FULDMÅNE I STENBUKKEN DEN 13. JULI 2022. FORKLÆDT SOM VOKSEN.

Freedom Modern Minimal Music Album Cover Art
Som altid ved denne årstid har vi fuldmåne i Stenbukken da Solen står i Krebsens tegn. En tid, der for mange er intens, krævende og måske endda dramatisk. Det afhænger af vores eget mindset, fremskridt og personlige transitter.

Det vi ved med sikkerhed når årets fuldmåne i Stenbukken har premiere er, at det er en tid for at være meget voksen, realistisk og tage meget fornuftige beslutninger. Pluto har i år valgt at sætte sig med i eksamenslokalet og være klar til at råbe ”bullshit” for det tilfælde, at vi forsøger smyge os uden om det vi åbenlyst er nødt til at tage os af.

Alt dette er ikke for morsom ondskabs skyld, men for at sikre os et bedre liv og mere trygt fundament. Dette er kardinaltegn, det er de pæle vores liv er bygget på og de skal være solide, de skal skabe tryghed.

Her i Krebsens sæson er det trygheden derhjemme, det handler om. I vores bolig, med vores familie (ikke nødvendigvis biologisk), i vores krop. Fuldmånen er meget real, falske facader og følelser af tryghed går ikke længere.

Utrygge situationer, toxic people og lignende kan være ekstra intenst her netop for at skære det ud i pap. Vores kilder til tryghed skal være sikre og respektfulde i Krebsens sæson, eller de skal slet ikke være der.

Fordi vi er så sent i Pluto i Stenbukken-transitten, der har varet siden 2008 og slutter 2023-2024 er vi ikke der, hvor vi stadig forsøger at reparere, genopbygge, løse etc. Stenbukken handler i høj grad om hvordan man forvalter sine ressourcer og der har været tonsvis af chancer. I mange tilfælde ville man kalde sig selv idiot hvis man fortsatte ned ad den vej.

Vores ressourcer er f. eks penge, tid, energi, kærlighed, tanker og opmærksomhed. Byg eller forstærk strukturer der er solide du kan stole på og lad være med at bruge energi på det der gik galt, er slut, er dårligt, ikke kan løses nu osv. Der bør fokus ikke være mere.

Det kan være meget nostalgisk her i Krebsens sæson om end der med dobbelt op på realisme vil være fokus på den gode, kærlige og trygge fremtid. Økonomisk, socialt, følelsesmæssigt osv.

Det er ikke tid til ressourcespild eller dårlige investeringer. Ja, som sagt den mest voksne fuldmåne på hele året. Vi kan ikke være i situationer eller relationer der er bygget på barnets forestillinger omkring hvordan noget skal være. Kærlighed, familie, job, venner osv.

På det mest åbenlyse plan handler denne fuldmåne om hvad vi er vokset fra. Vi ved godt – alle sammen – at der er en bedre vej for os. Der er simpelthen ikke flere points på bullshit-kontoen, så vi kan lige så godt tage det kvantespring mod den vi i virkeligheden er.

Ikke mindst fordi Uranus er på vej med Mars-ild i rumpetten, og det kan føre til en mere voldsom situation hvis vi f. eks skal bryde ud af noget der er stagneret eller dårligt senere hen.

Når det så er nævnt, så er det overvejende en positiv fuldmåne med meget stærke kærligheds-energier omkring. Vi er faktisk pakket ind i vat og der kan være overraskende positive begivenheder, der følger med på vores vej mod det nye, der måske kommer til at gå lettere end vi havde troet.

Der er behov for, at både vores indre barn og vores indre forælder her er tilgodeset. Krebsen er det indre barn som fortæller hvilke emotionelle behov vi har. Barnet kan ikke styre livet, det skal den indre voksne gøre med erfaring og overblik – men omvendt må den indre voksne ej heller overhøre eller overset barnets behov, så føler man sig utryg skal man ikke fodre situationen.

Som nævnt er det sidste gang Pluto hjælper os til at fjerne alt der ikke skal være der længere. Det behøver ikke at betyde, at det ikke var det rette for os engang – det er det bare ikke længere. Det kan være et parforhold, venskab, job, bolig eller endda en vejleder eller rådgiver af en art. Det her kan manifestere sig på mange forskellige måder i folks liv.

Det er uden tvivl i år, at vi tager disse store skifte i vores liv. Vi har modet, vi har energierne og alt – som i alt – omkring os energimæssigt peger kun mod det bedre liv. For hver uddateret situation vi forlader står en ny, frisk og mere tidssvarende situation klar til os og det kan gå meget stærkt.

Chiron i Vædderen går retrograd senere på måneden netop som Uranus tager til i kraft, det hele handler om at mande sig op, tage sig sammen, være modig og gøre det rette. Ikke mere kastrereret maskulinitet, hverken hos mænd eller kvinder.

Vi kommer nok til at tage en dyb indånding, en stor beslutning og al vores mod for at foretage den nødvendige forandring, men hvad er det holdt op mod det gode vi tager skridtet hen imod.

I det store perspektiv er dette bare en meget lille og meget nødvendig handling og det er på tide.

Det er i høj grad på tide at forklæde sig som voksen.

Louise

Er du Guldmedlem logger du ind under "månedshoroskoper juli 2022" er ser hvilket livsområde der her aktiveres for dig.

Kategorier