Rottens år 2020-2021. Kvalitet.

Idag er det kinesisk nytår og vi skifter denne gang fra Grisen til Rottens tegn. Det er altså Rottens egenskaber, der sammen med alt det omkringliggende vil være de fremtrædende temaer det kommende år frem til den 12. februar 2021 hvor vi går ind i Oksens år.

Rotten er først og fremmest symboliseret ved...tja, Rotten. Det er potentielt en lav energi. Det kan være tyveri, sygdomme, dårlig hygiejne. Mere om det om lidt for jeg vil lige adressere Corona-virussen, der netop er udbrudt og som spreder sig med epidemisk hast.

Det er jo også Rotten. Den spreder sygdomme. Sidst vi gik ind i Rottens år i 2008 havde vi – kan I huske det? – Svineinfluenza. Det var på alles læber i Rottens år 2008-2009. Jeg tror absolut, at den nye virus også skal tages alvorligt og at den vil medføre mange dødsfald.



Hvis det er lige progressivt nok at skrive sådan, så skal man nok ikke læse videre. Jeg elsker astrologi fordi det giver et objektivt billede af noget, så jeg bedre kan forstå det på et nøgternt og intellektuelt plan. Om det er så er menneskers individuelle energifelter eller de kollektive transitter.

Jeg synes iøvrigt ikke bare, at det er interessant, jeg synes også at det er tiltrængt. Uanset om man bruger astrologi eller andre arketypiske klassificeringssystemer. Her ligger mange guidelines til os.

Rotten er jo hverken et ondt eller dårligt dyr. Det her handler om os mennesker og vores handlinger. Som skrevet og sagt mange gange er 2020 bare slet ikke året for at forsøge at krybe udenom. Saturn og Pluto er karma og konsekvens af første skuffe. Det er ikke en løftet pegefinger fra socialforsorgen, det er voksen-konsekvenser som man kan tage og føle på. Du skal i spjældet, skal du. Eller sådan noget. Så kan du lære det. Hvilket jo egentlig er meningen med konsekvens til at begynde med. Ellers lærer vi jo ingenting.

Rotter kommer f. eks i et køkken når man har dårlig hygiejne. Hvis man ikke behandler maden ordentligt eller bare lader noget ligge og rådne udenfor. Hvis man ikke tager hensyn til hverken jordens ressourcer eller andre mennesker.

Med en så stærk Saturn-Pluto-konjunktion vi stadig er stærkt influeret af i 2020 vil jeg påstå, at Rottens år kommer til at handle om vores masse-narcissisme/egoisme. Og et lynhurtigt opgør med denne.

For at undgå ”rotter” må og skal vi levere og producere kvalitet (Saturn). I alt hvad vi gør. Hvis vi ikke leverer kvalitet, hvis vi ”hoster og nyser” ude i det offentlige rum uden tanke på hvad det gør ved andre, så bliver vi straffet.

Jeg ser alt det her som en facilitering hen mod det, som den Nordlige Måneknude i Krebsen vil have os til, nemlig at begynde at bryde os mere om. Empati, kærlighed, omsorg. For alt og alle. Også os selv.

Narcissisme og egoisme på bekostning af omgivelserne afføder sygdom. Symbolsk og i praksis. Ja, det ved vi godt, men praktiserer vi ikke at levere vores højest mulige kvalitet, falder hammeren hårdere end normalt.



Jeg synes, at det er vældigt interessant at Corona-virussen opstår på et marked i Wuhan i Kina her omkring det kinesiske nytår. Den opstår fordi man behandler nogle dyr virkeligt dårligt her (!). Noget, der er meget stort fokus på i disse år. Dyrevelfærd. Og her kommer konsekvensen: behandler du ikke jorden og dens beboere ordentligt, så kan du fucke af. Ikke mere ”jamen jeg troede” eller ”jamen det har vi altid gjort” eller ”jamen der er jo aldrig sket noget før”. Der er konsekvenser. Og man bliver ikke Batman af at spise flagermus-suppe.

Helt ærligt. Jeg har skrevet og talt så meget om det her: det er et virkeligt dårligt år for at spille uskyldig, for dårlige undskyldninger, for at prøve at slippe afsted med noget snavs. På alle områder. Det er en garanti.

Det er ikke for at skræmme nogle, men fordi de her energier er afregning ved kasse 1 for os alle. Årets motto er og bliver ”det skulle du have tænkt på noget før”. "Jamen jeg troede ikke at jeg ville ryge i spjældet/blive opdaget" etc. Jamen, det gjorde du så nu.

