Venus i Løven aug-sep 2022. All about me.

Black Pink Minimal Letter Q Beauty Logo

VENUS I LØVEN AUG-SEP 2022. ALL ABOUT ME.

Venus træder i dag ind i Løvens tegn hvor Venus selvsagt elsker at være. Det mest romantiske, generøse og livsnyderanlagte tegn byder kærlighedsgudinden velkommen med åbne arme.

Som med alt andet for tiden er der både lagt en dæmper og et pres på dette ellers fantastiske aspekt – og det er der god grund til. Lad os se på hvorfor.

Det, der venter Venus undervejs er en Saturn-opposition og en Uranus-kvadrat. Derudover en fænomenal Jupiter-trigon, den kommer jeg tilbage til.

Saturn i opposition betyder restriktioner. Niksen biksen, du kan ikke komme her med dit store hjerte og kæmpe generøsitet.

Uranus i kvadrat betyder, at vi har en insisterende finger trykket ind mellem ribbenene der minder os om, at vi skal foretage en forandring.

Hvorfor nu det? Hvorfor kan Løvens varme og store kærlighed nu ikke komme i fuldt flor hele vejen igennem denne transit?

Fordi der er noget galt. Fordi vi ikke længere kan varme det, der hverken kan eller skal varmes. Fordi vi ikke kan gå ind og ud af vores krop grundet omstændigheder, der ikke er det værd.

Kroppen er nøgleordet her. De fleste transitter vi har for tiden hjælper os til at fokusere på os selv.

Den Nordlige Måneknude i Tyren, Jupiter i Vædderen, Tiger-år. Snart er Mars i Tvillingerne i 8 mdr og nu Venus i Løven.

Det er me me me-tegnene. Det hele handler kun om os selv pt.

Og sådan skal det være. Det værste man kan gøre mod sig selv lige nu er ikke at følge sit hjerte. Uanset hvor fjollet man måtte se ud.
Lade det indre barn komme med på arbejde, på ferie, ud i verden.

Mens verden er i forandring er vores rolle i den også. Der er ingen grund til at opretholde den facade, den maske. Den pels og den titel. Ingen grund til at kaste perler for svin.

De her transitter trykker til for at vi kan navigere indefra og ud i stedet. For at vores hjerte, vores passion, vores krop, vores lyst til for alvor at nyde livet i stedet bliver styresystemet.

Vi må simpelthen lære at lytte til os selv, vores indre barn, vores krop og mærke hvad vi føler for og hvad vi ikke føler for. Uanset normer, traditioner og omstændigheder.

Som nævnt i LIVE-vejrudsigten for denne måned er det åbenlyst for tiden. Kontrasterne er enorme og de byder os at smide ligegyldig interaktion med alt, der er ....ja, ligegyldigt for en livskunstner.

Det kan være romantisk, professionelt, venskabeligt. Det er et godt reality tjek hvor hjertet ikke er med, konsekvenserne kan blive ret ekstreme fordi vi simpelthen skal lære at respektere os selv.

Det kan være noget så banalt som at aftale movie night med en gammel ven hvis relation vi egentlig er vokset fra, og så går det helt op i hat og briller. Man vil måske ikke engang kunne holde ud at være der.

Jupiter er som nævnt i trigon undervejs også, og det hjælper os til hurtigt at erstatte det mistede med noget bedre. Noget, hvor vi på ingen måde behøver at gøre vold på os selv.

Det nye skal dog være en opgradering. Det nye skal altid være en opgradering. Uanset hvad den tidligere situation var, hvad der skete eller hvordan det gik. Det er vigtigt. Det SKAL være bedre.

Og så byder denne transit os at vælge med omhu. Løven er stjerne i eget show. Konge/dronning på eget slot. Vælg med omhu. Det er ikke hvem eller hvad som helst der skal kunne få audiens hos os.

Aftenens fuldmåne (11. august, læs om den og de andre ovenstående transitter på bloggen på louisefalkenberg.dk) i
Vandmanden viser os meget tydeligt resultatet. Tadaaa. Nåh, gjorde jeg alt det arbejde for så sølle et udfald. Ah, så er der måske simplere og rarere måder at leve mit liv på for fremtiden.

Og så er det her vi forlader slottet der var bygget af sand eller fyldt med termitter.

For der er kun een vej.

Og det er hjertets vej.

Louise

Er du Guldmedlem kan du se hvilket livsområde der aktiveres hos dig hvis du logger ind på din profil og kigger under ”månedshoroskoper august 2022”.

Black Pink Minimal Letter Q Beauty Logo

Kategorier