EKLIPSE I TYREN DEN 8. NOVEMBER 2022. PÅ TOPPEN AF VERDEN.

Purple and Orange Businessman on Top of Mountain Courses and Trainings for Professionals

Da jeg var barn havde jeg et stykke legetøj, der indeholdt kviksølv som gennem en labyrint skiftevis delte sig og samlede sig igen nye steder.

Det minder om den proces vi alle har været og stadig er i gang med hvilket altid er en del af eklipse-sæson, så det skal man ikke tage alt for personligt. Noget slutter, noget andet begynder. Nogle slår op, andre finder sammen, situationer ændrer sig osv osv.

Det, som gør morgendagens eklipse - udover at den lukker eklipsekorridoren ("skæbnevejen") for nu - ekstra interessant er, at den er i konjunktion til Uranus og kvadrat til Saturn. Derfor har vi lige et par ekstra omstændigheder, der primært handler om os selv. Hvad har vi gjort eller ikke gjort indtil nu, hvem er vi blevet til.

Har vi været autentiske, har vi været tro over for os selv (Uranus) og har vi forvaltet vores ressourcer optimalt (Saturn). Kan man svare ja til det, er det her nok det nemmeste vindue til et kvanteskridt mod en meget lysende fremtid.

Er det ikke helt der man er, kommer overlevelses- og selvudviklingsguiden til denne periode her:

Et udtalt emne her er partnerskaber. Romantiske, professionelle, kammeratlige. Fælles for alle temaer under eklipsen er, at det er noget der har brygget længe og så her kan koge over eller endda eksplodere.

Oplever man Skorpionens skyggesider er vi ude i klassisk dysfunktionelle forhold. Jalousi, kontrol issues, besættelse, besidderiskhed, magtkampe, codependency og lignende. Man elsker dem og hader dem samtidig. Man har brug for dem og alligevel slet ikke brug for dem.

Sounds familiar?

Det, eklipsen som er på den Nordlige Måneknude i Tyren ønsker for os er at vi træder ud af gamle, destruktive mønstre at gøre relationer på.
Venskaber, parforhold og lignende der er bygget på fortidens traumer og mønstre. Ofte kendt som ”twin flames” der i min erfaring i mange tilfælde er regulær traume bonding.

Venus og Merkur er meget langt væk i Skorpionens tegn, de ønsker at vi finder nye måder at tænke og elske på. At vi får opfyldt vores emotionelle og materielle behov ad helt nye veje herfra.

Tingene går meget, meget stærkt når vi er i eklipse-sæson og Uranus er involveret. Det er absolut et evolutionært kvantespring. Når intet alligevel er på sikker grund, er opskriften og målet den fysiske verden. Sansernes verden, som er det Tyren hersker over.

Er du helt ved siden af dig selv, så søg herhen.

Ud i haven.
Lækre varme futter på.
Et skønt, varmt bad.
Et dejligt måltid.
Yndlingsmusikken på
Ned i kroppen
Osv osv.

Hav tålmodighed, hav tillid til at det hele nok skal falde på plads som det skal.

Det betyder dog ikke, at vi ikke selv har et ansvar og en rolle at spille. Den er skam stor her, for en fuldmåne-eklipse er verdens største lommelygte, og den lyser 100% på det vi må og skal gøre noget ved nu – især hvis noget er åbenlyst uholdbart hvilket nok gælder for mange af os.

Vi har 6 planeter i faste tegn (!), så stædigheden er også åbenlys. Vi står bare fast, uanset hvor logisk eller hvor fedt det er. Måske jeg er i verdens værste parforhold/job/boligsituation, men hey – jeg ved da i det mindste hvad har og ikke hvad jeg får og hvad vi ellers har af gode klicheer.

Vi må ind til kernen her. Ind og se hvad det er for en sandhed der gemmer sig bag denne uholdbare situation.

Tror jeg virkelig ikke på, at jeg er mere værd?

Tror jeg virkelig, at det gode liv skal gøres sådan her?

Den Nordlige Måneknude i Tyren sender os alle mod det bedre liv, og det er også det mere simple liv. Tyren vil ikke have Skorpionens komplekse emotionelle dramaer der kan skifte fra hvid til sort, fra kærlighed til had, fra varme til kulde, fra liv til død på et splitsekund. Det skal være simpelt, enkelt, stabilt og forståeligt. Månen er ophøjet i Tyren af en årsag.

Alle får nok en stresstest i denne uge hvis den ikke allerede har været der. Har du bygget buret på autentisk vis bliver det jo stående, hvis ikke så falder det. Skal en dæmning brase sammen, er det her. Skal der være jordskælv, er det her. Det løser måske ikke det store problem, men forløser noget for nu – og kan Skorpionen på den gode måde love os noget, så er det at vi har de fornødne ressourcer til at stå igennem dette. Brug stædigheden på den gode måde, det ønsker Saturn også.

Gør vi det, så slår Uranus-lynet ned i den skal der gemmer på vores egentlige talenter og egentlige selv. Det er det der skal foldes ud her og her er intet giftigt.

Det er den person vi er i kernen. Det er her vores sandhed, lys, unikum og talenter befinder sig.

Uranus vil kun udfolde disse mere som året går på hæld og vi fortsætter mod de højeste tinder i Skyttens og Stenbukkens sæson, så vi må ikke lukke det ned eller lade andre slukke vores lys.

Det er blomsten på vej mod fuldt flor, her skal intet gemmes, lukkes ned, ignoreres eller overses. Hverken af os selv eller andre.

Det er den der sender os mod toppen af verden.

Som nævnt en særdeles autentisk eklipse vi står i. Meget real, men også meget forandrende.

Louise Falkenberg

Er du Guldmedlem logger du ind på din profil og kigger under "Månedshoroskoper november 2022" for at se hvilket livsområde der er aktiveret hos dig.

Kategorier