Slægtens karma - forstå din skæbnelinje

Jeg har tænkt meget over det med slægt, familie og karma på det seneste for med de energiskift, vi står foran, føler jeg at vi også kan eller måske skal transformere slægtens karma. Her vil mange nok nikke genkendende til, at det har de allerede gjort – jeg tror, at mange mennesker i dette liv har været det sidste søm i ligkisten for et negativt slægtsmønster hvilket også har været en del af den lidelesfulde verden der har været skabt for netop at kunne transformere og heale disse møntre. Det kan være alt fra alkoholisme til magtmisbrug til prostitution etc etc. Det finder jeg ikke interessant i sig selv, men snarere at – som jeg ser det – verden vil opløse de strukturer, der er usunde for en jordboer netop fordi vi er færdige med at bruge de kulisser.

Samtidig ønsker vi heller ikke at opfinde den dybe tallerken igen. Jeg fornemmer meget stærkt, at vi altid vil udleve slægtens karma, men at den skal tilpasses og opgraderes for hver generation der er i inkarnation, så hvis du kommer fra en slægt af bønder, f. eks, betyder det ikke nødvendigvis at du skal være bonde, men at du måske har naturligt flair for at gro din urtehave, for hårdt fysisk arbejde der måske udføres i fitnesscenteret i den moderne verden og lignende. Det kan være at du har naturligt flair for at lære andre om det via en YouTube-kanal etc. Mulighederne er utallige.

Det er derfor det er så vitalt, at stammens ældste viderefører historierne. Det kunne være et fint december/juleprojekt at opsøge dem, der i familien kan fortælle  om slægten så langt tilbage som muligt. Hvad er det for nogle mønstre og temaer der går igen og igen. Er I den sjove familie, de gode, de rige, de fattige, de udskammede, de religiøse (det skal man ikke underkende selv om religion ikke er lige så stort idag, for det har været en meget stor ting i tidligere tider). Er I dem der slår hånden af hinanden og hvis ja, så hvorfor? Er det for at skabe nye slægtsmønstre eller at lære noget om at finde sammen igen? Det er en meget tung karma-gæld at gøre, så det tror jeg ikke at man gør uden grund.

Har du ikke familie, der kan fortælle ovenstående kan dit personlige fødselshoroskop være relevant at studere. Det kan have stor indflydelse i dit personlige liv og føre til større indsigt i den måde, du bruger dine ressourcer i hverdagen på.



Vi står i slutningen af den største Stenbukke-transit i hundredevis af år og Krebs/Stenbuk-aksen er derfor aktiveret her til den store finale, hvor vi ikke bare har modnet og lært, men også gerne skulle kunne forstå hvad der foregår familie-mæssigt (Krebs/Stenbuk er familie-aksen, det er mor og far-linjen).

I dit fødselshoroskop ville man først kigge på dit 4. hus, også kaldet IC. Det er Krebsens hus, det er rødderne og fundamentet og det er det emotionelt dybeste område i dig. Det er tyngdepunktet i dit energifelt. Det er altid noget af det første jeg kigger på i en session, især hvis der er elementer af opvækst og familie, der stadig præger personens hverdag. Numerologisk ligger det dybt i nederste del af diamanten for jer, der studerer numerologi.

Krebsen er et vandtegn der er særdeles intuitivt. For mig at se er det den vej vi har kontakt til vores forfædre som står klar til at guide og hjælpe os. Heldigvis er der flere og flere, der professionelt kan hjælpe med at skabe kontakt.

Jeg har haft rigtigt mange mennesker i session, og ser på nuværende tidspunkt de store linjer, men ikke nok til at kunne kategorisere hvad der er hvad. Jeg ser bare ofte sammenhænge mellem nogle, der måske kommer fra en tung slægtskarma som også har mørke kombinationer i deres numeroskop, f. eks. Derfor tiltrækker de stadig mørket eller udøver det selv (same same). Har man det med sig og vil gerne have rent numeroskop, beder jeg dem altid finde ud af hvem eller hvad i deres slægt der kan have forårsaget noget som er nedarvet og ikke mindst hvorfor. F. eks ved hjælp af en shaman eller hvad man er til. Vi kan ikke bare rense ud og male spanden med lort lyserød, for så er det bare en malet spand lort. Så får man en transformation, der kan være svær at forstå. Nogle smyger sig nemt ud af det og andre tager kampen med dæmonerne op – det tror jeg afhænger meget af hvad man selv har designet af karmiske læringer for denne inkarnation, men temaet og tråden er der altid. Altid.



