Energierne forår 2021: Det Gode Liv

Vi når idag et vendepunkt jeg længe har ventet på. Som de fleste nok har opdaget, står vi i happy happy-transitter, og det er ikke kun Jupiter og Venus der skaber kærlighed, lykke og harmoni, vi har også flere planeter der i den kommende tid bliver synlige og en Merkur, der snart går direkte med en Jupiter oven på sig.

Det her er the good stuff. The really good stuff, og det kan mærkes langt ind i april 2021. Der er ærlig talt ikke en sky på himlen. Selvfølgelig er der altid småting, vi skal deale med og man kan individuelt stå i en intens transit, men for den generelle befolkning ser det kun lysere og lysere ud.

Grunden til, at jeg også skriver det er, at vi står i meget Vandmandsenergi der om noget handler om mindset. Efter mange udfordrende år for os alle er det naturligt at vente på bøhmanden lige om hjørnet, være klar til at kigge på sit indre barn, grow the fuck up, tage ansvar, gøre det rigtige og alt det der. Energimæssigt var der lagt i kakkelovnen hvis vi ikke gjorde det.



Foråret 2021 byder som nævnt på de gode transitter, og det er roomservice-style. Bed om det du vil have og du skal få det. Du er velkommen til at teste det. Samtidig er vi gået i Oksens år (good times) og i 2022 venter Tigerens år (også good times). Herefter – 2023 – kommer Haren, og så kan vi måske overveje at gå ind i større terapeutiske processer, men indtil da er det bare ikke den energi, der er i luften.

2021-2022 egner sig helt ærligt ikke særligt godt til skyggearbejde, indre barn-processer, se på familiemønstre, barndom etc. Som nævnt er det forståeligt, at det er nyt at vænne sig til at skulle se med barn-i-slikbutik-brillerne, men her er fokus altså på det gode liv. På kærlighed, på venskab, på at høste. På at opbygge livskvalitet på alle områder, også jordiske goder. Se os selv som individ i det større billede og blive den brik, der passer ind. For tiden burde et meget autentisk billede af os selv vokse frem, og det billede være RET ligeglad med hvem man var før, hvad omgivelserne iøvrigt mener om det og ens valg i livet i det hele taget.

Det er en superpower at få de briller på, der viser, at vi har valg til at skabe det gode liv for os selv, at vi selv vælger vores virkelighed. Helt grundlæggende er taknemmelighed altid et godt udgangspunkt – bor man i Danmark og har svært ved at finde noget at være taknemmelig over, er det brillerne der skal skiftes.

Det kollektive mindset er og har bare altid været lidelse. Vi skal ikke mange generationer tilbage før det handlede om overlevelse, og at ingen kunne så meget som overveje at skulle skabe det bedste liv for sig selv. Mon dog oldemor og oldefar havde den slags snakke ved middagsbordet. "Vi ses, Helge - jeg går lige ud og skaber det gode liv for mig selv, så kan du lige klare roemarken og de 14 børn imens, ik? Kys kys".

Det er også det indgroede med at skabe bånd over lidelse. Brok. Se nu det dårlige vejr, de dumme politikere, min diagnose, alt det der er galt i mit liv. Ofrelse. Se hvor jeg er nødt til at ofre mig for at kunne få en smule godt, jeg må have et job hvor jeg lider, et halvdårligt ægteskab eller hvad ved jeg.

Det er fuldt forståeligt, at det her er meget nyt. De ældre griner ad de yngre, der ikke gider arbejde. Eller har ”arbejde” der handler om at være influencer etc.. Ha, de har aldrig prøvet en ordentlig dags arbejde i deres liv. Den yngre generation – der som ofte nævnt ikke har inkarneret fra samme sted som os, det er jeg ret sikker på, de er lavet af et helt andet stof – kan måske slet ikke fatte, at man ikke vil leve det gode liv mens man er her på jorden. Det er et mindset, en måde at se tilværelsen på, og det står stærkt her i starten af den store Vandmandsrunde.



Vandmandens rebelskhed, som vi vil mærke ihvertfald de næste 20 år, handler netop om at bryde fri. Fri fra mindset om ofrelse, at noget skal være hårdt eller svært før det har værdi (!), at vi skal lide i mange år for at få noget. At man skal spille forskellige roller, måske endda leve ved siden af sit naturlige selv.

Det er heller ikke længe siden, at det var nødvendigt. Men hvor vi står nu og hvor vi har udviklet os til, så er der meget af det gamle der ikke længere holder. Vi behøver nok ikke at gå i terapi i 20 år for noget længere, det kan måske klares på 6 måneder eller i nogle tilfælde med en god nats søvn og ordentlig kop favoritdrik. Gode mennesker omkring sig, sjove film. Optimal mad (!), meget kommer herfra.

Det er måske mere almindeligt lige at mærke efter (for mange handler det bare om at få kontakt til sig selv igen) og ikke storme derudaf med falske facadebilleder om hvor lykkelige vi er på soiale medier og røvkedelige parmiddage/møder/you name it.



Et år som i år byder på 3xSaturn-Uranus kvadrat i hhv april, juni og december 2021. Jeg skriver et separat indlæg, men de er årets store spiller og vil i store træk være årsagen til, at alle ”misfits” i vores liv falder fra. Det vil du især se i februar-marts 2021. Alt der ikke matcher med os energimæssigt bliver akavet eller måske endda ubehageligt. For de fleste vil der være hverdagssitautioner eller miljøer, vi bare ikke kan længere. Der er no vibes, der er ikke mere benzin.

Det er en meget stor og åben legeplads, vi står foran nu. Skræmmende og spændende på een gang. Den mest fantastiske platform at manifestere på. Den er helt åben og der står kun ”fremtid” på det skilt.

For jer med frygt-brillerne: bare rolig, du går ikke glip af noget hvis du ikke manifesterer det gode liv nu og her. Du kan ikke gøre noget forkert. Jupiter er vores humble servant, du skal nok få din goodie-bag serveret flere gange hvis du ikke tør tro på den første gang. Den fantastiske mulighed, super-tilbuddet, den pose penge, lige præcis den der person, den livsstil etc – det kommer igen flere gange, men man kan måske sige, at vi senere på året kan ærgre os over, at vi ikke tog imod den første gang (som er nu).

Tro på det. Det kan du godt og det er tid. Du må også godt.

Her er sikkert, her er roligt, her er godt, her er lykkeligt.

Vi har gjort det hårde udviklingsarbejde, nok til at der for langt de flestes vedkommende ikke er grund til at rippe op i noget gammelt. Det burde – apropos-  føles mærkeligt og akavet, som at åbne en matematikbog for 3. klasse når man selv går i gymnasiet.

Derfor er de kommende måneder (og især februar) også en test. En test af vores skelne-evne. Kan du skille skidt fra kanel? Kan du mærke efter, om noget rent faktisk er godt eller dårligt for dig, om det er det rigtige at gøre?

Det vil være ret åbenlyst hvis man mærker efter. Der er enten en fænomenal gigantisk åbning, der kan sende dig med kvantespring ind i et endnu bedre liv på meget kort tid, eller der er en ”mulighed”, der i virkeligheden er et kæmpestort rødt flag. Do not enter, står der.

Kan du?

God fornøjelse :)

Louise

 

Kategorier