Jupiter direkte september 2020. HÅBET LEVER.

Jupiter er stationeret for at gå direkte og hvor Mars, der forleden gik retrograd beder os alle smide benene op og tage en slapper, så sørger Jupiter lige for, at der kommer nogle forbi og tager opvasken, laver maden og fodrer os med vindruer.

Eller sådan noget.

En af grundene til, at vi bliver kørt en ekstra tur igennem kværnen i år 2020 er, at Jupiter befinder sig i Stenbukkens tegn. Den glade, festlige og optimistiske Jupiter er absolut ikke glad for at være hos den sure Stenbuk, der bare vil arbejde hele tiden. Jupiter er normalt det, der ”gør det hele værd” – uanset hvad ”det” måtte være. Jupiter sørger normalt for, at vi er pakket ind i bobleplast så uanset hvor hårdt vi falder, så gør det ikke heeelt så avs.

Jupiter i Stenbukken er ikke bobleplast eller ”op på hesten igen, min ven – vi laver alle fejl”.

Jupiter i Stenbukken er ”du er tydeligvis ikke voksen eller moden nok til at håndtere dette, så her er karmisk afregning ved kasse 1”.

Nogle elsker det, andre hader det for Jupiter i Stenbukken kan også give særdeles stor succes hvis man vil arbejde for det (læs om hvordan man gør det HER hvis du er Guldmedlem) – men det er i hvert fald ikke en indflydelse, der har afbødet faldet for nogle af os. Det var derfor jeg brugte så meget af 2018 og 2019 på at skrive om, at man skulle være voksen og kunne stå selv hvis man skulle stå optimalt igennem et år som 2020 (læs gamle indlæg inde på bloggen), for det er et sejt år at være umoden i. Umoden med Saturn og Plutos briller, vel at mærke.



Jupiter har lige et par måneder tilbage i Stenbukkens tegn inden Jupiter med glæde hopper ind i Vandmandens tegn og møder nyankomne Saturn der til december. Der vil være meget at fejre og se frem mod herfra, så selv om vi vejrmæssigt går mod mørkere tider, går vi energimæssigt klart mod lysere tider. Om ikke andet er det sidste spurt med Stenbukke-stellium i vores liv, hvilket er fejringsværdigt i sig selv.

Jupiter direkte er dog altid bedre end Jupiter retrograd, så glad eller ej vil Jupiter stadig drysse stjernestøv og gaver på os alle herfra. Vejen er allerede lidt lysere og der kan komme stærkt tiltrængt hjælp udefra eller positive indvirkning den kommende tid. Vi har også en virkeligt god nymåne på vej den 17. september. Det kommer ikke til at fikse det hele, men lidt er bedre end ingenting selv om Jupiter er pænt mast mellem Mars, Saturn og Pluto i denne her vanvittige rockerborgsfest. Jupiter er totalt kørt over her, men er trods alt et lys i mørket. Sådan lidt ”heyy der er også natmad (til denne her kedelige fest)”-agtigt. Vi kan trods alt gøre det her eller vi får trods alt de her gode nyheder midt i det hele.

Vi vinder på skrabeloddet, det er måske kun 50 kr, men heyyy det er bedre end ingenting. De store beløb må vente til senere på året når vi har gjort os fortjent til det, siger Saturn. Vi kan alligevel ikke håndtere at få alt det gode på én gang.

Louise



Har du kardinale placeringer omkring 17 grader af kardinaltegnene (Vædderen, Krebsen, Vægten og Stenbukken) vil du kunne mærke Jupiter direkte ret hurtigt og alle der har senere placeringer, må vente lidt – men det gode skal nok komme.

Kategorier