Den sydlige måneknude på Det Galaktiske Center aug-sep 2020.

Det er ikke de mest trygge, stabile eller komfortable tider, vi lever i. En stor transformation er slut, men der er flere i gang.

I noget tid har vi – udover alt det andet (se bloggen, YouTube-kanalen etc for at følge med her) – haft den sydlige måneknude dansende hen over Det Galaktiske Center.

Det Galaktiske Center har mange mere eller mindre eksotiske navne, i nogle kredse er det stedet hvor alt fødes i universet, astronomisk hvor Mælkevejen lyser mest og astrologisk er det 27 grader af Skytten.

Med den nordlige måneknude i Tvillingernes tegn frem til januar 2022 (det er den retning, vi kollektivt går i – ”ledestjernen”, læs om den transit HER) har vi naturligt nok den sydlige måneknude i Skytten.



Her i Jomfruens sæson gør vi rent. Vi pudser vores hytter og renser vores kroppe. Vi søger angring og bodsforladelse (eller hvad det hedder) og vi opfører os ordentligt.

Hvorfor?

Fordi vi intuitivt ved, at dommedag er på vej. Det sker, når solen går i Vægtens tegn den 23. september. Her står Vægten klar med Retfærdighedens Sværd, vi skal vejes og måles og vi vil helst ikke findes for lette. Det er derfor Jomfru-sæson og alle vores Jomfru-placeringer i fødselshoroskopet altid vil have en snert af ængstelse og bekymring. Hvor meget vejer jeg på vægten, hvad siger målestokken. Bekymringen over den karmiske virkelighed der venter er til at tage og føle på.

Og her mens vi pudser og renser og rydder op, ser vi klart. Vi ser klart hvor der er sprækker i hytten og ustabilitet i fundamentet. Det behøver hverken at være godt eller skidt, det er bare den klarhed Jomfruen er karakteriseret ved.



Skytten er mange ting, men det er især overbevisninger der i denne tid skylles ud i det store, galaktiske lokum.

Overbevisninger betyder, at noget er ”over bevis”. Altså at vi tror noget selv om det beviseligt er usandt. Det kan være alt fra, at vi tror at vi er grimme, dumme og uduelige (hej barndom, kom du der?) selv om det ikke er sandt. Og hvem skulle i øvrigt også kunne kreere den målestok? Omverdenen, biblen, Alt for Damerne?

Det er det vi tror om os selv, der er usynlige pejlemærker i de mønstre, vi har i dagligdagen. Stort set alt du tænker, siger og gør i din hverdag kan koges ned til essensen af dine overbevisninger. Det er et flot arbejde at kigge på, meget kan komme for en dag og det er altid kilden til øget bevidsthed. Et menneskes overbevisninger fortæller utroligt meget om dem selv.

Denne periode er fremragende til at smide gamle overbevisninger, især de begrænsende. ”Jeg er for (indsæt selv ord) __________ til at (indsæt selv mangeårig hensygnende drøm) _____________” og se så på, om det nu også holder i virkeligheden. Er du nu også det? Er det nu også så umuligt? Mangler jeg bare at se på hvad det i virkeligheden kræver, koster osv og så lægge en plan der kan føre mig dertil?

Overbevisninger, principper, paradigmer, regler – det hører alt sammen under Skytten. Det har de lærde engang lærd os, og det har vi så nedarvet fra generation til generation uden at stille spørgsmålstegn ved. Det var jo de kloge, det var filosofferne og professorerne der var kommet frem til de her kloge ord og modeller at leve efter.

Som livet skrider frem, bør vore overbevisninger engang imellem tages op til revision. Især hvis det er forældede overbevisninger. Hvis det er fra barndommen, f.eks. Vi ligger i slutspurten af Krebs/Stenbuk-cyklussen, vi ser nu vores fortid med egne voksne briller og meninger. Bare fordi nogle kaldte dig grim i skolegården, uduelig derhjemme, ikke værd at elske (eller det, der er værre) betyder ikke, at de havde ret. Eller at det på nogen måde har en berettigelse i år 2020. I fremtiden. Det er ikke noget at bygge sit liv på.



Den nordlige måneknude i Tvillingerne lægger i høj grad op til at være i nuet. Det er det evigt nysgerrige barn. Sammen med tidens Jomfru-tand er der lagt op til fornyet uskyld. At se verdenen som så vi den for første gang og så se hvor meget af det omkring os, der hører til de overbevisninger der er naturlige for os nu. Vi er ikke bundet til mennesker og steder, men til vores overbevisninger.

Derfor må det, der er en fysisk manifestation af noget vi troede om os selv engang, men ikke gør længere, blive skyllet med ud i det sorte hul, Det Galaktiske Center repræsenterer. Om det er din overvægt, dit dårlige ægteskab, dit stagnerede job, dit usle hus osv. Se godt omkring dig, og se hvad du har manifesteret - hvad du har gjort konkret - ud fra begrænsende overbevisninger du havde engang.

Og se så godt på, om du stadig synes det samme. Om den du er nu passer til dine nuværende omgivelser.

Louise

 

 

Kategorier