I Vædderens tegn, marts-april 2021. Begyndelsen.

Det er en stor cyklus der slutter når Solen i dag går i Vædderens tegn og energimæssigt starter en ny årscyklus. Alt er meget nyt og friskt, og det tager kun til som vi kommer tættere på april måned.

Merkur i Fiskene kan forvirre os lidt, det er måske svært at tænke meget logisk eller klart, og det er der heldigvis råd for, for når Solen er i Vædderen er det kroppen, der hersker. Instinkter, impulser, umiddelbarhed.  Vædderen skal nok fortælle, hvem og hvad den har lyst til gennem kroppen, det behøver man ikke at tænke på. Kroppen reagerer altid, spørgsmålet er om man lytter.

Mange kan stå i ret drastiske forandringer eller have lyst til det. Her i skiftet til den nye cyklus har vi stadig Venus i Fiskene på de sidste grader, hvilket kan give os den perfekte balance af at have forstået – virkelig have forstået – hvad vi lægger bag os. Hvad blev især oplyst gennem det sidste år i pandemi-lockdown. Emotionelle mønstre, afhængigheder, relationer, arbejde, fortid etc. Det bør være så åbenlyst her, at man lige kan krydse boksen af. Karmisk opgave forstået, tak. Videre.

Gør man det, kan man heller ikke for alvor komme tilbage til en tidligere situation, der var pseudo. Der var sat op for at man kunne udleve eller løse den karma igen og igen. Vi er gået full circle, der er ikke mere udvikling der.



Det behøver ikke at være stort og forkromet. Det kan være noget så banalt som at man hentede for meget take away-mad før, for at tage et eksempel. Nu forstår man hvad der lå under det, hvorfor man måske ikke ville nære sig selv hvilket også kan have haft et emotionelt islæt der igen gik tilbage til barndommen og alt det der.

Den dybe forståelse af os selv vi kommer med nu – og jeg vil tro, at det her gælder langt de fleste mennesker – vil alt andet lige give et mere individuelt udtryk og nye måder at connecte i og med samfundet. Måske kan man blive sig selv. For første gang. Nogensinde. Det ville da være Vandmand så det batter.

Vædderens sæson er et fremragende tidspunkt at give sig selv et forspring. Vi kan simpelthen nå så langt på så kort tid de næste 1-2 måneder. Et forårsforspring. Vil man f. eks være selvstændig, skrive en bog etc, men er nervøs for økonomien, er det her man kan spare nok penge op til at lægge en praktisk plan så man ikke behøver at tænke på økonomi. Om få måneder gider man alligevel ikke være hjemme, foran en computer etc, så det er da lige nu man kan udnytte den sidste tid. Få plus, få overskud, så man er på forkant. Rydde op og sætte i system så det kører bedre i hverdagen, der kommer.

Især hvis det er for at optimere fra noget kedeligt. Banalt. Kliche-agtigt. Det undrer mig gang på gang hvorfor vi mennesker så gerne vil ligne hinanden. Sige det samme, gå efter den samme type krop, udseende, samme dødssyge business model, samme brillestel. Gab, mand. Står man på den galej, skal der måske ikke bare ruskes op, der skal noget originalt til.



Når mennesker har gennemgået en krise giver det mening at komme ud på den anden side og være klar til at tage den største bid af livet. Det er en del af krise-processen. Og derfor er det mig en endnu større gåde når mennesker – hvilket jeg ofte oplever – holder så stærkt på at presse sig selv ned i en kedelig leverpostejsversion af dem selv. Farverige, intelligente, højt vibrerende mennesker der prøver at skrælle malingen af sig selv. Bor kedeligt, går i kedeligt tøj, spiser kedelig død mad. Hænger du i kedelige situationer. Hvorfor i alverden overleve alle tiders apokalypse for derefter at gå ud og presse sig selv ned i større røvsyg igen. Det forstår jeg simpelthen ikke.

Ihvertfald har vi i starten af Vædderens sæson et romantisk farvel til opløsningen af det, der var. Forhåbentligt fordi der venter en mere autentisk livsstil forude. Det her er en total opløsning af gammel smerte, og den komme med forståelse og indsigt. Rigtig indsigt. Hvor vi måske glorificerede noget bare for at undgå at føle smerten og alt det der. Hvor vi opdagede, at vores twin flame i virkeligheden var trauma bonding, hvilket jeg ihvertfald ofte oplever, at det er. Det er ihvertfald et fremragende tidspunkt at forstå, at det aldrig handler om den anden, om omgivelserne, om forholdet, om situationen.

Når nu alle de lag er skrællet af kunne man også her spare tid ved at tage en beslutning om at gå ud i verden påny med den afskrællede version af sig selv. Uden en masse komplicerede lag og romantiserede forestillinger om, hvor lidelsesfuldt livet og personligheden skal være.



Jeg fornemmer på ingen måde, at der kommer en lang slimet fangarm fra fortiden og hiver os tilbage i et eller andet. Det her er meget nyt, det er begyndelsen. Nye værdier, nye oplevelser baseret på hvad der er vigtigt for os nu.

Det her er ikke komplekst, der er sgu intet komplekst ved Vædderen. Det er en kan det spises, dræbes eller kneppes-energi eller hvordan den nu er. Det er en meget stor energiforløsning, og derfor vil nogle nok føle sig damptromlet den kommende måned.

Det er the simple life og meget autentisk, så vi kan nok godt blive lidt straffet hvis vi forsøger at hoppe over i en version af os selv, vi ikke er og aldrig bliver. Den autentiske og simple version af os vinder.

Godt tidspunkt at tage hurtige beslutninger. Vædderens sæson er et sprint, ikke et marathon. Ikke alle mulige langsigtede planer som da vi havde alle de planeter i Stenbukken de foregående år. Jeg tror alligevel mange vil smuldre efterhånden som velkendte strukturer i samfundet de kommende år undergår en transformation, så der er lagt op til at gå med det der er nu.



Det handler om at reagere umiddelbart, også på det nye. Det kan være nye impulser i os selv der nærmest giver daglige tigerspring i selvudvikling. Totalt nye skud, mange kan stå i store, spændende omvæltninger på den anderledes og bedre måde.

Alt er direkte i denne måned, vi har simpelthen så fantastiske energier for at rykke. Løb alt hvad du kan.

Og fald så.

Og op igen.

Videre.

Hop. Fald. Op igen. Videre.

Så er du godt på vej mod succes.

Vædderens sæson 2021 er begyndelsen på det nye liv.

Louise

Solen er i Vædderen frem til den 19. april 2021, hvorefter den rolige Tyr tager over.

Kategorier