I STENBUKKENS TEGN DEC 2021-JAN 2022. JULEMANDENS VÆRKSTED.

Santa Christmas Greeting Poster
Solen er gået i Stenbukkens tegn den kommende måned og i år kan vi – udover de sædvanlige temaer forvente lidt ekstra fyrsteligt festfyværkeri.
 
I denne periode står vi altid ansigt til ansigt med temaer omkring
tid, indsats, ansvar og disciplin. Fokus er på det 10. hus som huser temaet ”vores højeste potentiale”. Begreber som tid, indsats og ressourcer dukker op på lystavlen: ”hmm er det her virkelig min tid og energi værd”? Når jeg nu ikke lever for evigt, hvordan får jeg så mest juice ud af livets appelsiner?
 
Stenbukken handler om ansvar og forpligtelser, og det er også over for os selv. Er vi ansvarsfulde når det kommer til vores egen lykke, glæde, mål, behov og drømme? Det er uden sammenligning årets bedste periode for konkret manifestation, så vi er altså ikke ude i hvordan man tiltrækker gode ting, brainstormer eller får gode ideer, men snarere hvilken indsats der skal gøres for at få personlig succes. Hvad man skal GØRE. Man kan bygge stærkt momentum i denne periode så det kører af sig selv når vi kommer til Vandmandens sæson januar-februar 2022, men lige nu skal der trykkes til eller ressourcer skal tilføres.


 
Her op til jul 2021 sker der virkeligt meget som de fleste nok har opdaget. Store afslutninger og nye begyndelser. Vi behøver ikke længere at spille det samme Matadorspil igen og igen eller gå i stå samme sted fordi nogle har mange hoteller på Rådhuspladsen (da jeg var barn havde mine brødre også hoteller i fængslet og på Mols-linjen, det har jeg senere fundet ud af strider imod reglerne haha).
 
Samtidig har vi årets sidste Saturn-Uranus-kvadrat og det er juleaften for at det ikke skal være løgn. Det har været det store tema og grunden til intensiteten og opdelingen i 2021. Den bød på forandring, revolution eller brud af en art i februar 2021, en ”ok måske var det ikke så smart at smide alt jeg har i hænderne for at løbe afsted med et omrejsende cirkus” hvor man lige genovervejede noget sommeren over og her i slutningen af året er det altså ind eller ud. Er du med eller ikke. Gik du tilbage til en fuser eller var det alligevel en knaldperle du vil bygge noget langsigtet med her? Det er her vi tager den gode snak og arbejder fremtidigt på situationen med Stenbukkens respekt, ihærdighed og realitetssans eller vi siger farvel og tak.
 
En Saturn-Uranus kan være forfriskende eller irriterende alt afhængig af hvilken del af bordet man befinder sig ved. Det er den der pludselig sparker til Matadorspillet juleaftensdag så alle brikkerne flyver over det hele og nogle synes det er sjovt og fedt at vi ikke skulle spille det kedelige spil længere, andre synes det er irriterende for nu havde vi det lige så hyggeligt.
 
Det udspiller sig tydeligt med nogle på hver sin side i samfundet og er det i ens eget liv kan det være opgør med juletraditioner i de små hjem. Nogle vil have vegansk og andre klassisk flæskesteg. Ris a la mande bliver til øko-humus-dessert. Hvem fik kikærten?


 
Stenbukken elsker traditioner, men nu hvor Venus er retrograd med Pluto på ryggen i underverdenen skal vi længere ned. Hvad ligger under de traditioner vi måske søger at ændre eller ikke gider længere? Alle situationer der halter eller indebærer konflikter vil blive belyst her. Der er ikke mere gaffatape at lappe med, nu skal det enten fikses een gang for alle eller skrottes.
 
Det er dog kun de første 8-10 dage af Stenbukkens sæson der indebærer disse gnidninger, revolutioner og store livsbeslutninger. Julemiraklet kan komme til os alle i forsinket form når Jupiter indtræder i Fiskene og der atter er fred og harmoni i Gammelby.
 
Jupiter kommer med store gaver og gyldne muligheder hvor vi har
Fiskene i vores felt og efterlader Vandmanden alene med Saturn, så her venter hårdt arbejde forude. Eet område (Vandmanden) af vores felt vil altså kræve kompetencer, modenhed, disciplin, realitetssans og ansvar af os i 2022 mens et andet område (Fiskene) bare er helt fantastisk, let, harmonisk og drømme-agtigt. Vi har i 2022 dog ingen store udfordrende transitter, det er første gang i årevis at der er så meget ro på som der kommer. Det ser vi senere i januar når vi har nogle store energiskifte.

 
Uanset hvor på ovenstående spektrum du befinder dig er Julemandens Værksted en velsmurt maskiner der kan være højaktiveret i denne tid. Bevares, i Stenbukkens sæson vil Julemandens Værksted Inc. nok indbefatte et stramt hierarki og et ønske om at skabe brugbare gaver der kan holde i mange år. Da Saturn-Uranus-kvadraten også kan være restriktioner af alt der ”fordeles” – herunder varme, el, mad og den slags –kan det for nogle være det bedste at koncentrere sig om at have varme tæpper, stearinlys og konserves klar.
 
God jul til dig der holder – og gør du ikke, så god weekend. Er man i en situation hvor julen er blevet til emotionelt og kommercielt tyranni er det måske på tide at gøre op med sig selv hvad julen fremover skal indeholde. Jeg kan garantere, at der her i huset som sædvanligt bliver holdt jul i naturligt flow med energierne og til alles velbefindende. Uanset hvad normerne måtte mene om det.
 
Louise
 
Solen er i Stenbukkens tegn frem til den 20. januar 2022. Er du Guldmedlem logger du bare ind på din profil og ser hvilke områder ovenstående aktiverer for dig.

Kategorier