Fuldmåne den 23. november 2018. What a Wonderfuld World.

Vores største frygt er ikke, at vi er utilstrækkelige.  Vores største frygt er, at vi er stærkere end vi kan forestille os. Vi frygter vores lys, ikke vores mørke.

Det skrev Marianne Williamson så smukt i bogen ”A return to love”.

”Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. ”

Selv om bogen blev skrevet for mange år siden, ræsonnerer den så dybt hos mig, at jeg næsten dagligt tænker på de ord. De kvantespring, vi har taget som mennesker de sidste bare 20 år og jordens højnede vibration gør, at vi befinder os på et andet niveau end for bare en generation siden. Og mange af os er vokset op i tunge energier og har masser af grumme barndomsminder. Det er stadig meget tungt nogle steder.

Så hvis man har det siddende i sit energifelt, så er det sgu klart at man har svært ved at finde sig til rette her. Alene de sidste to uger har der været så store energiskift, at vi igen er et helt andet sted.

Og det er et godt sted. Et meget lyst og lykkeligt sted, selvom Jupiter i Skytten ikke helt har fundet momentum endnu. Den Nordlige Måneknude i Krebsen handler om kærlighed, ikke mindst til os selv, Merkur er i Skytten – godt nok i retrograd – og Solen gør sig klar til at spankulere ind i Skytten senere i denne uge.

Det her er entusiasme. Positivitet. Lys. Lykke. Kærlighed. Eventyr. Sjov. Festlige begivenheder. Held. Succes. Ekspansion. Jackpot. Optimisme med god grund.

Det har bare været meget intenst og mørkt i dette dybt transformerende år. Kollektivt og individuelt. Så det er fuldt forståeligt, at man ikke helt tør tro på det. Jeg kan godt se let latter og anlæg til fnis komme frem rundt omkring, men det er stadig med forbehold eller sarkasme. Ahh nu skal vi vist lige spise brød til. Ikke kun på grund af 2018, men fordi det er det,  vi er vokset op med. Danmark er et land, hvor nøgleord måske er hygge, men et andet nøgleord er knaphed. Hov hov, vi skal liiige...ah det er nok snyd, ah de prøver nok at tage røven på mig, åh han/hun er bare for glad/sjov/smuk/kærlig/lykkelig, siger vi med en snert af grundig misundelse. Vi er på mange måder stadig et bonde(røvs)samfund mentalt set, en virkeligt højt levestandard til trods.

Mit indlæg idag er for at fortælle, at den er god nok. Vi er i ekstremt gode tider energimæssigt, og skal ikke ned i Skorpionens hule igen foreløbigt – vi undgår det ikke til næste år, selvfølgelig, men det vil da have helt andre omstændigheder. 2018 var som ofte skrevet meget, meget tungt. Vi kommer ikke til at gå "ned" i vibrationer igen.

Hvert år, når Solen (eller enhver planet i transit) har været i Skorpionens dybe hule hvor det hele handler om død og afslutning, så kommer den i Skytten. Op fra mørket, som nyfødte og rene, som Fugl Fønix der rejser sig fra aksen. Transformeret og healet, klar til nye eventyr. Man kan slet ikke have al den der tunge og alvorlige energi længere.

Vi er her nu. Solen er her næsten også. Og Jupiter og Merkur. Det gamle liv eller den gamle fase af dit liv er slut. Porten er lukket. Det er måske forvirrende. Måske man er skuffet over at have brugt så meget tid og så mange ressourcer på det gamle liv kun for at synes, at man nu har spildt tiden. Fordi man er på vej i en helt ny retning.

Fuldmånen på fredag den 23. november er i Tvillingernes tegn. 0,5 grader, hvis man skal være den præcise type. Har du dit fødselshoroskop, kan du se hvilket livsområde fuldmånen lyser på. Her vil være energirettet fokus og afslutninger. Fuldmånen handler altid om afslutninger, bægeret er ”fuldt”.

Hvad er det så med den der Tvillinge-energi? Den, som er hadet af mange og elsket af mange? Jeg har jo skrevet om den før. Tvillingerne handler i basal astrologi om kommunikation (o.a), herunder løgn. Det kan være en trickster/player-energi hvis man ikke forstår eller kan håndtere den. En touch-and-go-energi som forvirrer andre mere følsomme eller jordnære tegn.

