MERKUR I VÆGTEN OKTOBER 2023. EN FILM OM FRED.

Instagram post lake nature photo motivational quote

MERKUR I VÆGTEN OKTOBER 2023. EN FILM OM FRED.
Merkur trådte i nat ind i Vægtens tegn efter flere måneder i Jomfruens tegn. Det er et af mange energiskifte denne måned, og kan hjælpe til balance og diplomati i en ellers mere turbulent tid.

Når det er Vægtens tegn er det freden, der vinder. Hvis der altså ikke skal en krig til at opnå freden. Vi er godt på vej ind i eklipse-sæson, der altid vil sørge for at brikkerne bliver sat som de skal – og her har vi ikke nogen indflydelse. Derfor er det godt at tillade, at tingene er som de er lige nu og ikke presse for hårdt på noget eller nogen.

Det stærke er stærkt, det skrøbelige er skrøbeligt. Noget er permanent og noget andet har en deadline. Vægten kan være voldsom når det kommer til ekstremer for hvis ikke man har været helt ude i ekstremerne, hvordan skulle man så kunne vide hvor den gyldne middelvej er?

Det ekstreme bør dog på ingen måde komme fra en selv her. Det er et godt tidspunkt at holde sig fri og ubekymret, ikke presse på, regulere eller i det hele taget gøre for meget. Ej heller tænke for meget over noget.

En god måde at bruge Merkur i Vægten er på at forskønne og balancere sine omgivelser, sit hjem, sin garderobe, sit udseende etc. Nyde denne fantastisk smukke årstid og indtage den klare luft i det fri.

Vægtens store force er evnen til at trække sig følelsesmæssigt og se noget fra et nøgternt perspektiv. Sådan tager Vægten fornuftige og logiske beslutninger.

Vi kommer dog ikke uden om, at selv om Merkur kun befinder sig her i et par uger, så har vi alligevel både Solen og Mars i Vægten – og det alt sammen på den Sydlige Måneknude med en stærk eklipse på vej den 14. oktober.

En eklipse på den Sydlige Måneknude betyder, at der er noget vi må efterlade for at få noget andet (som kan være ”mørkt” lige nu, altså skjult for os. En eklipse er en formørkelse). I dette tilfælde handler det om overdreven hensyntagen til andre mennesker.

Enhver, der ved bare lidt om astrologi kan forbinde Vægten med, at de er lang tid om at beslutte sig. Der skal vejes for og imod, forhandles og spekuleres frem og tilbage.

Hvad de færreste måske tager med i den ligning er, at Vægten er lang tid om at beslutte sig fordi den tænker på alle involverede (!) og prøver at finde den optimale løsning – for alle!

Det er ikke nødvendigvis den rette vej frem nu da vi står i lidt af en tag-din-egen-iltmaske-på-først-situation. Fordi Vægten handler om partnerskaber vil indsigter komme til os via det spejl, andre mennesker er og grundet nogle andre aspekter kommer vi til at se os selv meget klart her.

Hvor vi måske var skurken selv om vi troede, at vi var helten – eller omvendt. Hvor relationer ikke er gensidige eller balancerede, uanset om de er private eller professionelle.

Og endelig hvor der er relationer, som måske ikke er det værd længere. Hvor regningen er for stor at betale.

Som nævnt er det de logiske og fornuftige beslutninger, der regerer nu. Vægten er rationel og dømmer ikke – det gjorde vi da Merkur var i det forrige tegn.

Det er bare vigtigt at forsøge at få klarhed over situationer og relationer uden nødvendigvis at beslutte noget endeligt eller handle på det.

Delvist fordi vi måske skal have en slags nødberedskab klart, når vi ser hvad de kommende eklipser smider op i luften og delvist fordi det her skal have tid. Når Merkur træder ind i Skorpionens tegn senere på måneden kommer det sort-hvide helt af sig selv. Så er der ikke mere afvejning, så er man enten inde eller ude.

Fred, diplomati, takt og tone er vejen frem – en vej, der på det dybeste plan bør være vores sjæls egen vej.

Det vigtigste er dog at observere udefra som var ens liv en film, man var inde at se i biografen.

Vi skal tidsnok få næste scene at se.

Louise Falkenberg

Er du Guldmedlem kan du i databasen under ”månedshoroskoper oktober 2023” se hvad alt det her betyder for dig (læs under din ascendant for ”forecasting”, altså hvad kan du forvente på hvilket livsområde og under dit soltegn for at se, hvor du med fordel kan være mere aktivt selvudviklende).

Kategorier