I Krebsens tegn, juni-juli 2019. Badevinger.

Jeg glæder mig i denne tid. Ikke fordi julesneen falder hvid – gudskelov da, selv om man aldrig helt kan stole på det danske vejr i juni – men fordi vi imorgen går i Krebsens sæson.  En periode, der altid guider os igennem til et højere emotionelt niveau. Sjældent uden drama, altid med stor belønning.

Og belønning kan man sige ligger i enden af de store cyklusser, vi har sluttet det sidste års tid. Overflod er jo tidens tand og i Krebsens sæson er det nærmest i bogstaveligste forstand. Nogle kan måske huske, at jeg til jule-LIVE 2018 fortalte om hvordan Stenbukken er timingens mester (Saturn hersker over tid) og derfor holder alt tilbage til det er det rette tidspunkt at slå til, så holder Krebsen havene tilbage i de 11 måneder af året, der ikke er Krebsens sæson. For derefter at oversvømme alt og alle når vi kommer til den 21. juni.





Hvis vi lige sætter det i perspektiv ud fra de foregående måneder: Tyrens sæson (april-maj) er middagen inden festen. Kom indenfor, vi hygger, spiser lidt eller meget, drikker og tager måske en lur. Når man så vågner og det i mellemtiden er blevet Tvillingernes sæson (maj-juni) så er der et fucking rave party i gang og alt er totalt vanvittigt. Folk hopper rundt i sofaerne med multifarvede drinks og kasketter. Her, der og alle vegne.

Og så kommer mor Krebs hjem (juni-juli). Shiiit. Alle børn skal i seng og teenagere skal ud. For nu er det de voksnes tur til at feste. Hvis Tvillingerne er teenagere, så er Krebsen de voksne. Jeg sagde jo, at vi skulle til at growe the fuck up, ik.

Så her i overgangen mellem Tvillingerne og Krebsen skal teenagerne måske lige ud og kaste op, men så har de det jo godt bagefter. Godt nok til at gøre hele huset rent efter sig. Altså i det hele taget hælde gift ud af sin krop og gøre hele sin tilværelse ”ren”. Om det så er at slippe af med toksiske relationer eller tanker om sig selv, så er det temaet.



Det, der er med Krebsen og de have er, at vand her symboliserer følelser. Og det er ikke alle, der svømmer lige godt.

Krebsens sæson er altid en meget, meget sensitiv periode. For alle. Vigtige nøgleord er beskyttelse, omsorg, trøst, sikkerhed, hjerte, kærlighed, baby, fosterstilling. En utroligt fin energi der søger at komme frem i disse år. For os alle individuelt og kollektivt.

Det er det hele Pluto-transitten fra 2008-2023 handler om. Lad os lige tage den.

Pluto i transit handler om transformation. Der, hvor den går hen over Stenbukken i dit fødselshoroskop. Det er lidt uden for din kontrol, kan man sige.

Pluto er en sværvægter. Hersker over Dødsriget og vort ubevidste. Sender os gentagende oplevelser og cyklusser som vi udvikler os igennem. Vi bliver kastet ind i denne her tromle for at blive formet, ofte mens vi bliver kastet rundt (sådan kan det føles, hvorfor Pluto-transitter har et vist ry) for at komme ud som en juvel på den anden side. I vores højeste potentiale. Ja, Pluto er intens og radikal, men også meget, meget givende. Det er godt at arbejde med og ikke imod de trasnitter.

På polariteten af denne transit ligger Krebsen så. Som nævnt mange gange, så er det Krebsens temaer vi forsøger at få frem igen i samfundet så vi kan få balance mellem det maskuline og feminine. Vi skal integrere polariteterne holistisk i os og vores tilværelse, især hvis de har været væk eller undertrykt.



