11. - 21. DECEMBER 2022. EN MAGISK TID.

Blue Elegant Merry Christmas And Happy New Year Facebook Cover

Det er sådan en interessant tid frem til den 20. – 21. december når Jupiter træder ind i Vædderen og vi har vintersolhverv (Solen træder ind i Stenbukken).

Selv om vi energimæssigt ikke slutter året ved kalenderårets slutning, men først ved forårsjævndøgn omkring den 20. marts 2023, kan 2022 for en gangs skyld føles som om det rent faktisk går på hæld når kalenderåret slutter.

Jupiter er på sine allersidste grader i Fiskene, hvilket kan lukke mange livs karma, sjælskontrakter opløses, mønstre slettes og meget andet. Det er store tider vi står i selv om meget af det er usynligt for det fysiske øje.

Resultatet er nok ikke til at overse, dog. Temaer, der måske har været der hele ens liv er forsvundet, er ikke relevante længere.

Skyttens rene ild-energi kommer med visdom og bevidsthed. Hov, nu er der ikke længere energi på den situation, det tema, den relation. Pfsfssttt, stearinlyset er pustet ud.

Der er ingen grund til stor identitetskrise nu, selv om mange nok er i gang med sådan en. Ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved det. Det er bare som det er, det er helt ok. Der er slet ingen grund til drama eller til at gå ind i noget konfliktfyldt eller forvirrende.

Cyklusser er cyklusser, de har en begyndelse og de har en slutning. Denne slutning er stor. Skytten har overblikket, det har vi almindelige mennesker måske ikke – men nu hvor flere planeter er gået i Stenbukkens tegn (Venus trådte i Stenbukken i går) kan vi nok mærke, at det er tid til at skille sig af med noget i praksis.

Hvad er min tid værd, hvad er mine ressourcer værd? Der kan være sider af os selv der opløses og noget nyt, der kommer ind – og det skal være noget, der holder i mange, mange år.

For de fleste mennesker på de fleste livsområder er vi ved at gøre klar til den lange bane, måske endda for livet, så det er store ting der er i gang.

En magisk tid med mange smukke lys og håb i mørket til det pludselig vender – og denne gang ikke bare mod et nyt år, men mange nye år med det gode liv.

God søndag,
Louise Falkenberg

Kategorier