På et lige så vigtigt og lidt lettere plan hænger det her også meget sammen med vores profession, vores kald i livet. Her er vi ovre i den anden ende af aksen, i Stenbukken og det 10. hus som er vores mest synlige punkt i horoskopet og ofte det vi arbejder med eller har som karriere. Her fortæller det 4. hus hvad vores vej fra fødsel til højdepunktet i vores liv er, hvad stræber vi efter, hvad motiverer os. Krebsens hus er tit misforstået, det er stadig et kardinaltegn – altså et ledertegn – og derfor bliver pilen mod vores eget højest potentiale allerede lagt helt nede i bunden. Det er også derfor vi skal lede os selv emotionelt for træet skal have stærke rødder (Krebsen) for at kunne skabe det bedste frugter (Stenbukken). Det er ikke den anden vej rundt.

Hvis du f. eks havde en forfædre der var kriger eller soldat, vil det ofte vise sig i barndommen som det her barn der hopper rundt med træsværd. Det falder måske en naturligt selv at gå ind i militæret, politiet eller lignende funktioner. Generelt godt at vide hvad de havde af profession, hvad brugte de meget tid på. Hvad kommer op når du siger ”jeg kommer fra en slægt af ....” bønder? Handelsmænd? Gejstlige? Adel? Kunstnere? Tragiske typer? Arbejdere? Det er meget vigtigere end man måske lige skulle tro.

Det kan vise hvad du naturligt nok er dygtig til eller interesserer dig for. Kommer du fra en slægtslinje af f. eks krigere for at blive i den analogi, gør du måske en krig ud af ting hvor det i den moderne verden ikke er nødvendigt, men er til gengæld modig og kæmper for din sag osv. I en verden hvor årsag og effekt er en udtalt dynamik, kan man forstå sig selv og sine valg på et helt andet plan hvis man tænker i de her baner. Ofte sætter folk unødigt besværlige scenarier op for sig selv og svaret til dette kan meget vel ligge i ovenstående. Jo større forbindelser du kan skabe, desto bedre, for så kan du også skabe et mere optimalt liv for dig og dine efterkommere.

Kommer du fra en slægtslinje hvor man har mange børn, så er det måske også noget der ville give mening for dig i den form, du kan skabe i en moderne verden. Er det handelsmænd, skal du måske have din egen business. Krigeren er idag fitnessinstruktør osv osv. Det kan være lærerigt at vide og kan hjælpe til at fortsætte den gode del af slægten og stoppe hvad der ikke er godt. Det kan give et let kvantespring og komme på højere niveau hvis vi kan strikke det sammen til vores egen, moderne livsmosaik. Var hele din familie brugtvognsforhandlere eller ejede hestestutterier betyder det som nævnt ikke, at du vil opfylde dit potentiale ved at gøre det samme, men måske du er en der har naturligt flair for at arbejde med de felter i en eller anden forstand, om det er så er at skrive en børnebog om talende heste etc. Det kommer an på dit eget felt for denne inkarnation, det er derfor det er så vigtigt at kende så man kan strikke et liv sammen, der både er lykkeligt, produktivt og ikke mindst vedkommende.



Se hvilke planeter der også befinder sig i dit 4. hus i fødselshoroskopet.  Jo mere aktivitet der, desto større forbindelse til slægtens karma.

Pluto her kan være en destruktion af familiens dårlige karma som måske selv skal genopbygge eller transformere.

Jupiter her er virkeligt heldigt for succes i forbindelse med de arketyper der ligger i dit 4. hus og hjælp fra forfædre. Venus ligeså. Ofte en sjov og venlig familie. Måske rig hvis Venus også er her.

Saturn i 4. hus er udfordrende, det er ofte lidt mere begrænset i en eller anden forstand. Begrænset viden, betinget kærlighed, begrænsende udsyn osv. Der er en ”mur” mellem familiemedlemmerne eller dig og de andre, f. eks. Det er derfor man altid er nødt til at se på helheden, dette er kun en del af det, men kan forklare meget og fordi det er roden, så er det her vi vil starte. Det er her alt det andet udspringer fra.

Merkur i 4. hus kan være, at man tænker meget over det med familie, at de snakker meget osv.

Solen og månen i 4. hus er typisk en familieperson, men kan også være meget ambitiøs samtidig fordi polariteterne hænger sammen. Her har vi også forbindelsen til familiens ry, hvad er familien kendt for – det er Stenbukkens 10. hus, også kalder MC som er den anden polaritet til 4. hus/IC/Krebsen. Hvis du er på lidt mere avanceret niveau, så tag også 1. og 7. hus med (1., 4., 7. og 10. hus hænger sammen) for 1. hus er selvet, det er i høj grad familien og opvæksten der former en og 7. hus er ægteskaber, f. eks, så her dannes karmiske tråde påny.

Dette indlæg er ikke uddannelse i hvordan man læser ovenstående, snarere helikoper-overblik over hvad man også kan se i et energifelt/fødselshoroskop. Nu ved du, at det eksisterer og kan begynde at lave dine egne studier. Det er en del af det, min nye uddannelses-database kommer til at dække. Indtil videre kan du få dig en god snak med bedstemor eller bedstefar ved den knitrende pejs her i julen. Der kan ligge vigtig information til dig der.

Louise

 

Kategorier