EKLIPSE I TYREN DEN 30. APRIL 2022. MIT EGET 3D-PARADIS.

Green Have a Nice Day Facebook Post
EKLIPSE I TYREN DEN 30. APRIL 2022. MIT EGET 3D-PARADIS.
Eklipse-sæson er over os, og den starter i år med en pragtfuld solformørkelse i Tyrens tegn hvilket byder op til nye begyndelser af den storslåede slags. De gode energier omkring Tyren vil ingen ende tage i en tid, hvor muligheden for at skabe vores eget private paradis på jord er meget tæt på.

Op til eklipsen har vi fænomenale energier i en af årets bedste perioder hvor bl.a Venus og Jupiter mødes i ophøjet version i Fiskenes tegn. Den kombination er lige så sjælden som den er kærlig, kreativ og kunstnerisk, men den har ikke nødvendigvis gang på jord.

Fiskene er drømmere, det er de visionære og her hvor vi er kommet til en ny, stor begyndelse i Tyrens tegn er vi også nået til kontrolposten for hvad der kan lade sig gøre i praksis og hvad der ikke kan.

Med andre ord skal vi se noget konkret. Det skal manifesteres, drømmen skal kunne tages og føles på. Den skal eksistere på fysisk plan. Har Fiskenes drømme ikke sildeben at gå på vil det hurtigt flyde ud i havet og opløse sig selv.

Når vi taler Tyren handler det om jord, land, penge, mad osv. Om kroppen, nydelse og det fysiske liv. Det er tidens tand og vi har på ingen måde med krise at gøre her – Tyren er tegnet for overflod.
Jaaamen hvad så med det ene og det andet og det tredje der bare bliver dyrere og dyrere og sværere at få fat i?

Less is more, som vi siger i Tyrens tegn. Vi har allerede mere end nok og med Uranus i meget spændende og elektrisk konjunktion her er der lagt op til at tænke ud af boksen.

På hvilke måde kan vi være rige, måske blive endnu rigere – og behøver det at handle om penge? De sidste par år har nok transformeret de personlige værdier hos mange mennesker verden over så det der med at knokle derudaf for en femmer ekstra i timen er måske ikke sååå interessant.

Det gider Tyren sgu ikke.

På mange måder er Tyren lidt som eneboeren i skoven, der klarer sig selv i al sin pragt og enevælde. Det er et ressourcestærkt tegn der overlever ved at bruge alt hvad der er inden for rækkevidde samt inde i os selv. Det er meget vigtigt når vi taler Tyren.
Uranus kan altså hjælpe til nødvendig opfindsomhed. Hvad i nærheden kan produceres, hvem kan producere det, hvordan kan vi handle og bytte? Kan vi skabe en lokal valuta måske? Hvem og hvad er lige i nærheden?

Tyren handler om at have et lukket kredsløb både i og uden for os selv. I os selv handler det om grænser – jeg bestemmer selv hvem og hvad jeg lukker ind i mit personlige ”fort” – og uden for os selv at jeg er totalt selvkørende. Lever totalt Robinson off the grid i skoven eller sådan noget.

Tyren er et af mine favorittegn, især fordi vi her også har med livet selv at gøre. Det at være i live som kun kan opleves gennem kroppen. Så går solen op, så går solen ned. Spis maden, lugt til blomsterne. Det er sådan vi ved, at vi er i live.

Og det liv, det skal nydes. Hvornår eller hvordan skulle man ellers gøre det? For mange vil denne eklipse have som overordnet tema at bygge eller forbedre sit eget private paradis på jord. Edens Have 3D-style.

Ikke noget med at snakke om og planlægge og engang skal jeg det her…nej, fingrene i jorden og følg de naturlige rytmer.

For at kunne nyde dette smukke liv er vi også nødt til at sætte farten ned. Meget ned, endda. Mærke kroppen, mærke sanserne.
Det kan man ikke når man stæser derudaf med 100 km/t og 500 mennesker omkring sig der hiver en i alle retninger samt data overload der skal processeres af hjernen og menneskekroppen der overstimuleres af noget, der er mere eller mindre værdifuldt til at begynde med.

Denne eklipse-cyklus, som varer til juli 2023 lærer os om noget at tage en pause fra dramaet. Der skal være ro, plads, harmoni og fuglekvidder. Plads til at trække vejret. Tyren handler om at have plads.

Skal man bruge mindfulness eller bare sætte sig og trække vejret, så er alt der har med kroppen og nydelse en god start. Det er et nydelses-tegn, et meget seksuelt og sensuelt tegn.

Uanset hvilken ny begyndelse vi har (er du Guldmedlem kan du se hvilket livsområde der er aktiveret hos dig under ”månedshoroskoper april 2022”) er der fokus på, at det skal være komfortabelt. Ikke noget med at hugge en hæl og klippe en sko, nej jeg finder snarere en skomager i nærheden som kan gøre noget ved min sko så den bliver lækker, blød og passer til min fod.

Og kan jeg ikke finde det må jeg være kreativ. Hvordan finder jeg noget der giver mig samme gode følelse som den komfortable sko?
april

Der er så meget smukt og simpelt over denne cyklus til trods for, at vi er på overlevelses-aksen. Det er så simpelt at gro mad, det kan de fleste mennesker gøre eller lære. Der skal i praksis bare noget frø, vand, sollys osv til.

To uger senere har vi dog den afsluttende måneformørkelse i Skorpionens tegn og her kommer al det psykologiske omkring overlevelsen op. Angsten for at sulte, mangle penge osv – og det er det vi healer på aksen frem til juli 2023.

I praksis er det en smule fjollet. Der er ikke mange hvis nogle der dør af sult eller fattigdom i dagens Danmark. Ved en eklipse-cyklus som denne der også i høj grad handler om penge vil mange nok opleve en forandring i indkomst og/eller at penges værdi ændres som vi ser det nu med inflation – og hvad så?

Igen opfordrer Uranus os til at være kreative og Tyren i det hele taget til et nyt perspektiv. Kan jeg flytte i tiny house, i skoven, kan jeg gro min egen mad osv osv. Det bliver nok mere almindeligt meget hurtigt i denne cyklus og mon ikke det at dyrke sin egen føde er mere tilfredsstillende end at se Netflix? Det tror jeg.

Det er en periode for at skabe det gode liv på en enkel og komfortabel måde. Ikke noget med at fornægte sig selv noget eller sulte sig, arbejde igennem og overskride alle mulige grænser i vaskeægte 80er yuppie-stil. Det er det vi efterlader med den sydlige Måneknude i Skorpionen.

Tyren handler især om kroppen og her må man glemme alt ævl omkring det er forsage kroppen eller at forsøge at transcendere den. Sorry, Buddha, men her må du lige rykke over eller få nogen til at flytte din krop. Det har måske givet mening engang, men ikke nu og ikke her.

Kroppen er vores bro, det er sådan vi ved at vi er inkarnerede. Der er ingen separation og den er ej heller ligegyldig. Der er fokus på at komme ned i kroppen, få nydelse, få kontakt. Start der hvis du ikke har kontakt til din krop (!).

Tyren har talt, det jordiske eventyr og grundstenen til vores 3D paradis er lagt. Der skal være
1) Flere lure
2) Flere snacks
3) Flere orgasmer
4) Flere ture i haven

Vi er klar til en opgradering og vi er klar til en smuk, ny begyndelse.

Lige her på jorden, også selv om vi nok kommer til at trille ud af den cyklus for nydes, det skal der :)

Louise

Kategorier