Venus i konjunktion til Pluto 26. - 31. januar 2021. Forløsningens kunst.

Fra den 26. – 31. januar 2021 kan Venus i konjunktion til Pluto mærkes kraftigt og dybt.

Venus er vores kærlighedsplanet. Det er det vi elsker, det vi holder af, det vi gerne vil have.

Pluto er den transformerende planet, her er vi nede i underverdenen. I de dyriske lyster, i begær, i dybe længsler.

Vi er altså i en situation, hvor et dybt begær efter noget vi tror vil tilfredsstille vores længsel, vores sult er ugens tema. Bemærk, at det ikke nødvendigvis er romantisk eller seksuelt (selv om det er meget muligt), det kan være magt, penge, mad, nyt udseende og meget andet. Det er forskelligt fra menneske til menneske, men princippet er det samme.

Hvad vi begærer er ikke nær så relevant som det faktum, at vi tror at denne ting/person/objekt vil stille vores glubende appetit. Men det stikker dybere end det - i bogstaveligste forstand. Det er en mørkere side af Venus vi får at se i denne uge, hvor vi er med Pluto på besøg i underverdenen.



Når Pluto trækker Venus med ned i underverdenen er det ikke kun mørkt og dyrisk, det er også her de skjulte skatte gemmer sig. Det er kryptisk og det er gådefuldt. Det er ukendt og det er lige hvad vi har brug for.

Vi er høj-elektriske for tiden. Nervesystemet dirrer mens der foregår en større omprogrammering i os. Derfor: få energien ud af kroppen, også dybt begær, vrede, ambition etc. Det kan kanaliseres uden skade på dig eller andre. Nogle kan råbe ud mod havet, andre dyrke sex, andre igen slå i en pude osv. Men er du buldrende, så få det ud og undgå vulkansk eksplosion i julegave december 2021 (se længere nede hvorfor). Det her kan også være at lægge kortene på bordet og få renset luften. Alt, hvad der er undertrykt, hemmeligt, tabubelagt osv.

Belønningen for forløsningen er regenerering. Renselse. Mere frihed, sundhed i krop, sjæl og ånd på primalt plan, kan man sige. Mere kvalitet i relationen, hvis det er det det handler om. Måske frihed. Autentisk er det ihvertfald. Det er sjælens værk, det her. For at det usagte, ukendte, undertrykte ikke bliver siddende og skaber problemer, om det så er i din krop eller et miljø, du befinder dig.

Uanset hvor og hvordan det manifesterer sig for dig er transformation omkring kærlighed, seksualitet og relationer en væsentlig del af denne uge.

Fun fact: dette er traileren til din helt personlige julefilm 2021 for Venus Pluto går retrograd på dette punkt i stenbukkens tegn den 19. december 2021, hvor vi lige graver et spadestik dybere til Plutos underjordiske kræfter eksploderer i et vulkanudbrud af undertrykte og ophobede kræfter så vi kan få forløsning og renselse. Vi vil ikke have undertrykt eller fanget energi ophobet i kroppen eller noget miljø generelt, det skaber giftige tilstande.

Louise

Kategorier