SOL-URANUS 8.-10. MAJ. VANISH.

Black Cleaning Service Logo

Selv om vi er igennem årets mest hardcore eklipse har støvet ikke helt lagt sig endnu. Forude venter den årlige Sol-Uranus konjunktion, denne gang i Tyrens tegn og det vil præge en uge, der i forvejen har nogle meget rastløse, foranderlige og endda revolutionære aspekter.

Uranus er vores højere intelligens alene af den grund, at vi ikke har bevidsthed til at tænke så langt, stort eller se det hele oppefra. Derfor kan det opfattes som noget der kommer som et lyn fra en klar himmel.

En ide, en indsigt, en nyhed, en forandring.

Klarhed. Ohhh my god, det er SÅDAN det hænger sammen.

Pludselige beslutninger og handlinger.

HEUREKA. Lad mig straks komme ud af det her badekar.

Det er ikke så lidt af en gave at få på et tidspunkt, hvor alt nærmest står stille. Livet bevæger sig for tiden i slow motion som kun Tyren og Merkur retrograd her kan, netop for at vi kan få overblik over hele lærredet.

Tingene begynder snart at komme op i gear igen. Fra mandag er Merkur i Tyren direkte, dagen efter går Jupiter i Tyren. Ikke fordi det er nogle speedy gonzales aspekter – overhovedet – men vi begynder at få fokus på hvad vi vil manifestere.

Når Solen går i Tvillingerne begynder det at gå stærkt, så kan vi ikke få samme overblik som nu.

Tyren handler om hvordan vores bedste liv skal se ud og det kræver, at vi er nøjagtige og reflekterende så vi kan gøre det ordentligt denne gang.

Vi er stadig i gang med pletten fra Skorpion-eklipsen i fredags. Er du besat af noget for tiden? Tyre-energi kan være meget besidderisk.

Aha. Godt så.

Er du egentlig interesseret i det, du er ”besat” af?

Se hvad der ligger under. Vi har 2 måneder tilbage med Skorpionen på den Sydlige Måneknude (og så må den transit gerne defilere til en galakse langt, langt væk..), så er der stadig noget underliggende der er ”giftigt? Noget unaturligt?

Kan det være slægtens mønstre? Med Venus i Krebsen kan det stå endnu mere tydeligt om vi lever en kopi af vores forældres eller forfædres liv.

Noget skal re-designes og det kan vi nå nu.

Når det er i Tyrens tegn Uranus møder Solen kommer gennembruddet med en vis sandsynlighed i forhold til noget vi indtager.

Det er typisk mad og drikke, men også musik, dufte og smage i det hele taget. Det er det tøj vi har på kroppen, hvordan det føles. Den sofa vi sidder i, energien i det rum vi befinder os i.

Uranus opleves rebelsk fordi den er autentisk. Det er den vi egentlig er. Fannerme nej om jeg gider have denne her rullekrave på, der kradser (mit mareridt) eller denne her polyfuckingester uniformsskjorte af smeltet plastic.

Øv hvor jeg gider at spise eller drikke det her bare fordi alle de andre gør. Nabolaget, familien, vennerne, kollegerne.

Kan jeg egentlig lide denne her parfume eller parfume i det hele taget? Vil jeg hellere høre noget andet musik end det de andre hører? Er kombucha sundt, velsmagende eller bare populært? Og så videre og så videre.

Eklipsen i fredags faldt i mit 6. hus for bl.a sundhed og det var mit opgør med koffein én gang for alle. En af mine venner droppede energidrikke. Begge dele noget, der er åbenlyst giftigt og bare snotdumt at indtage i forhold til nuværende og kommende konsekvenser.

Det er stadig den energi vi har her. Det der man ikke gider gøre noget ved. Den sten man ikke har lyst til at løfte fordi man godt ved, at der myldrer en masse insekter ud når man gør det.

Omvendt er det også noget vi bare ikke længere har råd til at være en del af. Noget der koster tid, penge, energi, helbred. Livskvalitet.

Uanset hvad der kommer op er det bedst at tillade det at komme op nu. Lad den vulkan spy af gift, mørke, tårer, insekter, frustration og arrigskab. Ud med det. Det er godt bagefter selv om det måske er klamt undervejs.

Uranus er voldsom og det er virkelig ikke en uge at lade det gå ud over andre. Konsekvenserne kan være uoverskuelige her, især fordi Mars i den overfølsomme Krebs møder Eris i den kampklare Vædder. Slå i en pude, få professionel hjælp og alt det der hvis du har brug for det. Der er dog ikke meget luft i luften, så der er måske ikke meget at tale om. Det er mere følelser etc.

Der er måske en masse drama og ja, det er en del af processen at vi skal igennem denne her intense passage. Det er nu tiden er til det, ikke om 1 eller 2 måneder, så dumt at udsætte det.

Husk også, at vi er i sidste fase af Merkur retrograd så jo mere stagneret, tungt, fastsiddende, nagende, monotont, giftigt, klemmende, frustrerende og kradsende vi har brudt igennem, desto renere lærred at male på når det hele snart rykker fremad igen.

Og med Uranus går det stærkt. Det er ligesom det der vidundermiddel Vanish hvor man lige tager pletten vupti og snavset er væk, som reklamen lovede.

Vanish – og snavset er væk.

Noget eller nogen er ihvertfald.

Louise Falkenberg

Kategorier