Jupiter i Fiskene 2021-2022. Kosmisk Kærlighed.

Det er stort, at Jupiter idag er gået i Fiskenes tegn også selv om vi kun får et par måneders forsmag på, hvad 2022 har i vente af gode sager for os.

Jupiter har nogle interessante krumspring for hvor Jupiter er sker altid det ”gode”. Det er basic astrologi. Jupiter spenderer ca 1 år i hvert tegn og er derfor 12 år om at nå hele vejen rundt om Zodiakken.

Når Jupiter når til 9. tegn, altså Skytten, og derved kommer hjem er der good times i vente som jeg skrev om i 2019 hvor vi havde rigtigt gode transitter og perioder.

Efter Jupiter i Skytten kommer altid (!) 2 år der ikke er specielt sjove, men som ville have været værre hvis ikke Jupiter havde været der. Jupiter her er altså positiv fordi det ikke går helt galt, men samtidig er der ikke meget sjov i Stenbukke- og Vandmandstransitter som vi har i 2020 og 2021. Sidste gang var under finanskrisen 2008-2009.

Min personlige teori er, at denne (også) har med at gøre, at vi så kan nå nye højder af glæde, håb, entusiasme og taknemmelighed når Jupiter går fra Vandmanden ind i Fiskene, hvor Jupiter er allermest glad for at være (udover i Skytten og Krebsen).

Det giver sig selv, at når man er blevet trukket gennem sølet i 2 år i træk, så er man endnu mere glad for et varmt bad, noget rent tøj og en masse fest, dans og farver.



Jupiter i Fiskene er en fænomenal transit der giver good vibes og mange lykkelige stunder til alle. Det er aldrig til at tage fejl af. Her er det slut på vinteren, vi rykker ind i det kosmiske forår og oplever en genfødsel.

I 2021 og 2022 har vi ovenikøbet også Neptun her på hjemmebane i Fiskene. Så bliver der næsten ikke mere næstekærligt og psykedelisk. Neptun og Jupiter har samme energi, det handler om visioner, fantasier, kosmos – forskellen er at Neptun er grænseløs mens Jupiter falder under Saturns restriktioner. Man kan med Jupiter altså kun manifestere inden for de fysiske rammer, for de regler vi har på jorden. Når Neptun og Jupiter møder hinanden april 2022 er der ingen grænser for hvor vilde drømme vi kan manifestere .

Og når vi taler drømme, må vi også tale Jupiter i forhold til trossystemer som Jupiter hersker over. Det kan være filosofi og religion, ja, men også det perspektiv vi selv har på verden. Det kan være godt at være opmærksom på, hvad man drømmer om, men også hvad man frygter. Hvad man begærer og håber på og hvad man absolut ikke begærer eller håber på. Det er vist grundpillerne i et trossystem – sagt med andre ord: det er en transit hvor vi kan sende vores ønsker ud i kosmos til manifestation og kosmos skelner ikke. Man kan derfor med fordel være opmærksom på, hvad man ønsker sig. Loven om tiltrækning bliver meget stærk,  så man kan manifestere sine største drømme, men potentielt også det man frygter.

Jupiter i Fiskene er grænseløs, og det her handler også om grænserne mellem verdener. Spirituel opvågnen bliver mere almindelig og vi forstår måske bedre, at alt og alle er forbundne. Det er i langt højere grad en føle-transit, det er bedst at følge sit hjerte. Står du og vil planlægge en optimering af dit liv er det måske bedre at mærke efter hvordan det skal føles at være i den hverdag du drømmer om og ikke så meget hvordan den skal se ud i fysisk form eller hvordan man kommer dertil.



Det er en meget spirituel transit, og astrologisk ligger spiritualitet samme sted som eskapisme og afhængigheder. Har man tendens til at ty til midler for at flygte fra følelser, f. eks stoffer, alkohol, tvserier, Facebook, sukker, spirituelt fantasyland etc kan det blive kraftigt forstærket her. Hjemmebrænderier vil sikkert blive populært igen ligesom vi måske ser flere trends inden for brug af psykedeliske midler i terapi, spiritualitet, medicin etc.

Der er een ting jeg er nødt til at nævne når vi taler Jupiter i Fiskene: Fiskene hersker over virus, herunder pandemien. Jupiter forstørrer noget, udbreder det. Hvad det rent konkret betyder ved jeg ikke, men skulle vi have endnu mere pandemi-bølge på vej håber jeg, at folk vil bruge Jupiter i Fiskene optimalt i forhold til det største den kan bringe, nemlig tro og håb.

At stole på den kosmiske plan og at alt udspiller sig som det skal i forhold til den fremtid, der er lagt i slisken til menneskeheden. Især i 2021 er denne transit i kvadrat til måneknuderne i Tvillingerne/Skytten, så det er fake news, måske endda propaganda. Forvirring, tåge og misforståelser. Ingen ved hvad der rigtigt foregår. Ingen. Det er derfor den optimale test i forhold til at guide sig i hverdagen gennem egen intuition.



Endelig kan en fælde her være (mere) krænker- og offermentalitet, så måske vil Jupiter lade havet og Fiskene fjerne mere af det vi kender som verdenshistorien. Jeg håber det ikke for sletter vi vores historie – uanset hvor meget vi måtte skamme os over den – er vi dømt til at gentage den. At begå de samme fejl grundet manglende bevidsthed.

Derfor også et velment råd til dem, der er på vej (længere) ind på den spirituelle vej: tag også viden om filosofi, religion, historie, psykologi, selvudvikling etc med i dine studier. Jupiter i Fiskene kan have tendens til hovedløst at følge en eller anden guru eller trossystem, og det skal selvfølgelig stå enhver frit for, men for ikke at falde fra den Neptunske piedestal senere hen (av) kan man med fordel her lægge sig et fundament for intelligent, moden og højt udviklet spirituel livsstil. Det bliver du nok glad for når vi rammer nogle meget ærlige transitter i midten af dette årti og man potentielt kan blive opfattet som en moderne sinke, hvis ens spirituelle livsstil ikke er funderet i hvordan man i praksis bruger den til optimal navigation i hverdagen og at udvide sin bevidsthed til at kende sig selv på godt og ondt.

Nok om fælder – Jupiter i Fiskene er en skøn, kreativ, visionær, festlig, farverig, fantastisk, KÆRLIG og meget, meget smuk transit jeg selv har glædet mig til meget længe. Der er mange gode stunder i vente for os og en særlig empati samt venlighed, der igen vil indfinde sig i det kollektive.

Tillykke til os – vi ses i den ene eller den anden verden :)

Louise



Jupiter er i Fiskene fra den 13. maj 2021 - 29. juli 2021 hvor Jupiter grundet retrograd defilerer tilbage i Vandmandens tegn frem til den 29. december 2021 hvor Jupiter atter går i fiskene.

Jupiter er i Fiskene fra 29. december 2021 - 11. maj 2022 hvor Jupiter går i Vædderen frem til den 28. oktober 2022. Fra den 28. oktober 2022 -20. december 2022 er Jupiter altså i Fiskene for sidste gang i denne runde og vi starter en spritny 12-årig cyklus med Jupiter i Vædderen fra den 20. december 2022.

Er du Guldmedlem, kan du se hvilket livsområde Jupiter bringer muligheder, gaver og succes til dig i 2021-2022 HER eller på den nye platform HER (under månedshoroskoper maj 2021 + kig på 2022).

 

Kategorier