Og det her er ikke karma og konsekvens som en slags Guds straf, men for at hjælpe os alle til at komme op på et højere evolutionært plan. Overholder du ikke dine aftaler, handler du egoistisk, ukærligt osv, så falder hammeren. Det må man allerede have opdaget ved år 2020. Det har de ihvertfald i Wuhan.



Det er ikke et år for hurtige genveje til at tjene penge (men sjove memes om det holder altid :D)

Et andet nøgleord her er kvalitet. Der skal kvalitet til. I alt man leverer. Professionelt, privat, i sin adfærd, sin mad, sit job. Sine værdier.

Og det kan i disse energier for nogle måske opfattes som hårdt arbejde eller restriktion. Det er et rigtigt skidt år for at overgøre tingene. For at spise for meget, arbejde for meget, socialisere for meget (hvis det er uden kvalitet). Man skal kunne genkende alt, der ikke er det værd. På alle områder.

Er det værd at spise den plade chokolade du måske bliver syg eller fed af, er den fest værd at tage til, er pengene for det arbejde du udfører det værd, er problemerne i dit forhold det værd. Jeg tager ikke stilling til om det er det for dig eller ej, men oplyser alene om at man vil blive presset på at reflektere over de her ting. Højere plan, remember?

Uranus i Tyren medfører kollektive skifte i det 2. hus, som hander om værdier. Ikke kun forandringer i banksystemer og penge, men også i værdier i det hele taget. Der vil være et skifte i vores værdier på globalt plan.



Så ja, et år som dette belønner virkeligt kvalitet. At man har gjort en indsats. Penge og resultater er ikke lige så vigtige. Kvalitet vinder over lethed. Saturn er meget let at forstå når det kommer til at forstå, hvordan man høster en stor belønning – den er nemlig direkte relateret til ens indsats.

Med andre ord er det et år for kvalitetsarbejde. Der hvor vi arbejder på vores job, på vores sundhed, på vores relationer. Ikke et år for quick fix-løsninger eller alt, der er hurtigt og smart, men ikke langtidsholdbart. Vi kender det så godt: ”tag 5 kg på 5 dage”, ”bliv rig på 1 måned” osv. Der er et kæmpe paradigmeskifte på vej her. Vi skal forstå, at ting tager tid.

Kvalitet tager tid. Relationer tager tid at opbygge. Det tager tid at tabe sig. Nej, du har ikke tabt 20 kg inden strandsæson 2020. Sikkert heller ikke inden strandsæson 2021. Det tager tid at bygge en virksomhed op. At få venner. Osv osv.



Det tager tid. At bygge op, at tjene penge, at få succes.

Og så skal det være det rigtige. Har man tendens til overspringshandlinger vil jeg mene, at det er det bedste sted at kigge. Jeg opfatter ikke overspringshandlinger som dovenskab, men som et energetisk mismatch. En klog en sagde engang, at det du laver når du burde lave noget andet er det, du i virkeligheden burde beskæftige dig med. Overspringshandlinger vil vise meget omkring ens passion og brug af ressourcer. Så basically: stop fucking around. Stop spild af tid, energi og ressourcer.

Det betyder ikke, at vi kan være strategiske omkring resultater. Jeg tror ikke der er nogle der helt ved, hvordan dette her ender – ikke at vi nogensinde gør det, men der har været nogle meget store skifte på få år (på verdensplan), alt er funklende nyt (og vil blive endnu mere funklende nyt som 2020 skrider fremad), vi er vitterligt på vej ind i en helt ny tidsalder. Der er stærke, stærke sjæle på vej i inkarnation og der vil heller ikke være plads til ævl og bullshit.



Det er måske nyt, at du mærker en langt mere kreativ side af dig få plads. Udover alt ovenstående, så er det her også vanvittigt kreative energier. Imens vi alle begynder at løse de sider af os selv hvor vi bedrager – enten os selv eller andre – vokser kreativitet frem. Den kan i Rottens år være stærk, vild og passioneret. Sexy. Det er kosmisk kreativitet alt det her også handler om. Og hvordan skulle vi kende udfaldet af dette?

Vi vil ikke have rotter. Hverken som middagsmad, køkkengæster eller på loftet.

Om vi får det er op til os selv.

Louise

 

 

Kategorier