NYMÅNE I VÆGTEN SEPTEMBER 2022. NYE FREKVENSER.

Orange Cozy Hello October Instagram Story

NYMÅNE I VÆGTEN SEPTEMBER 2022. NYE FREKVENSER.

Søndag den 25. september har vi årets nymåne i Vægtens tegn.

Basic astrologi vil berette, at her er vi nået til de nye begyndelser for partnerskaber af alle slags. Nu har vi pillet nok navle, vi skal til at dele med og committe os til andre.

Vi har siden årets start (det energimæssige nytår i marts) sået, groet, passet, plejet, høstet og selekteret og er nu klar til at tage til markedet for at sælge vores varer, måske forhandle og prutte om prisen. Det er her vi er nået til når vi taler Vægtens tegn.

I år står vi dog i den sjældne situation, at 6 planeter er retrograd, herunder Merkur. Mange er måske ikke heeelt klar til det commitment eller til at sælge, forhandle eller prutte noget som helst. Vi vil sidde med det lidt længere, vi mangler mere information, vi er ikke klar eller vi bliver simpelthen forsinkede.

Vægte bliver ofte beskyldt for at have svært ved at vælge. Det er ikke uden grund. Vægten er det tegn der bedst forstår, at der med et valg også kommer et fravalg. At der er et evighedsprincip i det at vælge, og især i denne tid kan vores valg blive meget afgørende for det fremtidige blueprint.

Vægten handler ikke bare om at vælge, men også om at se muligheder – se noget fra flere sider. Når vi her vejer for og imod er det for at vælge det bedste. Ikke bare vælge noget.

Det skal være det bedste. Det, vi allerhelst vil. Det, der gør os gladest. Det med de højeste vibrationer. De bedste frekvenser.

Og så må man godt tage sig tid.

White Orange Brown Autumn Warm Cozy Phone Wallpaper

Solen og Månen er også de eneste der pt har fokus på kærlighed, forhold og partnerskaber. Alle andre planeter har gang i noget andet hvilket betyder, at det også meget vel kan være tilfældet for os individuelt.

Vi står i en meget intens Saturn-Uranus-kvadrat og har eklipse-sæson på vej. Det er en verden i stærk transformation, endda i oprør.

Fordi det ”nye” er ved at vinde kan vores afvejning ved denne nymåne også være eget syn på forhold i ens liv. Hvor bliver jeg anerkendt og respekteret for den jeg er nu, ikke den jeg var engang. Vi har ændret os meget de sidste par år og mange er trådt ind i eller ved at træde ind i langt mere autentiske situationer end nogensinde før.

Derfor er der også behov for gensidighed i de her nye begyndelser. Det er meget vigtigt, at vi investerer vores ressourcer i noget eller nogle vi kan spejle os i – uanset om det er privat eller professionelt.

Der kan være mønstre eller historier vi ikke har lyst til at gentage, det kan være typer eller vibes der simpelthen ikke hører til vores frekvens længere.

Det kan også være situationer hvor vi selv-doper. Dopamin-kulturen er på sit højeste. Skal man eliminere noget i den kommende måned (hvilket Vægten er fremragende til) kan det være alt der afholder en fra at tænke og føle klart. Distraktioner.

Det kan være Facebook, venindesnak, smøger, alkohol, sex, telefonen, fjernsyn, sukker, selskab, spiritualitet, nydelse af enhver art hvor vi bedøver os selv. Nu ville være et afsindigt godt tidspunkt at give sig selv, sin krop, sin sjæl så rene kanaler som overhovedet muligt.

White Orange Brown Autumn Cute Warm Cozy  Phone Wallpaper

Det er nøgtern beregning her hvor Solen og Månen er i det koldeste element. Godt for at tænke klart og for at tage nogle skarpe valg. Vi nærmer os de mest intense måneder i 2022 (oktober og især november), så det er godt at have klarhed – også selv om det er nogle ukomfortable energier vi står i.

Vægten handler om præcision. Om at tage det rette valg på rette tidspunkt. Saturn-Uranus kvadraten fortæller os, at vi måske ikke kan integrere det nye og det gamle. At der er nogle ting eller situationer vi aldrig vil kunne blande sammen og at det nu er tid til at indse det.

Eklipserne står på de faste tegns akse. Det vi bliver endnu mere presset til at tage en beslutning omkring her er lige præcis der hvor vi har lyst til ikke at ændre på noget som helst, men hvor det bare bliver mere og mere ubehageligt at være hvis vi ikke i det mindste committer os til en ny fremtid i stedet for at skubbe det valg foran os hele tiden.

For de hurtige er det hello fremtid og goodbye fortid. For resten er det ikke.

I hvert fald ikke endnu. Som nævnt mange gange i år er 2022 et kosmisk venteværelse. Vi er ved at slutte mange store cyklusser, alene de næste 6 måneder vil mange strukturer falde og intet stort går i gang før 2023 alligevel.

Til gengæld kommer det også til at gå stærkt allerede fra årsskiftet, så jo mere toptunet man er med mål, retning, team og klarhed, desto bedre. Det er ikke der man først skal gå i gang med at pakke rygsæk.

Vi vil ikke stå til den tid og stadig have drømme og visioner. Der er en trang til at lade realitetens sværd falde og se på hvad vi egentlig har eller skal have i virkeligheden - og denne nymåne er særdeles potent for magiske manifestationer og fantastiske partnerskaber.

Den drøm der kun forbliver en drøm den er jo en løgn.

Louise Falkenberg

Er du Guldmedlem kan du logge ind på din profil og kigge under "månedshoroskoper september 2022" for at se hvilket livsområde der aktiveres for dig.

Kategorier