Saturn i Fiskene 2023-2026. En virkelig drøm.

Blue Positive Motivation Quote Instagram Post (1)

SATURN I FISKENE 2023-2026. EN VIRKELIG DRØM.
Saturn træder ind i Fiskenes tegn tirsdag den 7. marts 2023 og bliver her frem til 2026. Det er 30 år siden Saturn sidst befandt sig her, hvilket betyder at der kommer struktur, ansvar og reality tjek inden for de områder Fiskene hersker over samt hvor vi selv har Fiskene placeret i vores horoskop.

Er du Guldmedlem kan du se det i ”Månedshoroskoper marts 2023” samt høre om det i detaljer i online-foredraget i databasen. Der kommer også et separat indlæg som altid.

For os alle betyder det først og fremmest, at Saturn forlader sine egne tegn efter næsten 6 år her (!). Det er altid nogle stramme transitter der kræver meget af os individuelt og i samfundet.

Det gode ved, at Saturn skifter til Fiskenes tegn er, at den hårdhed og strenge krav opløses – til gengæld fungerer strukturer ikke nær så godt hvilket uundgåeligt vil medføre et vist kaos.

Hvor Vandmanden og tidligere Stenbukken havde med regering, politik, distribution og infrastruktur at gøre, så er Fiskene lukkede institutioner, f. eks hospitaler, fængsler, ashrams og lignende. Kollektivt flytter tyngden altså hertil.

Fiskene hersker også over mental sundhed, som vi kan regne med bliver et gigantisk tema de kommende år. Dette både i forhold til strukturerne (Saturn) som nævnt oven for, men også i vores egne liv.

I langt de flestes tilfælde ser vi på eskapisme og her er Saturn altså lidt af en dræber hvilket selvfølgelig er for vores eget bedre. Netop som man er godt i gang med sin ottende bane kokain tændes lyset, musikken slukkes – nu er ordensmagten her. Vi kigger rundt og pludselig er stedet ikke så glamourøst som det var da der var tågemaskine og discolys.

Saturn vil ikke have, at vi ofrer os for noget eller nogen på bekostning af vores egen sundhed. Man kan med andre ord ikke få lov til at sabotere sig selv længere og skal vælge sund eskapisme.

At se en god film kan være sund eskapisme. Vi trænger til at koble af og måske grine eller drømme og flyde hen på sofaen et par timer. Måske have et enkelt glas rødvin eller danse lidt.

Med Saturn i Fiskene kan vi ikke bingewatche alle afsnit på Netflix eller stirre ind i vores telefon hele dagen. Ej heller kan vi flygte fra virkeligheden gennem stoffer, alkohol, kreativitet, spiritualitet, dagdrømme, computerspil eller tv-serier.

Saturn er altid 1:1. Det arbejde vi lægger giver et åbenlyst resultat.

Et godt eksempel synes jeg er de amerikanske skuespillere Robert Downey Jr. og Charlie Sheen. De er begge født i 1965 med få måneders mellemrum og har således deres Saturn-hjemkomst foran sig. Der, hvor vi får resultaterne af det liv vi har valgt at leve de sidste 28-30 år.

Begge tog engang stoffer. RDJ valgte undervejs at skifte spor, blev clean, fik kone, børn og kæmpesucces. Charlie Sheen valgte at fortsætte med stoffer, han fik en masse skandaler og er nu HIV-smittet.

Rollerne kunne lige så vel være byttet om. Det er udelukkende et spørgsmål om at tage valget og gøre arbejdet.

Saturn fortæller altid historien om de åbenlyse spilleregler på jorden. Om ansvar og konsekvens, og om at tage sunde, afgørende beslutninger om at leve et ansvarsfuld og godt liv struktureret på et fundament af de spilleregler.

Lever jeg i en fantasiverden eller bruger min spiritualitet, bevidsthedsudvidende stoffer, medier og lignende som eskapisme, altså virkelighedsflugt, kommer der konsekvenser til at hjælpe mig til at blive mere voksen.

Saturn får ting til at ske. Saturn bryder sig absolut ikke om potentiale, men ser på hvad der er at arbejde med og hvad der skal gøres i virkeligheden.

Det er virkeligt gode nyheder for både den kreative og spirituelle branche, der plejer at servere særdeles gode produkter under Saturn i Fiskene-transitter. Dette hvis man altså har et kvalitetsprodukt og er klar til at gøre et stykke arbejde, man nok tidligst ser det store resultat af om 3 års tid. Saturn er altid 2 skridt frem og 1 tilbage, men belønner stort i den anden ende (!).

Det er en langt smukkere transit end vi har haft de sidste 5-6 år om end den som nævnt også er kaotisk. Det skyldes, at hvor vi har været igennem et levende fængsel de forgangne år og haft oprør, demonstrationer og lignende, så er Saturn i Fiskenes mere sådan noget med at tingene bare opløser sig og flyder ud. Peace out, man. Folk gider ikke rigtigt holde rækværket og reglerne oppe længere, næh jeg vil hellere ligge på en strand nu – og det har altid konsekvenser for strukturer i samfundet der ikke kommer til at være specielt effektive under denne transit.

Det er altså en meget svagere Saturn hvilket er godt, hvis grebet om noget var for stramt, men ikke godt hvis noget allerede er ved at skride eller man prøver at holde sammen på noget. Det kan være samfundsstrukturer, men også i ens eget liv.

Hvis man ved, at man har nogle mentale eller følelsesmæssige udfordringer, hvis man saboterer sig selv og sin fremgang kan det være et afgørende tidspunkt at få noget professionel hjælp og bedre værktøjer til at håndtere en tilværelse, der nogle gange kan være svær.

Der er meget at fortælle om den transit, ikke mindst fordi den kommer til at rejse med næsten 6 år med Neptun hvilket bliver surrealistisk, så vi kommer uden tvivl til at skulle trække grænser mellem fantasi og virkelighed mange, mange gange. Måske endda flytte grænserne for hvad der er virkeligt og hvad der ikke er.

Saturn kommer med tyngde, ædruelighed og øget ansvar hvilket på ingen måde behøver at være dårligt. Måske man er blevet forfremmet, selvstændig, forælder eller andet spændende.

Endelig kan man jo også selv beslutte sig for, hvad man ønsker at få ud af Saturn gennem Fiskene de næste tre år. Hvor man måske vil være mere disciplineret, opgradere kompetencer, blive mere voksen og lignende.

Noget man vil være stolt af at have gennemført, noget som er besværet værd. Det kan være en bedre livsstil, vægttab, uddannelse, flere venner, et godt partnerskab eller parforhold, mere sikkert pengeflow, bedre boligsituation og meget andet (igen – kig i månedshoroskoperne for marts for Guldmedlemmer for at se hvor Saturn selv synes der skal strammes op eller du skal til next level).

Det er tid til at bygge en virkelig drøm :)

God rejse til os,
Louise Falkenberg

Kategorier