Pluto møder snart Saturn i et episk showdown, jeg har skrevet om HER. Lige nu er både Saturn og Pluto i retrograd og bevæger sig derfor væk fra hinanden, men de er stadig meget tæt og venter på at stå head to head med Krebsen den 12. januar 2020 som et af højdepunkterne i det paradigmeskifte, vi står i.

Og juli 2019 er et andet af de højdepunkter. Man kunne også kalde det et kogepunkt. Der sker så meget i slutningen af juni og i juli, at jeg nærmest må til tasterne hver dag. På et overordnet plan kan man sige, at Krebsens sæson i år i høj grad handler om familie. Der kan være en meget, meget stor forløsning på vej hvis du ikke allerede er igennem den. Denne periode trækker tråde langt, langt tilbage og langt ud i fremtiden.

Vi taler potentiel forløsning af mange generationers familiemønstre og karma grundet de her lettere vanvittige oppositioner til Saturn og Pluto i Stenbukken og med ret mange transitter i Krebsen. Det er moder/fader-energier. Stenbukken er faderen (den ydre fysiske sikkerhed, forsørgeren) og Krebsen er moderen (den indre emotionelle sikkerhed, trøst, omsorg).

Derfor vil jeg forsøge at udtrykke det så klart som jeg overhovedet kan: juli 2019 kan blive meget, meget emotionel. Det er ok at græde, også ”uden grund” (hey læs om dengang jeg brød sammen foran en politimand under Månen i Krebsen). Når Krebsen slipper havene løs og oversvømmer alt, er det også vores tårekanaler. Det kan være en tid hvor man har lyst til at trække sig lidt fra galskaben og søge i sikker havn eller hjem til sig selv. Vand søger altid nedad, hjem til det store hav, ind til vores inderste følelser.



Jeg har nogle gange tænkt på hvorfor vi har valgt at inkarnere på dette tidspunkt i verdenshistorien. Det er specielt. Måske det er som en slags ledere for slægtslinjen, hvor vi hver især har påtaget os at heale familie-karma gennem vores egen personlige udvikling. Så er det sgu ok, hvis man er lidt forpustet.

Gad vide hvor mange af jer, der læser her, som også er den mærkelige i familien. Det sorte får, den kasteløse. Mange af mine nære relationer har også den rolle, ved jeg.

Jeg siger ikke, at det gør en bedre eller mere speciel, bare at det er en tid for stor forløsning som er en del af opgaven i denne inkarnation. Og belønningen for måske mange års undertrykkelse af behov eller uforløste drømme kommer her for alt det, man har stået igennem. Der er sket et skifte på et dybere niveau, en dyb følelse af at være ovre nogle ting man måske altid har stået i og nu kan leve.

Leve for alvor. Nyde livet.



Det er også derfor sjælefamilier finder sammen i grupper i disse år, som jeg har skrevet om flere gange. Det er (også) tid til den familie.

Det betyder ikke, at originalfamilien indtager en anden plads eller at de miljøer, vi voksede op i ikke var sat op som de var for at vi kunne få vores karmiske lektioner. Uanset hvordan det miljø måtte have set ud. Det synes jeg er et vigtigt perspektiv her.

Din sjælefamilie er i mange tilfælde bare noget andet. Et ”safe space”, der hvor man føler sig tryg. Føler sig hjemme. Jeg ved præcis hvem jeg skal gå til hvis jeg er i oversensitiv tilstand. Det er nogle meget meget fine mennesker med en meget meget fin hjerte-energi, der kan skabe et safe space for mig. Andre gange er det omvendt, så kan jeg være kokon.

Sikkerhed, beskyttelse, kærlighed, empati, omsorg, trøst, tryghed. Jeg kan ikke skrive det ofte nok. Vi svømmer i det store emotionelle hav, nogle med badevinger og andre uden. De temaer, vi arbejder med individuelt og kollektivt fortsætter i stor stil – ihvertfald det næste år med.

Det er Krebsens sæson og den er sensitiv.

Heldigvis.

Louise

 

Kategorier