VENUS OG MERKUR I SKYTTEN NOV-DEC 2022. HVAD NABOLAGET GEMTE.

VENUS OG MERKUR I SKYTTEN NOV-DEC 2022. HVAD NABOLAGET GEMTE.
Venus er den første der i morgen tidlig træder ud af Skorpionens mørke hule og kravler op mod lyset, ind i Skyttens tegn. Torsdag morgen følger Merkur.

Dødsprocessen er ovre, vi er genfødt på ny – måske med helt nye måder at se livet på og muligheder for at sætte tingene sammen på sundere måder end de var før.

Det giver os også noget ild hvilket kunne være tiltrængt. Der er ikke meget fut i samfundet for tiden, alt går langsomt, men det er også en god tid for refleksion. Merkur og Venus er dog færdige med at summe i mørket, skyggerne er integreret og vi har fornyet forståelse af hvad vi ønsker og hvad vi ikke ønsker.

Skytte-energi kommer til at være fremherskende den kommende måned og det er – i hvert fald i min optik – tiltrængt. Den kommer med frihed, visioner og trang til at gå på eventyr.

Er vi krøllet sammen i et hjørne er det på tide at rejse sig, strække kroppen ud og stolt gå ud for at se, hvad nabolaget kan byde på. Bare lade intuitionen råde og se, hvor universet vil vise os hen.

Skorpionens tendens til at gemme og lumre på tingene skal helst skrælles af hurtigst muligt, her er der en meget stor forskel på Skorpionen og Skytten.

Skytte-energi kræver fuldt display. 100% transparens. Værsgo, her er min bagerbutik hvor du kan købe det hele.

Her er mine følelser, tanker, værdier, ønsker, håb og drømme. Her er mine principper, mit perspektiv, min sandhed. Her står jeg rank uanset hvad omgivelserne mener.

Det passer unægteligt også bedre til de energier der gør, at alt for tiden er oppe i luften. Der er nok få der har vished og overblik over, hvad der skal ske. I så fald kan de ligge en surprise eller to herfra og frem til marts 2023.

Der er ikke så meget at holde fast i for tiden.

Men det er heller ikke meningen.

Saturn er i flot sekstil til Skytten, her skal vi nok få hjælp til at smide det ud der måtte vise sig at være varm luft. Det, der ikke kan holde i længden. Skytten elsker potentiale og kan blive meget begejstret, men Saturn vil også have kvalitet og langtidsholdbarhed, så det er et meget fint makkerpar.

Vi kan nærmest blive hvad som helst den kommende tid. Det er også derfor det er vigtigt at holde sig åben. Åben over for hvad omgivelserne har at byde os, men også for hvad vi selv indeholder.

Pludselig er den forfatter, den filosof, den professor, digter eller eventyrer der.

Usikkerheden omkring fremtiden forsvinder ikke, tværtimod kan der nu komme flere muligheder i spil så her skal der måske jongleres med lidt flere bolde. Forskellen fra før er, at vi nu ikke længere er i mørket, men tværtimod skal gå med det i lyset.

Tag det der kommer ind fra sidelinjen og bare følg med på eventyr. Det bedste, man kan gøre nu er at holde sig åben og afstå fra at ønske et bestemt udfald. Der kan være omveje vi skal tage, oplevelser vi skal have, bevidsthed der skal udvides for at kunne stykke det store puslespil sammen til sidst.

Nysgerrighed skal kilde smedens kat.

Og så skal der være håb. Og entusiasme.

Det er ad de veje vi finder nabolagets skjulte skatte.

Louise Falkenberg

Er du Guldmedlem kan du logge ind på din profil og kigge under "månedshoroskoper november 2022" for at se hvilket livsområde, der aktiveres for dig her

Kategorier