November 2019. Spild.

Nåh, hvordan går det i Crazyville? Er årets stærkeste periode for ”hul igennem” fyldt med overraskelser, rædsler, mareridt eller indsigter?

En periode som denne ville jeg normalt ikke udtrykke mig alt for meget om. Delvist fordi ord er så begrænsende i noget så omstændigt som dette, og delvist fordi alt selv er nødt til at udspille sig som det skal her i årets mest transformerende sæson.

Når det så er sagt, så kan jeg godt mærke at der er ekstra skruetvinger på i år. Heftige eklipser og en intens Saturn-Pluto konjunktion i horisonten sætter os under et stærkt pres, der som nævnt mange gange før kun tager til de kommende måneder. Det er her vi viser, om vi kan transformere vores kulsorte sider til skinnende diamanter. Men først må vi efterlade og slippe. Det der skal dø, skal dø.





Vi står i en stærk Pluto-sæson, altså i Zodiakkens 8. hus og i Merkur retrograd her oveni. Dybdepsykologi, seksualitet, død, tabubelagte emner hører til her. Ressourcer også, herunder affald og afføring. Det man smider fra sig. Mest i overført betydning.

Ressourcer og spild er gennemgående begreber i disse år. Ikke kun i Greta Thunberg-sammenhæng, altså spild af ressourcer i klima-sammenhæng, også i overført betydning. Hvordan vi selv bruger vores ressourcer – altså vores tid, opmærksomhed, penge, energi – etc. Hvem og hvad vi bruger det på.

I en periode som denne kan vi dissekere. Vi kan komme helt i dybden, skære ind til benet. På et lavpraktisk plan på de ting, vi laver i løbet af dagen. Er vi produktive eller effektive? Arbejder vi mod vores højere mål med en veltilrettelagt plan med overskuelige delmål i? Er der balance mellem vores stræben mod udvikling og vores ”fritid”? Har vi de rette mennesker omkring os? Dem, der støtter, beskytter, har et oprigtigt ønske om at vi når vores mål eller som distraherer os med de samme endeløse og ligegyldige dramaer der kører rundt og rundt i ring med emotionel intensitet som brændstof. Holder vi fast i noget der bare ikke er energi på? Hvor vi selv skal stå og holde magneten oppe på køleskabsdøren fordi der ingen magnetisme er?



Lidt unuanceret, men det er alt det her jeg har skrevet om i dybden de sidste par år. Vi skulle meget gerne have gjort de fleste overvejelser hvad ovenstående angår på nuværende tidspunkt, ellers finder der tonsvis af livsstils-selvudviklings-coaching-bøger der kan hjælpe med dette.

En periode som denne kan også vise, hvorfor ovenstående måske ikke virker. Gør, at du ingen vegne kommer, at du ikke er motiveret. Det er det, jeg mener med at skære ind til benet. Hvis man ikke virkeligt brænder for noget, virkeligt er passioneret, så falder ovenstående nemlig totalt til jorden. Især i perioder som disse og med de no-bullshit-aspekter, der er på vej energimæssigt er det umuligt at committe sig til nogen eller noget, man ikke brænder for. Ikke er oprigtigt passioneret omkring.

I min erfaring er det ikke det at nå målet, der overhovedet er problemet.

Det er at finde ud af, hvad det rigtige mål er.

Indtil da kan vi overspringshandle ved at lade hverdagens søvndyssende trivialiteter overtage, lade os distrahere med det ene og det andet eller endda forsøge at sætte nogle kalorielette mål. For det har jeg læst i Femina eller Euroman eller hvad der findes af bibler for kalorielette passioner. Ny iPhone? Triatlon? Ironman? Ultraløb? Spice sexlivet op? Swingerklub? Blondeundertøj? Frække billeder? Porno? S/M-fest? Endnu en spirituel begivenhed/uddannelse/kursus/blogindlæg (haha)? Flere trohåbkærlighed-klicheer og banale citater? Blive millionær? The Golden Tomorrow? (”på mandag starter jeg med at tabe mig, til sommer tager vi på ferie og alle er glade, imorgen holder jeg op med at ryge, uhh vi skal også til at planlægge jul/fødselsdag/bryllupsdag/ferie. Indsæt selv flere ____________). Så kan vi planlægge os hen mod et mål, der også bare bliver banalt og virkeligt når vi kommer dertil.



