Saturn retrograd april-september 2019. Lektor Blomme.

Saturn – vores læremester, planeten der sørger for at vi bliver disciplinerede, ansvarlige, udvikler kompetencer og opfører os ordentligt går på sin årlige badeferie fra 29. april til den 18. september 2019. Ahh..vi kan allerede mærke presset lette, it´s party tiiiime!

Vi kan sagtens feste løs i de 5 måneder, der altid vil føles mere frie end resten af året. Det er dog værd at have i baghovedet, at det også er en slags test for at se, om vi kan opretholde selv-disciplin, selv-ansvar etc når Saturn ikke er der til at gokke os i nødden når vi gør noget specielt dumt. Og at Saturn til september kommer hjem igen, og så er der altså karmisk afregning ved kasse 1.

Sådan er det hvert år, ikke noget odiøst i det. Saturn retrograd beder os om at gå indad, sætte vores egne regler og grænser for os selv, lave vore egne systemer. Blive ledere i eget liv.



Har man allerede gjort det forarbejde kan Saturn retrograd være en periode, hvor man oplever massiv succes som kun tager til i styrke. Kan du samtidig håndtere Plutos principper – læs om den sideløbende retrograd HER –og med is i maven destruere eller efterlade alt, der ikke bringer autenticitet til dit liv, jamen så begynder du at stå meget, meget stærkt. Her er det godt at kende sit fødselshoroskop for at vide, hvor du kan eller skal træde i karakter. Pluto ser gerne Pluto i Jomfruen-generationen begynde at påtage sig deres naturlige roller som healere. Det er tid. Pluto i Jomfruen er alle, der er født mellem 19. august 1957-5. oktober 1971 samt fra 17. april 1972 – 30. juli 1972).

Står du i din Saturn hjemkomst (28-30 års alderen) skal du i den grad til at growe the fucking fuck up. Er du i gang med Saturn oppositionen (start 40erne) ringer klokken altså for sidste omgang i forhold til at få renset totalt ud i alt du ikke kan bruge til noget – og er du i din 2. Saturn hjemkomst (ca 57-60 års alderen), så venter verden på at se dit livsværk (!).  Har man selv Pluto i Vægten, især hvis man er født i 1982-1983, så er de her år det der danner fundamentet for det, du har inkarneret for. Altså frivilligt valgt en runde på Jorden for. Og så videre og så videre.

For selv om planeternes indflydelse ikke styrer vores liv, så kan vi bruge energierne bevidst – måske mere end man har gjort i mange, mange år. I de her tilfælde bliver det ellers "gjort" for os. Selvansvar er godt, det ”belønner” Saturn – og kan du ikke, så må du få ekstern Saturnhjælp i form af kommunaltilbud, Luksusfælden eller hvad der skal til for at lære at styre sine egne livsområder.



Det er så vores egne liv, det her handler om. Men hvad med de kollektive tilstande?

Saturn og Pluto – som jo mødes i januar 2020 og gør disse år til nogle signifikante prespunkter i verdenshistorien – er kun få grader fra hinanden her i starten af retrograd. De flytter sig så væk fra hinanden igen efter et hurtigt kram her i slutningen af april, og mødes først for alvor til januar.

Her kommer især Pluto i Vægten ind i billedet igen, for selv om det i høj grad har med nye måder at forholde sig til hinanden på, så skal vi ikke glemme at Vægten også handler om retfærdighed og balance. Det er tid til at for alvor kollektivt at sætte ind der, hvor der er uretfærdighed og ubalance. Uranus i Tyren tvinger os til at implementere nye værdier, vi har allerede fundet ud af det med menneskerettigheder og vi har højnet vores selvbevidsthed i de år, Uranus var i Vædderen. Der, hvor hierarkierne, systemer, strukturerne ikke længere imødekommer menneskenes behov. Pluto i Vægten er om noget en freedom fighter.

Det kan ikke kun være Greta Thunberg og hendes klassekammerater, der tager den store lyserøde klima-elefant alvorligt. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det er teenagere der skal demonstrere i dagevis i London mens vi andre bruger mere tid på at finde ud af, hvor der er tilbud på burgerboller. Den opvågning skulle være sket for meget, meget lang tid siden mens der er blevet drevet rovdrift på jorden, få rige er blevet rigere og hvad ved jeg.



Men nu skal jeg ikke selv spille Saturn, selvfølgelig. Vi kan godt være vores egen Lektor Blomme, spørgsmålet er om vi stadig har brug for, at samfundets strukturer er det. Har vi stadig brug for en kollektiv rektor med løftet pegefinger? Der fortæller os hvordan vi skal bruge vores tid og hvad vi skal tro på?

Selvfølgelig skal vi have strukturer, der fungerer for os alle kollektivt. Saturn og Pluto retrograd opfordrer til for alvor at gentænke de strukturerer – især der hvor tilliden er væk (!). Jeg kan da ikke være den eneste, der ikke gider høre på partier der lover en masse inden et valg, men vi ved jo allesammen godt at man ikke kan have stor tillid til at det sker. Der hvor det handler om at få gjort mennesker til marionetdukker. Har vi overhovedet brug for politikere, ihvertfald i sin nuværende form? Er vi ikke for langt fremme til det? Hvad med religiøse ledere eller skrifter? Alle, der skal fortælle hvordan man bør leve – er vi ikke for højt udviklede rent bevidsthedsmæssigt til det nu?

Ihvertfald tror jeg, at vi ser meget store forandringer – eller tiltag til samme – på meget kort tid. Låget har længe været ved at poppe af.

Jeg tror ikke, at der er en eneste der ikke kan mærke presset. Man kan sagtens gemme sig under sengen, ihvertfald indtil den braser sammen oven på en.

Eller man kan gå ud og gøre en forskel. Individuelt såvel som kollektivt.

Jo mere man forsøger at modstå naturlig forandring, desto stærkere bliver impulsen kun.

Louise

Kategorier