En travl fredag den 23. november kan vi regne med. Tvillingerne er altid i bevægelse, altid på farten.  Som skrevet før, så har jeg selv Tvillinge-ascendant. Typen, der ringer hjem fra Spanien når hun bare skulle ned og handle i Netto. I overført betydning, selvfølgelig. Her, der og allevegne.

Når det så er månen, der her er i spil, så taler vi følelsesliv. Hvordan vi har det med os selv inderst inde. Og med en fuldmåne i Tvillingerne, så vil man gerne kommunikere dette. Det er helt oplagt at få den trang her. Til at kommunikere sine følelser, måske til en anden, en gruppe, til en væg, en blog, en dagbog. Iøvrigt en virkeligt god øvelse, hvis du spørger mig. Det, der rumsterer i hovedet har ofte meget godt af at blive udtrykt også. Det giver nyt perspektiv. Og vi skal jo føle meget her de næste 18 måneder, så du kan lige så godt vænne dig til det.

Tvillingerne hersker også over handelsområdet. Herunder brugtvognsforhandlere, studehandler, pistolsælgere og den slags. Jeg synes, at det er fantastisk at den fuldmåne falder på Black Friday og så lige med Jupiter i Skytten, der bare vil have mere mere mere nyt nyt nyt Jeppe K-stil, og Merkur i retrograd harhar. Jeg kan allerede se overskrifterne: ”Stakkels Vera  lokket til at købe kæmpestor jernkonstruktion i Paris”.

Det er en tid for autenticitet. Nu træder vi altså helt ud af vores ham. Det er slaraffenland for alle, der er sig selv, der er autentiske. Mærker du, at du har en indflydelsesrig stemme nu, et fornyet mod, større kreativitet og passion, så er du også tættere på dit egentlige livsformål end nogensinde før.

Og lad mig lige tilføje: det er (stadig) ok at efterlade dramaet. Dine forældres drama, forfædrenes tunge liv, principper, værdier. (Begrænsende) overbevisninger. Alt, der er nedarvet.

Det er ok ikke at skulle være healeren i vennekredsen, hvis du ikke har lyst (længere). Den, der lytter til og trøster de andre. Det er helt, helt ok. Husk på, at Saturn i Stenbukken ønsker at vi bruger vores ressourcer ordentligt. Tid, energi, penge. Det skal bruges fornuftigt. Og det er ikke fornuftigt at lade sig suge af energivampyrer.

Det samme hvis nogle omkring dig (stadig) behandler dig nedværdigende eller som et barn. Der er nogle lidt mærkelige energier hvad det angår og generelt en mærkværdig tendens hos voksne kvinder. Apropos at invalidere andres følelser, ønsker, drømme, behov, tanker osv, som jeg skrev om sidst. Cut. It. Out. Cut, Elly.

Så jo, det er måske også noget man skal sige højt og ikke bare tænke, for hjernen vil køre i topspin under denne fuldmåne. Er det de rette mennesker og omstændigheder, du har i dit liv. Passer de til dig som den du er nu og der hvor du skal hen?

Har du fundet det ægte og essentielle frem til denne spritnye rejse og så tropper dine rejsekammerater op med 25 kg overvægt i kufferterne fordi de stadig slæber rundt på det gamle og unødvendige?

Det lyder måske barskt, men det er nu engang her vi er. Her, vi har (r)evolutioneret os til at være. Der er nye oplevelser, nye roller, nye ansvar på vej til os alle. Ønsker man at stå tilbage og glo som en anden dinosaur, skal man være velkommen. Det er ikke dit eller mit ansvar. Apropos spild af ressourcer som du kunne have brugt på noget eller nogen, der kan gøre dig glad, fylde dig med energi, hjælpe til gensidig udvikling og måske endda pynte en smule på verdenshistorien.

Det er ok at være glad nu. Du må godt. Tingene og livet og hverdagen må godt være let og sjov og legende og lys og lykkelig og fyldt med kærlighed.

Det er helt ok.

For det er virkeligt A Wonderful World,

Louis A

 

 

 

 

 

 

Kategorier