Fuldmåne i Fiskene den 2. september 2020. Disco.

Føler du dig forvirret? Glemsom? Distræt? Overfølsom?

De sidste par dage har budt på glemte nøgler, telefoner, ikke kunne finde vej, tåget kommunikation, glemsomhed og forvirring i det hele taget. Jeg har talt med adskillige, der har fortalt lignende historier. Folk er måske lidt småsløje og/eller indtager for meget alkohol. Jeg har mødt mindst to der ”aldrig havde været så fulde i deres liv” som i den forgangne weekend.

Hele verden fra forstanden?

Neii neii, det er bare årets fuldmåne i Fiskene. I år er der bare ekstra disco-hurlumhej grundet Neptun i Fiskene, som da lige ville joine festen. Så blev der lige indkøbt en ekstra røgmaskine til discoteket.

Hvis du tror, at du har begyndende Alzheimers eller føler dig som en stangstiv stodder kravlende på alle 4 gennem et overfyldt diskotek, hvor dørene hele tiden flytter sig, så vent et par dage med at søge professionel hjælp og se om det ikke fortager sig.



Det vildt fede ved Fiskenes årlige fuldmåne er den kreativitet, empati og kærlighed der følger med den. Det er total sjov og party. Når vi nu ikke kan tænke kan vi altid flyde lidt med og nyde livets forunderlighed. På kontoret var Nian og jeg da sprængfyldte af brave ideer og gæve spilopper (månen er også i lækker sekstil til innovative Uranus) , og til træning elskede jeg om muligt mine dejlige venner højere end nogensinde før. Fiskene er og bliver den højeste form for kærlighed, vi kan nå. Total Jesusmåne, mand.

 

Der er intet luft her. Altså elementet luft. Glem alt om logik og tankevirksomhed (Vægt, Tvilling, Vandmand). Der er jord og der er vand, og her bliver luft kvalt på stedet.

Det er slet ikke tid til at tænke.

Det er tid til at mærke.

Tid til at føle.

Tid til at vide.

 

En fuldmåne som denne er om noget ”hul igennem” til kosmos. Om det er ideer, varsler, indsigter eller forudsigelser, så kan vi her få instant messaging fra Gud. Det er magi, det er kreativitet, spiritualitet.

Fuldmånen opfordrer os til at gå højere. Højere end den evigt transmitterende radiosender, vi kalder hjernen. Kvæl de forbipasserende tanker, de fleste betyder ikke noget alligevel. Ikke i det store billede. Det er forbindelsen til altet, og evigheden kan ikke rummes med en almindelig menneskehjerne.

 

Du kan også lade de forbipasserende tanker der handler om, at du begrænser dig selv fra fuld udfoldelse af livet falde ned igennem denne store, kosmiske faldlem. De beskeder, der kommer fra det store univers er rene og de fortæller os, at vi aldrig er helt alene., men at vi for tiden får tildelt den hånd, vi evner at spille.

Det lave niveau af Neptun/Fiskene er at hoppe med på bølgen med ”low vibes”. På alt, der er trist, sørgeligt, grimt, nedgør dig, codependency, afhængigheder (!), depression, skyld, skam, negativitet, håbløshed, illusioner, at leve i en drømmeverden og videre i den dur. Vi er her i det 12. hus, og man skal passe på med hvad man dyrker i det 12. drivhus for her på tærsklen til en ny evolutionær cyklus kan vi meget vel dykke ned i nogle strømme, ned i nogle rabbit holes der slet slet ikke gør noget godt for os og som med andre ord er komplet unødvendige. Chiron er ude af Fiskene, vi behøver ikke længere at heale os selv gennem krise.



 

Om kort tid befinder vi os ”over horisonten”, som det hedder astrologisk. Jomfruen, hvor solen er for tiden, er det 6. ud af 12 tegn i Zodiakken. De næste 6, der starter med Vægtens sæson den 23. september, er de såkaldt ”voksne” tegn. Og de bliver kun mere ”voksne” som året går på hæld.

Min stærkeste anbefaling under en så potent fuldmåne som denne er at lade følelser være følelser. Følelser er hvad de er, uanset hvor upraktiske eller amoralske, forkerte osv vi har lyst til at gøre dem. Ja, det er upassende at du lige har fået lyst til noget andet, men som jeg siger i Fiskenes video (se link forneden) så er det her sat i spil i det kosmiske støv, der sidder som dna i vores kroppe for tusinder eller måske millioner af år siden. At vi først fatter det nu skal vel ikke ligge kosmos til last.

Der er intet at forstå, intet at moralisere over. Også selv om du ikke kan forstå hvorfor noget nu begynder eller noget nu slutter hvilket nok er udtalt hos de fleste. Der er ikke mere, der kommer ikke en genudsendelse. Det store JA eller NEJ står og blinker dig lige ind i bærret. Måske igennem dine drømme, som for tiden er den stærkeste kanal.



I en så afsluttende cyklus som denne erstatter det nye det gamle lynhurtigt, så vær ikke bange for at tage tilsyneladende store livsbeslutninger på stedet. Vi er alle blevet modnet nok til at kunne tage disse chancer og det er en skidt ide at lade andre gøre det for en, det kan blive meget frustrerende som måneden skrider frem.

Det er de små nøgler der åbner de store døre. Hvis du har gjort det og livet hvirvler dig ind i den strøm, ville jeg stole på det. Vejen er brolagt, og det er en af de lange, lange veje på den gode måde.

Med andre ord har du mulighed for at blive voksen på en helt ny måde. Det, vi ser og føler ved denne fuldmåne, har ingen af os set eller følt før. Det er så utroligt nyt og så utroligt spændende.

Det, vi har set indtil nu var ingenting.

Det er nu tid til ægte magi. Musik, dans, kreativitet, spiritualitet, kærlighed.

Kosmisk kreativitet.

Louise



Se eller gense Fiskenes video for september 2020, der kan du blive meget klogere på de temaer, fuldmånen kommer med, du kan se den lige HER (bare se bort fra den gule hat).

De fleste stjernetegns videoer for september 2020 er også oppe, du finder dem på playlisten lige HER ligesom du kan se eller gense energivejrudsigten for os alle for september lige herunder:

https://www.youtube.com/watch?v=GStvkns5sTc&list=PL6zuqvNFQa1XTgiYiKAdf6PAmCh6pGAah

Kategorier