MARS-NEPTUN-OPPOSITION SEP 2021. SÅ GÅR VI RUNDT OG RUNDT OG RUNDT OM EN ENEBÆRBUSK.

Træt? Forvirret? Klar til kamp?
 
Mars i Jomfruen er i opposition til Neptun i Fiskene. Et aspekt, vi vil kunne mærke ugen ud.
 
Mars elsker handling, klarhed og nøjagtige mål. Neptun elsker at slappe af, flyde med og bryder sig ikke meget om endelige jordiske mål.
 
Mjaa….spændende transit, der ikke bare trækker energi ud – jeg har kunnet mærke fladheden siden Mars gik i Jomfruen – men også gør, at vi måske har en masse lister og planer klar her i Jomfruens sæson, men går rundt i cirkler, får det ikke gjort eller kan ikke prioritere. Eller også gør vi, men på en skyden-gråspurve-med-kanoner-måde hvor vi skaber en illusion af at nå en masse, men faktisk er der ikke noget der rykker sig eller rigtigt falder på plads. Rundt og rundt går vi om den enebærbusk. Vasker tøj og hænder og al muligt.
 
Den anbefalelsesværdige måde at håndtere dette aspekt på er at se på om vi står over for noget vi kan gøre noget ved – finde en intelligent og praktisk løsning på (Jomfruen) og hvis ikke, så overgive os fuldstændigt til den kosmiske plan (Fiskene). Det er først længere nede af vejen vi finder ud af, om vi var profetiske eller patetiske.
 
Med Merkur og Venus i Vægten bør vi holde lidt igen med retfærdighedsfølelsen (apropos illusioner). Mars-Neptun er klar til at dø, til at ofre sig for denne her meget vigtige kamp og det er fantastisk hvis vi arbejder på vores visioner og kreative ideer (Neptun), men ikke hvis vi bare mangler lidt heroisk magi i vores kedelige hverdag. Det er spild af krudt og det kan man blive unødigt syg af i Jomfruens sundhedsregimesæson.
 
Jeg lagde mærke til, at to meget Uranus-Neptunske kvinder i dag skal for en domstol. Den ene er Inger Støjberg, den anden er Elizabeth Holmes som for nogle år siden snød en masse rigmænd for deres hvide penge. De har begge favorable Jupiter-aspekter, så jeg, så der kommer nok ikke noget voldsomt ud af nogle af de retssager, men så er vi da i fuld sving med et kæmpe retsapparat i mellemtiden og man kan have en HEL MASSE meninger om det her. Altså det her som ikke har noget med en selv at gøre. Det er Mars-Neptun.
 
Næh du, tag hellere en økobajer og gå på bare tæer ud i græsset. Sæt favoritmusikken på og nyd den flotte sensommer. Lad nogle andre stå i strandkanten og råbe ad bølgerne. Fægte med deres flotte sværd til de unødigt opsluges af tsunamien.
 
Se en god film, læs eller skriv et nyt eventyr. Det er utroligt inspirerende og kreativ energi vi står i, så længe man ikke har noget endeligt mål (!) eller nogen mening om, hvad der skal forestille retfærdighed. Det kan vi trygt overlade til kosmos.
 
Nu må jeg gå. Der er både egern og fugle på besøg i haven.
 

Kategorier