Store Neptun-uge 9. - 14. marts 2021. Ugeskema til alle.

Jeg har lavet et skema for Store Neptun-uge, vi nu er gået ind i.

Tirsdag den 9. marts 2021:

Jeg ville lægge blødt ud med min årlige Neptun-uge. Systemet skal lige omstille sig. Tirsdag kunne være et godt tidspunkt at tage lange bade og/eller opholde sig ved vand. Det er rensende og healende. Tag gerne en stor tudetur – det er lige tiden til det-  og få smeltet de indefrosne tårer, der har ligget der i millioner af år som et eller andet forhistorisk dyr i en isblok. Brug evt Julio Iglesias´ sange som katalysator. Udover, at han også har været der i millioner af år, er han født med en Sol-Neptun konjunktion.

 

Onsdag den 10. marts 2021:

Sol-Neptun konjunktionen er eksakt idag, så hvis du går og har planer om at starte en mangeårig dårlig vane, f. eks noget med afhængighed, så er det en af årets bedste dage at sætte i gang. Bemærk, at det er en rejsekammerat vi vil have med i mange år, så det er måske godt lige at vælge sin gift, som man siger. Det kan blive dyrt i længden at være afhængig af dyr rødvin, så start gerne med et lempeligt budget – måske Bjørnebryg eller sådan noget.

PS: Hvis du allerede er i kontakt med dine følelser og vant til at mærke dem, kan du springe dette punkt over.



 

Torsdag den 11. marts 2021:

Må man her foreslå en spirituel udflugt af en art, det kunne være noget cirkelnoget i en skov, en shaman eller lignende. Godt tidspunkt at få opløst tidligere karmiske kontrakter og at hente sjælestykker hjem. Kan man ikke komme ud at rejse, kan vi måske foreslå en astralrejse? Nej?

Også en fremragende dag for velgørenhed, gerne noget med kattekillinger.

 

Fredag den 12. marts 2021:

Ja, her tænker jeg Hollywood, jeg ved ikke med jer.  Gerne noget hvor det siler ned ad væggene. Lassie møder Kramer mod Kramer møder Love Actually. Mja, der var da lige et koncept der ikke er afprøve endnu, hva. Vi healer stadig bedst ved at lade følelserne flyde frit, så sidder de heller ikke der og av av stikker mens man spiser flødetabletter, vel.

Det kan være, at der er noget her på 1-års dagen for Covid lockdown. Jeg ved ikke om I kan huske Store Neptun-uge sidste år, men det var her hvor vi ikke helt havde set den pandemi komme og pludselig ikke kunne komme i H & M dagen efter. Ikke, at der er noget galt med Bilkas sokker, men...just saying.



 

Lørdag den 13. marts 2021:

Fremragende dag at gifte sig med den forkerte.

 

Søndag den 14. marts 2021:

Venus gør sig så småt klar til at blive genfødt sammen med solen i Vædderen, det bliver et smukt syn når Venus skumfødes eller skulle vi sige, at vi bliver flødeskumsfødt og alle starter fra nul når vi kommer til slutningen af marts og skal ud og føre os frem med vores blævrende kroppe.



Spøg til side.

Store Neptun-uge er rigtigt god til:

Spirituelt arbejde

Kreativitet

Drømme sig væk, drømme om noget

At trække stikket

Reflektere

Meditere

Velgørenhed og frivlligt arbejde. Jeg skal f. eks have vasket min bil, det giver 50 Karma-points lige ned i bobberen.

 

Store Neptun-uge er ret skidt til:

Store beslutninger

Vigtige investeringer, f. eks aktier, hus, bil, båd, helikopter

At låne penge i det hele taget, også ud – ihvertfald hvis du vil se dem igen

At flygte fra sine følelser

At have alt for lyserøde briller på når man kigger på sine omgivelser selv om det næsten vil være umuilgt andet

 



Det er en rolig, meditativ, reflekterende tid. Rigtigt godt for et par dage alene i sommerhus eller sådan noget. Ikke et godt tidspunkt at presse sig selv til noget som helst. Desuden har vi ikke nok hjertestartere til alle jer Corona-runners, jeg ser ”løbe” ude på stierne fordi ”nu skal det være”. Vent et par uger.

Hvis du ikke har lyst til andet end at sidde og stirre ind i et græsstrå, så er det helt ok. Det er præcis sådan noget en uge som denne lægger op til. Bare sidde og stirre på havet og den slags. Det er en meget, meget sensitiv periode.

Tag de store tudeture, rens ud, reflekter, mediter, vær med dig selv.

Snart vil du se, at du bliver født påny.

Eller som pony. Men så gik der nok noget galt under shamancirklen forleden.

Hav en god uge,

Louise

Kategorier