De der gængse mål. Distraktionerne. Det er som at forsøge at trække vejret gennem et sugerør. Som at forsøge at spise sig mæt i kanapeer. Indholdsløst. Det kedelige banale liv, hvor man ikke kan sætte en finger på, hvad der er galt for man har jo "alt". Tro mig, jeg har også været der.

Det virkeligt ægte starter et helt andet sted som den brede befolkning måske ikke kan se eller få adgang til i hverdagen. Og jeg vil lige nævne, at jeg intet ser galt i det hvis det er det man vil (!).

Men mangler man følelsen af fuld tilfredsstillelse, mæthed, passion. Af det, der rykker i underlivet (jeg lover dig, at hvis noget ikke rykker i underlivet, så er du helt og aldeles på det forkerte spor), lad os da give det et shot når nu vi i denne periode er så tæt på ”kosmos”.

Min egen version er som ofte nævnt at komme hjem. Det er ”kosmos”. Det er den anden side. Det er grundlaget for spiritualitet, vil jeg tro. Oplysning. Nirvana. Her er længslen, her er begæret.



Vejene dertil er sikkert utallige. For mit eget vedkommende har det altid været gennem seksualitet. Orgasmer er portalerne, det har været stadierne til et højere bevidsthedsniveau. For andre er det sikkert meditation (som Buddha) og andet. Jeg har før hørt sportsfolk tale om det samme.

Kanalen til passion er kanalen til kosmos. Det er ikke svært at opnå sine ”ægte” mål. Tro mig, der kan man slippe alt på nul komma fem og spurte efter den. Det svære er at finde den.

November 2019 er en fremragende måned for at få hjælp til dette. Måske du selv har abstraktionsniveauet (kan se dig selv udefra, være et vidne), den tankemæssige disciplin, måske du allerede har fundet den. Ellers er der som nævnt et hav af coaches og psykologer og shamaner eller hvad man er til, der kan hjælpe dig på vej.



Et godt råd jeg engang fik var at se på, hvad jeg gør når jeg overspringshandler. Og så indse, at det jge bruger min tid på når jeg burde lave noget andet nok er det jeg egentlig burde bruge min tid på. At min passion i en eller anden form ligger der. Jeg har ofte været presset til at stå op om natten fordi et blog-indlæg "brændte" i mig. Hvis det virkeligt presser på, kan jeg ikke koncentrere mig om noget som helst andet. Det er mit pejlemærke for passion. Det eneste, der vinder over skriveriet, er dansen. Min ultimative passion.

Min personlige opskrift på vejen til succes har altid været ikke at spilde tiden og ressourcerne. På andres processer, på ævl, på eskapisme, på overspringshandlinger, på drama, på bullshit, på dumme eller ligegyldige opgaver. Jeg er slet ikke ekspert, men meget bevidst om det og i de år, vi står i, bliver vi mere og mere presset på dette – det er jeg helt stensikker på. 2020 bliver præcisionens år med så meget Saturn, der kun tager til. Her skal vi være 100% skarpe på, hvemhvadhvor vi bruges vores tid, energi og ressourcer på. And it better be the fucking real deal.

Ihvertfald hvis man skal udnytte den største mulighed i flere århundreder for at springe rigtigt mange trin op ad rangstigen. Og i en tid som denne er mulighederne for genveje uendelige, ti-øren kan falde mentalt hurtigere her end på nogen anden tid på året. Man kan springe rigtigt mange baner over i computerspillet, få meget store indsigter og genkende distraheringer længe inden de overhovedet får lov til at komme hen og vifte de regnbuefarvede vimpler foran dig.

Så. Ned i dybden. Ind til benet. Kig på dig selv udefra. Få andre til at se dig udefra. Ignorer alt der glitrer, bimler, bamler, buldrer og brager. Det er en test.

Det er såmænd det hele. Den passion der. Den er der. Det er den skinnende søjle lige foran dig. Måske skræmmende at kaste sig ud i, men det er her det rykker i underlivet.

There you will get your satisfaction. Den, som ingen nye iPhones, ultraløb eller smæk i numsen kan give dig.

Louise