Venus i Fiskene jan-feb 2023. Det bedste til mig og mine venner.

Brown Elegant Let's We Party Instagram Story

VENUS I FISKENE JAN-FEB 2023. DET BEDSTE TIL MIG OG MINE VENNER.

For den, der i dag har mærket et energiskifte til det meget hyggelige, feminine, drømmende, bløde, kreative, spirituelle og romantiske kan glæde sig over at kunne sejle videre på den lyserøde marshmellowbåd de kommende 24 dage.

Venus er nemlig skiftet til Fiskenes tegn, og hun bliver ikke mindre Disney undervejs på den tur.

Venus er ophøjet i Fiskenes tegn. Her taler vi ikke kun jordisk kærlighed, men overjordisk kærlighed. Empati. Næstekærlighed til alle levende væsner.
Bevares, Kurt nede i nummer 7 er stadig en nar de kommende uger, men det er som om vi lidt bedre kan favne og elske ham alligevel.

Det er en skøn transit. Det kommer vi ikke uden om.

Og hvorfor ville vi også det?

Det, vi kan være opmærksomme på er, at Venus i Fiskene ikke altid har gang på jord. Der kan være fantasi og illusioner, men det betyder jo ikke at det ikke kan blive til noget – bare at vi skal vide, at det er det ikke blevet endnu.

Får man her en trang til at redde alt og alle er det måske godt at lade det blive ved fantasien indtil videre. Kræfterne og energien er ikke til det.

Fiskene kan lide at være mere isolerede, mere i sengen eller bare bag kulisserne for at lade op og måske drømme sig frem til næste eventyr.

Det er en meget healende periode efter nogle svære perioder, og da dette årti om noget beder os om først og fremmest at understøtte os selv, udvikle os selv til sunde individer gennem alle forandringerne, gøre det der gør os glade, det der oplader os, er det meget godt primært at vende den gode energi indad.

Både for healing, men også for at mærke hvor kærligheden til os selv ligger og ikke mindst hvor vores passion er. Vi går snart ind i et af de største skift for autenticitet.

At være helt sig selv, gå sin egen vej, opfylde sine drømme og ønsker i stedet for som altid at skubbe det til side og alligevel tage ind på det sjælsknusende arbejde.

Vi kan ikke den form for martyrium længere. Det burde nærmest være umuligt at komme ud af døren til noget, hvor man undertrykker og ignorerer sig selv.

At blive den bedste, mest sunde, kærlige, succesfulde og harmoniske version af os selv er den største healing, vi kan give verdenen. Det største bidrag er at være en sund celle i det samlede, globale legeme.

Vi kommer heller ikke uden om, at Venus i Jupiters tegn har store armbevægelser. Virkeligt store armbevægelser. Vi kommer nemt til at overgøre det her, især når det kommer til alkohol og pengeforbrug.

”Tjener! Kan jeg få det bedste til mig og mine venner!”, lyder det gang på gang.

Det kan skabe mange gode minder og store huller i pengepungen eller endnu mere fedtlever. Kan vi som altid finde en balance og holde en fod på jorden er det en af de skønneste perioder på året i en måned, der mest er rolig, glad og blød.

Tjener!

Det bedste til mig og mine venner!

God weekend,
Louise Falkenberg

Venus er i Fiskenes tegn til den 20. februar 2023, hvor hun skifter til Vædderen.

Er du Guldmedlem kan du logge ind under "månedshoroskoper januar 2023" og se hvad Venus i Fiskene betyder i praksis for dig :)

Kategorier