der har redet rundt og rundt om samme emne og livsområde hos os i 15 år (!) gider simpelthen ikke sadle den hest én gang til.

Nej, der er ikke mere der skal planlægges, analyseres, debatteres eller fornuftiviseres. Merkur er endda sat helt ud af spillet her, så vi kan ikke engang liiiige få en prøvetur mere inden vi beslutter os.

Alle er trætte af os. Vi er trætte af os selv. Ikke flere undskyldninger nu. Ikke mere jamen jeg er den flinke der sidder her og ser til, at alle har det godt, reglerne bliver overholdt selv om jeg slet ikke selv får opfyldt mine behov og drømme. Nej, det er ikke smukt og heroisk - det er giftigt og pisseøv at være sådan. Både over for en selv og andre.

Den offerrole indløser også lige et ekstra sideblik fra en træt Saturn i Fiskene. Ja, det vi må gøre involverer sikkert noget mindre komfortabelt, måske endda noget vi frygter (det er trods alt en eklipse). Ellers havde vi gjort det for længst.

Eklipser er kun ”farlige” hvis man har lurepasset og ikke taget ansvar hvor man skulle have taget ansvar.

Når det er i Vægtens tegn handler det om partnerskaber af alle slags. Ægtefælle, kæreste, ven, veninde, business partner, kunder, ekstern hjælper, konkurrenter mv. Her er masser af opbrud og nye kontrakter, der skabes nu.

Og så handler det også om partnerskabet med os selv. Hvor vi er eller ikke er vores egen bedste ven. Det er vi ikke hvis vi taler os selv ud af noget vi rigtigt godt kunne tænke os, medmindre det er komplet idiotisk til at begynde med.

Nogle gange skal der ikke tænkes mere. Vores krop, sjæl, underliv, mave, hjerte ved godt hvad vi gerne vil. Det er nok ret simpelt. De ledende energier for tiden er meget simple og instinktive, de kræver ikke komplekse, intellektuelle løsninger overhovedet.

Måske skal vi bare sige nej til den invitation. Vi gider jo ikke.

Måske skal vi bare indrømme, at vi gerne vil det partnerskab der. Vi vil jo rigtigt gerne.

Måske vi skal gøre det gennem kanalisering af powerenergi ved at smadre løs på en pude i stedet for at intellektualisere smerten gennem klogeågebøger der kun begrænser handling.

Måske skal vi holde op med at prøve dialogkaffe med fjenden og i stedet få fat i et godt våben til legendarisk slåskamp.

Måske skal vi holde op med at snakke om vores forhold og i stedet bare smide tøjet foran kaminen.

Og så videre og så videre.

Pointen er, at vi skal ud af et mønster omkring partnerskaber, så vi skal enten prøve noget vi allerede kender på en ny måde eller få lov til at gentage samme mønster i nye omstændigheder. Det kommer an på hvor meget vi har lært.

At bryde fri skal vi uanset. Af alt der er ”gift” i partnerskaber.

Codependency, manipulation, magtkampe, far-mor-projektioner, at forholde os selv nydelse og lykke og hvad vi ellers har. Mærkværdige samfundsnormer der ikke understøtter et naturligt menneskeliv. Der skal nye kontrakter og mønstre til uanset hvor meget ligusterfascisterne i nabolaget glor med over hækken.

Nogle gange skal hammeren eller i dette tilfælde sværdet falde og de vilde heste slippes løs uden sadel.

Dette er en af de gange.

Louise Falkenberg

Er du Guldmedlem kan du under ”månedshoroskoper oktober 2023” se hvad dette handler om for dig (du kan også læse det i årshoroskoperne).

Kategorier